Løbetossens enkle opskrift

For to måneder siden var jeg i dyb løbekrise. Min snart mangeårige skade i baglåret var brudt op igen, og jeg havde i længere tid kun løbet korte ture på 5-6 kilometer.
En dygtig fysioterapeut bankede løs på det ømme sted, og jeg fik lov at løbe lidt, mens behandlingen stod på. Omkring juletid indstillede jeg mig på en fremtid, hvor jeg skulle være glad for at løbe ture på højst 10 kilometer.
I dag løb jeg uden problemer 17 kilometer med nogle krasse stigninger undervejs. Så måske er jeg på sporet igen :-)

Åreknuder og tortur
Næste milepæl bliver om tre uger, hvor jeg endelig skal have fjernet mine åreknuder i venstre ben. Mit håb er, at den operation kan stoppe den tilbagevendende krampe i lægmusklen, som jeg første gang oplevede ved Århus City Marathon i 1996 - og som jeg aldrig er blevet kvit.
Selv om jeg ikke løber så langt som tidligere, kalder jeg mig stadig løbetosse. Det er sådan én, der altid har den næste uges løbeture i baghovedet. Det er sådan én, der er virkelig bekymret for en operation for åreknuder, fordi den onde sygeplejerske har sagt, at jeg ikke må løbe i to uger efter indgrebet. TO UGER. Hvad tænker hun på? Det er tortur.
Og derfor er jeg nødt til at træne mig op, så jeg ikke er helt til rotterne, når de mange, mange dage uden løbeture er overstået.

Samme opskrift i 25 år
En løbetosse er også én, der uden problemer kan træne sig i bedre form. Jeg følger den samme opskrift, som har været en del af min hverdag i ca 25 år: Tre ture om ugen, én af dem noget længere end de andre. Og det er hver uge. Hver eneste uge. Også, når det sner eller der er hedebølge. Også, når man har travlt eller er træt. Også, når man holder ferie.
Hvis ikke jeg er skadet, følger jeg mønstret. Det glipper måske 2 uger om året, men så er der mindst to andre uger, hvor jeg får 4 ture.

Længere over tid
Jeg følger ikke noget program. Den lange tur er helst om søndagen. Hvis jeg har været i byen lørdag, bliver turen ikke lang. Hvis jeg er rigtig frisk, bliver den længere. Over tid bliver den lange tur længere og længere, og de korte kan også vokse.
I denne uge har jeg løbet 9, 6 og 17 kilometer. Det er ok, men til sommer er jeg måske på 10, 13 og 22. Eller 8, 11 og 20. Det vil være ganske udmærket.
Men det må ikke gå for stærkt. For så kommer den jägla skade, og så sidder jeg der og har ondt af mig selv.

Skadehistorie kapitel 37

   PROBLEMET

Det er vist en evighedshistorie, jeg har gang i, når jeg nu igen fortæller om min skade.
Denne gang har det stået på i fem måneder, og det er stadig ikke godt. Jeg har ikke fået ordentlig motion, siden det gik galt på en løbetur ned til roklubben på årets varmeste dag. Og jeg føler mig i elendig form :-(

Det er den knortede stang på billedet ovenfor, der er skyld i det hele. Når jeg løber lidt stærkt, i lidt kuperet terræn eller mere end 7 kilometer, starter en smerte i knæet. Hvis jeg fortsætter, kryber skaden op i baglåret, og snart gør det ondt i hele den øverste del af benet.

Opmuntrende fysioterapeut
Nu er jeg startet på fysioterapi, og det var meget opmuntrende. Den gode Hans David kunne mærke med fingrene, at der var knuder i musklerne. Så han vil både massere med hænderne og med et apparat, der slår på musklerne under tryk.

Jeg må gerne løbe. Tak for det, hr fysioterapeut. Lige det, jeg gerne ville høre. Jeg skal bare betragte enhver løbetur som genoptræning - ikke som egentlig løbetræning. Så jeg må ikke give den gas, og jeg skal undgå at få den smerte i knæet, som sætter den dårlige cirkel i gang.

