Månedens fugl: Lårskaden

Månedens fugl i min verden er lårskaden. Den har siddet bag på mit højre ben i 5-6 uger, og den vil ikke gå væk. Jeg har gået til fysioterapi et stykke tid. I sommer klarede behandlingen skaden på et par uger, men denne gang sker der ingen fremskridt.
Det er træls. Nej. Det er PISSEIRRITERENDE.
Jeg må jo erkende, at jeg er blevet løbenarkoman. Jeg er simpelthen afhængig, og jeg har bare ikke kunne løbe siden, jeg fik den fordømte forstrækning, sprængning eller hvad hulen det nu er.
Jeg kører på kondicykel, og det er da også fint nok. Man kommer i hvert fald til at svede. På det seneste er jeg gået lidt mere seriøst til sagen med intervaltræning på den stillestående cykel: 1 minuts almindelig kørsel og 1 minuts hård spurt, 10 gange efter hinanden. Det er ganske effektivt.
Men det er stadig ikke det samme som at løbe. Her i weekenden, hvor sneen efterhånden er væk, pibler løberne frem i forårssolen. Jeg var nede i byen et par gange i dag, og de løb nærmest i rækker. Hver gang, jeg ser en løber, tænker jeg: Bare det var mig, så det har jeg tænkt 50 gange i dag. Bare det var mig, bare det var mig, bare det var mig.
Midt i det hele har jeg meldt mig til New York Marathon den 7. november. Det stresser mig overhovedet ikke. Selv om der skulle gå en måned mere med at være skadet, skulle jeg nok kunne træne mig op på 6 måneder. Og skulle skaden betyde, at jeg tager et kvarter eller en halv time mere om løbet i New York, så kommer jeg nok også over det.
Det er simpelthen bare glæden ved at løbe, som jeg savner. En jævnt hård tur på 13 kilometer, en fredelig 10-kilometer, en langsom 25 kilometer eller en udmarvende 30 kilometer. Alle de tossede tanker og gode idéer, der farer igennem hovedet, mens jeg løber ude i landskabet. Og den herlige følelse af at være godt brugt i hele kroppen, når jeg kommer hjem.
Det savner jeg.
Eneste lyspunkt er, at der er møgsmattet i skoven, så der går jeg ikke glip af noget. Måske er skaden forsvundet, når anemonerne titter frem. Det vil jeg glæde mig til.
Min fysioterapeut fortæller, at jeg skal træne langsomt op, når jeg kommer i gang igen. Det er jeg stærkt motiveret for lige nu, for jeg vil bare ikke blive skadet igen. Jeg håber, at jeg har disciplin til at gennemføre en langsom genoptræning. Det er svært, for jeg ved, at jeg bliver løbegal, når først jeg begynder at komme i god form.
Den tid den glæde.

500.000 løbere i Danmark

I 2008 stod 500.200 mennesker bag startsnorene til motionsløb i Danmark. Det viser en opgørelse, som Dansk Atletik har foretaget. Deltagerantallet er det hidtil højeste, og Politiken skrev forleden, at motionsløb nu er Danmarks største idrætsgren.
Sølle 20.000 er medlem af en løbe- eller atletikklub, men Dansk Atletik vurderer, at 200.000 træner seriøst, og at yderligere 300.000 løber nogenlunde regelmæssigt. Så det er næsten hver 10. dansker, der dyrker løbetræning.
Jeg synes, det er nogle pragtfulde tal. For mange af os, der gemmer os i statistikken, er løbetræning en ven for livet. Det er vores genvej til sundhed, velvære, et godt helbred og et langt liv uden livsstilssygdomme.
Jamen - er løbedillen ikke blot det ultimative bevis på den indvidualisering, som vinder mere og mere frem? Er løb ikke en enmandssport, hvor du ikke foretager dig noget sammen med andre?
Jo, og nej.
Du kan løbe alene, lige som jeg gør. Men du kan også træne sammen med andre. Enten i en klub eller blot sammen med en kollega, nabo eller ven.
Motionsløbene er ganske vist konkurrencer, hvor der er præmier til de hurtigste, men det er først og fremmest en lille fest for løbere. Her samles vi og bytter løgnehistorier og vi hjælper hinanden igennem til en god tid. Ved motionsløbet er man en del af et stort fællesskab, hvor alle er vindere. For mig kan det være en stor triumf at løbe 10 kilometer på 40 minutter, mens andre er lykkelige, hvis de kommer under 48 minutter eller 35. Klarer de sig godt, er jeg glad, og så får de en ekstra sjov bemærkning næste gang, jeg møder dem i skoven eller på landevejen.
Den store fordel ved at have løb som sin sportsgren er fleksibiliteten. Du kan løbe når som helst og hvor som helst. Har du løbetøjet med, er det bare at spænde skoene og komme afsted. Jeg har lært mange danske byer at kende ved at løbe rundt i dem om aftenen, inden jeg skulle til et møde i byen dagen efter. Fredericia Vold, Skjern Enge, Kastellet i København og Svendborg Havn er nogle af de steder, jeg har rekogniseret med løbesko, mens andre hotelgæster sad inde og zappede rundt på kanalerne.
Jeg kan løbe en lille tur om morgenen, en længere om eftermiddagen eller et dejligt langt træk i solskin søndag eftermiddag. Jeg kan også tage en luntetur en sen aften eller en sej spurt lige inden aftensmaden.
Derfor er jeg en af de 500.000.

Efterårets bedste ferie

Når det er forår, og det hele bliver grønt og solen rigtig begynder at varme igennem, starter hele livet på ny.
Når det er højsommer og fuglene kvidrer og jeg kan gå ude dagen lang i bar overkrop, lever jeg livet hvert minut.
Når det er vinter, og jeg kører en tur på ski over marken på Flade Rævdalvej med Bertha efter mig, og kommer hjem til en varm brændeovn, så føler jeg mig som en del af hele verden.
Det er tre svære konkurrenter, efteråret har. De gyldne blade med det flotte farvespil, det skiftende vejr, og de perfekte temperaturer til løbetræningen er bestemt dejlige og attraktive. Men efteråret kan ikke helt slå sommeren og foråret, som er mine favoritter.
Alligevel er efterårsferien helt speciel. Jeg har holdt fri i 3 dage, og det føles næsten som en hel uge. Vi har noget en masse praktisk herhjemme, har været kulturelle en hel eftermiddag og aften, haft gæster, har læst, motioneret og har haft god tid ind imellem.
Det er dejligt.
Derfor er efterårsferien efterårets bedste ferie. Det er godt nok også den eneste, men det kan ikke tage glæden fra mig. Jeg møder glad, mæt og (irriterende) frisk på arbejde mandag morgen.