Mit andet digitale chok: Mobilen

Nej, det er ikke en mobiltelefon, men den er heller ikke smart

Dette er den anden artikel i min miniserie om digitale chok, jeg er blevet udsat for i mit voksne liv. Det første indtraf i 1992, og så gik der ca 15 år, før jeg igen blev ramt.

Dumt spørgsmål?

Det skete i DRs glimrende radioprogram Harddisken, der hver uge rapporterer om ny teknologi. For ca. 5 år siden havde Henrik Føhns i forbindelse med en konference spurgt 5 unge på 13-16 år, hvad deres vigtigste stykke elektronik var.

Jeg syntes, det var et dumt spørgsmål, for det var da oplagt, at de alle sammen ville svare computeren. Den brugte de til at komme på nettet og til at spille på. Mente jeg.

Også om natten

Jeg blev noget overrasket, da den første svarede "min mobiltelefon". Han brugte den til at holde kontakt med sine venner - mest via sms - og til at høre og dele musik.

Okay. Føhns havde fået fat i en musiknørd. Dem er der jo nogen af. 

Kan jeg huske, at jeg tænkte.

Derfor blev jeg dybt chokeret, da de fire næste også uden tøven udnævnte mobilen til deres vigtigste stykke elektronik. Kontakt med vennerne, sms, musik og spil var grunden til, at de havde mobilen på sig altid - også om natten.

Sms hver måned

Jeg havde selv haft en mobiltelefon i 10-12 år og var glad for den. Så kunne jeg få kontakt med folk, uanset hvor jeg var. Det var da meget smart. Jeg sendte også en sms et par gange om måneden, men det  der med musik havde jeg ikke udforsket. Jeg tror, jeg fik en iPod til jul det år. Spil på telefonen havde ingen interesse hos kloge-mig.

Bemærk, at det var før smart-telefonens tid. Den mobil, ungerne elskede, var en Nokia.

En afgrund

Udsendelsen var et vågnopkald for mig. Jeg syntes, at computeren var et helt uundværligt værktøj, som var langt, langt vigtigere end en mobiltelefon. På computeren kunne jeg finde al information i hele verden, jeg kunne skrive, lagre tekst og billeder og sende det til andre. Det var - og er - vigtigt for mig.

For unge var - og er - det vigtigste at være i kontakt med vennerne, at lytte til musik og spille computerspil. Samt at udveksle musik og spil med vennerne.

Det er da en afgrund, der er til at få øje på.

Uundværlig viden

Hvis jeg lyder som en sur gammel mand, må du have mig undskyldt. Jeg er ikke spor forarget over de unges adfærd, og jeg har slet ikke sagt, at min brug af elektronik er den rigtige.

Jeg gør, hvad der passer mig, og jeg bliver aldrig musikfreak eller afhængig af skydespil.

Men som kommunikationsmand er det uundværlig viden, som jeg skal indrette mig efter. De unge - som nu er voksne - prioriterer kontakten med vennerne højere end alt andet. Det giver dem identitet og status.

Så hvis jeg skal trænge igennem til dem om noget så vigtigt som at sortere affald, skal jeg ikke skubbe information ud på en hjemmeside eller et andet medie, jeg selv synes er let tilgængeligt. Jeg skal spørge dem om deres vaner og bede dem dele deres holdninger og meninger med deres venner. Så opstår der måske en dialog om affald og genbrug, hvor de unge og deres venner påvirker hinanden. Måske endda i den retning, jeg ønsker det.

Det er ikke nemt, og det går ikke altid godt. Men det er sjovt at prøve.