Fed mathed
Og så skal jeg varme op. Hele kroppen må gerne være varm, inden jeg sætter i løb. Det klarede jeg i dag ved et kvarter på kondicyklen ude i roklubben. Derefter løb jeg en flad tur på fem kilometer i behersket tempo. Det var lidt regnvejr, men det var rigtig skønt. Og jeg blev også lidt træt og følte den fede mathed i kroppen her bagefter. Det er ikke godt efter 5 kilometer, men det er bedre end at lade løbetøjet ligge på hylden.

Denne gang...
Tålmodighed siges at være en dyd. Jeg er ikke dydig, men jeg er stærkt motiveret til at blive skaden kvit. Om det så skal tage flere måneder med behandlinger og moderat løbetræning. Så denne gang tror jeg på, at jeg kan holde mig på måtten og kun løbe det, det dumme ben vil være med til. Og så er det så praktisk, at jeg har forrygende travlt for tiden, så det er ikke muligt at presse en hel masse løbeture ind i ugeprogrammet.

Mere ros
Jeg slutter med lidt mere ros til Hans David. Han synes, det er en fin idé at motionere, mens musklerne bliver knudret fri. Det er nye toner fra behandlerne. De plejer altid at ryste på hovedet af min trang til at motionere. Denne dygtige mand betoner, at det er bedre at bruge benet end at hvile det.
Ja, selvfølgelig. Det er da helt oplagt. Musklerne svinder ind og bliver slappe af ikke at blive brugt.

Herlig møgtur

Batterierne var døde, da uret havde ligget i en måned. 

Fed symbolik.

En løbetur i slud og hård vind, en del af ruten på smattede, hullede stier. Og så sidst på eftermiddagen, hvor det begyndte at blive mørkt, så jeg næsten ingenting kunne se gennem regndråberne på brillerne. Tempoet var efter mine forhold temmelig moderat.
Alt i alt ikke en god tur. Nej, det var det ikke. Det var en fantastisk, vidunderlig, glædesfremkaldende løbetur.

Forfærdeligt at være skadet
Jeg er ikke selvpiner, men forklaringen er den simple, at jeg er/har været skadet, og at det nu er mere end en måned siden, jeg har løbet en tur. Det har været forfærdeligt.
To gange er jeg trukket i løbetøjet og er vendt om efter 30 meter. Jeg har været ude at cykle nogle gange, og det har da også været rart at få pulsen op og mærke syre i benene. Men det giver altså ikke den samme følelse af en god, brugt krop som en hård løbetur. Jeg kan ikke rense hjernen ud eller tænke et problem igennem på en cykeltur - simpelthen fordi jeg hele tiden skal koncentrere mig om at cykle.

Min syge logik
Og så kommer alle de pinlige tanker, jeg går med for mig selv. Jeg føler mig slap og dvask og i dårlig form. Jeg er også ved at blive tyk. Jeg passer godt nok mine bukser endnu, men der er ved at vokse en lille vom ud. Bilder jeg mig ind. Mine muskler skrumper også. Mine ben er allerede uhyggeligt tynde. Jeg kommer aldrig i form igen. Fortæller min syge logik mig.

Vendepunkt for behandlingen
Min skade sidder oppe i den venstre lysken, og jeg har gået til fysioterapeut i hele oktober. Der har bare ikke været fremskridt i den første lange tid, og det var altså topfrustrerende. Men i tirsdags vendte det. Jeg var på løbebåndet og mærkede ikke (ret meget) til smerten i lysken.

