I sne og slud skal tossen ud

 Man behøver ikke at være tosset for at 

løbe en tur i snestorm. Men det hjælper.

Det ligger altid i baghovedet på mig: Hvornår kan jeg komme ud at løbe i denne uge? Jeg skal finde tre tidspunkter, hvor det passer ind, og det er ikke altid let.
I denne uge har jeg et stramt program, så for at nå de tre løbeture, skulle jeg afsted i dag. Det var ved 16.30 tiden, hvor mørket begyndte at falde på. Det stormede, og der faldt sne. Det var hundekoldt, og der var ild i brændeovnen.

Øjenlågs-studier
Der var kort sagt alle mulige gode undskyldninger for at hoppe fra og sætte sig i sofaen og studere øjenlåg.
Det overvejede jeg overhovedet ikke. Jeg tænkte mest på ruten. Det kan være direkte ubehageligt at løbe i meget hård modvind, så jeg ville gerne ned i skoven. På grund af det fremskredne tidspunkt endte det med en lidt kort tur, for når det bliver mørkt, er det farligt at løbe i skoven på denne årstid.

Dårligt vejr = dejlig tur
Det blev selvfølgelig en vidunderlig tur, og det var overhovedet ikke koldt. Sådan er det hver gang, vejret er hårdt - så bliver løbeturen en fed oplevelse.
Måske er det fordi, jeg slapper mere af og ikke presser mig selv til at løbe langt eller hurtigt. Det kan jo være lige meget i sådan et vejr. Det vigtigste er at komme afsted og at have det rart.

Falsk varebetegnelse
Derfor kalder jeg stadig mig selv for løbetosse, selv om det nærmer sig falsk varebetegnelse. Jeg er efterhånden skadet 2-3 måneder hvert år, og når jeg kommer i gang igen, når jeg i form til at løbe en halv maraton. Der er jeg ikke endnu.
Lige nu løber jeg 7-10 kilometer tre gange om ugen. 13-15 i weekenden, hvis vejret tillader det. Det er ikke meget. Det er ikke fanatisk, og det er slet ikke spor tosset.

Lidt skørt
Jeg indrømmer gerne, at det er lidt skørt at begive sig ud i en snestorm bare for at opfylde et mål om at løbe tre gange om ugen.
Men jeg havde en dejlig tur.

To syndige grønne apparater

Det regner og rusker udenfor, men herinde er der dejligt lunt. Jeg har tændt op i brændeovnen, som sagte gnasker løs af mine små stykker træ. Det er ren efterårshygge, men brændeovnen er desværre et af de to apparater her på matriklen, som jeg ikke længere kan bruge med grøn samvittighed. Det andet er kompostbeholderen, som jeg vender tilbage til om lidt.

Skadelige partikler
Først er der brændeovnen. Den dårlige historie er, at den udskiller skadelige partikler. Fra mit arbejde med kommunernes miljøafdelinger ved jeg, at det er en af de rimeligt store miljøsyndere i byerne. Herude på landet er det vel ikke så alvorligt. Jeg tror ikke, jeg påfører ret mange mennesker luftvejssygdomme, men skadelige partikler er vel skadelige, så jeg må vel forlige mig, at min brændeovn er lidt af en miljøsynder.

Selvfældet træ
Ærgerligt, for jeg har altid anset den for at være det modsatte. Det meste af det træ, jeg brænder af, er her fra grunden. Det er gamle fyrretræer, som vinden har væltet omkuld. Hvis jeg lader dem ligge, formulder de og frigiver den samme mængde CO2, som når jeg brænder dem af. Så det er altså CO2 neutral opvarmning, som udnytter energien bedre end vores jordvarme. Den får sin energi fra strøm fra nettet (vindmøller, affald, kul, solceller, flis og andet godt) eller fra vores solceller.

Muld af kartoffelskræller
På samme måde har jeg altid været lidt stolt af kompostbeholderen. Her samler jeg alt vores våde affald: Kartoffelskræller, kaffegrums, afgnavne majskolber og rester af frugt og grøntsager. Det bliver til meget hver uge, men jeg kan aldrig fylde den magiske beholder. Orme, insekter og en naturlig proces, som jeg ikke kan redegøre for, sørger for at omsætte det hele til muld, jeg kan sprede i haven.
Det betyder, at vi kun skifter vores skraldesæk hver anden uge, og der er den knap nok fyldt. Der er ingen grund til at køre vådt affald til forbrændingen, hvor det ikke gør nogen særligt nytte, når jeg kan beholde det i haven og få gavn af det.

Giftige gasser
Lyder min logik, som Tankegang også har hjulpet med at udbrede i årevis. Men der er en slange i paradiset: Metan. Kompostbeholderen kan udlede små mængder farlige gasser, som er skadelige for miljøet. Min gør i sig selv ikke den store skade, men hvis alle husstande var lige så flittige med at kompostere, ville det være et lille miljøproblem.

Næste forår bliver jeg grøn
Det er der råd for. Næste forår starter Forsyningen indsamling af madaffald i Frederikshavn Kommune. Det er dejligt, for det er en meget fin udnyttelse af energien i mine kartoffelskræller. Her bliver det omdannet til en energifyldt suppe, der kan udnyttes på bedste vis i et biogasanlæg. Så gassen fra mit madaffald fiser ikke op i luften, men bliver brugt til at producere el og varme eller til biler og busser, som kører på gas.

Efterårets bedste ferie

Når det er forår, og det hele bliver grønt og solen rigtig begynder at varme igennem, starter hele livet på ny.
Når det er højsommer og fuglene kvidrer og jeg kan gå ude dagen lang i bar overkrop, lever jeg livet hvert minut.
Når det er vinter, og jeg kører en tur på ski over marken på Flade Rævdalvej med Bertha efter mig, og kommer hjem til en varm brændeovn, så føler jeg mig som en del af hele verden.
Det er tre svære konkurrenter, efteråret har. De gyldne blade med det flotte farvespil, det skiftende vejr, og de perfekte temperaturer til løbetræningen er bestemt dejlige og attraktive. Men efteråret kan ikke helt slå sommeren og foråret, som er mine favoritter.
Alligevel er efterårsferien helt speciel. Jeg har holdt fri i 3 dage, og det føles næsten som en hel uge. Vi har noget en masse praktisk herhjemme, har været kulturelle en hel eftermiddag og aften, haft gæster, har læst, motioneret og har haft god tid ind imellem.
Det er dejligt.
Derfor er efterårsferien efterårets bedste ferie. Det er godt nok også den eneste, men det kan ikke tage glæden fra mig. Jeg møder glad, mæt og (irriterende) frisk på arbejde mandag morgen.