Tre betingelser
Min strenge behandler bevilgede mig lov til at løbe på nogle betingelser.
1. Jeg skulle varme grundigt op først. Det gør jeg mest effektivt ved at gå den første kilometer.
2. Jeg måtte ikke give den fuld gas. Løb på 80 %, lød kommandoen.
3. Gå op ad bakkerne
Det lykkedes mig at overholde alle 3 punkter. Da jeg et stykke ude på ruten var varmet godt igennem, meldte lysten sig til at skrue lidt op, men den lange måneds løbehungrende pinsler er ikke ude af bevidstheden, selv om frontallapperne skriger løb. Så jeg holdt mig på måtten.
Først på de sidste 100 meter kunne jeg mærke en lillebitte antydning af en trækning oppe i balden. Det bekymrer mig ikke.

Bare glad
Lige nu er jeg bare glad for at kunne løbe noget, der minder om en rigtig tur. Jeg må også gerne løbe i morgen, og hvis det også går godt, bevilger jeg mig selv en 10-12 kilometer på søndag.
Jeg er klar til at gøre det til en vane at varme op med 1 kilometers gåtur, og jeg må nok også indstille mig på, at jeg ikke skal løbe meget længere end en halvmaraton.
Vær sød at minde mig om de 5-6 uger uden løb, næste gang jeg fabler om at træne til maraton.

Månedens fugl: Lårskaden

Månedens fugl i min verden er lårskaden. Den har siddet bag på mit højre ben i 5-6 uger, og den vil ikke gå væk. Jeg har gået til fysioterapi et stykke tid. I sommer klarede behandlingen skaden på et par uger, men denne gang sker der ingen fremskridt.
Det er træls. Nej. Det er PISSEIRRITERENDE.
Jeg må jo erkende, at jeg er blevet løbenarkoman. Jeg er simpelthen afhængig, og jeg har bare ikke kunne løbe siden, jeg fik den fordømte forstrækning, sprængning eller hvad hulen det nu er.
Jeg kører på kondicykel, og det er da også fint nok. Man kommer i hvert fald til at svede. På det seneste er jeg gået lidt mere seriøst til sagen med intervaltræning på den stillestående cykel: 1 minuts almindelig kørsel og 1 minuts hård spurt, 10 gange efter hinanden. Det er ganske effektivt.
Men det er stadig ikke det samme som at løbe. Her i weekenden, hvor sneen efterhånden er væk, pibler løberne frem i forårssolen. Jeg var nede i byen et par gange i dag, og de løb nærmest i rækker. Hver gang, jeg ser en løber, tænker jeg: Bare det var mig, så det har jeg tænkt 50 gange i dag. Bare det var mig, bare det var mig, bare det var mig.
Midt i det hele har jeg meldt mig til New York Marathon den 7. november. Det stresser mig overhovedet ikke. Selv om der skulle gå en måned mere med at være skadet, skulle jeg nok kunne træne mig op på 6 måneder. Og skulle skaden betyde, at jeg tager et kvarter eller en halv time mere om løbet i New York, så kommer jeg nok også over det.
Det er simpelthen bare glæden ved at løbe, som jeg savner. En jævnt hård tur på 13 kilometer, en fredelig 10-kilometer, en langsom 25 kilometer eller en udmarvende 30 kilometer. Alle de tossede tanker og gode idéer, der farer igennem hovedet, mens jeg løber ude i landskabet. Og den herlige følelse af at være godt brugt i hele kroppen, når jeg kommer hjem.
Det savner jeg.
Eneste lyspunkt er, at der er møgsmattet i skoven, så der går jeg ikke glip af noget. Måske er skaden forsvundet, når anemonerne titter frem. Det vil jeg glæde mig til.
Min fysioterapeut fortæller, at jeg skal træne langsomt op, når jeg kommer i gang igen. Det er jeg stærkt motiveret for lige nu, for jeg vil bare ikke blive skadet igen. Jeg håber, at jeg har disciplin til at gennemføre en langsom genoptræning. Det er svært, for jeg ved, at jeg bliver løbegal, når først jeg begynder at komme i god form.
Den tid den glæde.