Gider folk bruge en aften på at snakke om det her? Vi får se
I næste uge gennemfører Ringkøbing-Skjern Kommune et eksperiment: 28 borgermøder på 3 dage om noget så abstrakt som kommunens vision. Og så endda midt i en valgkamp. Gider folk det?
Ja, det tror jeg. Og jeg håber det, for det er min idé og et koncept, som Tankegang har udviklet.
Borgerne er ikke så ugidelige og platte, som vi nogen gange vil gøre dem til. De vil gerne andet end at protestere over vindmøller.
Byrådsmedlem er rigsformand
Vi kalder arrangementerne for Naturens Rigsdag. Det er et af mine små ordspil. Visionen har overskriften Naturens Rige, og så synes jeg, det var spændende at lave rigsdage rundt omkring i hele kommunen.
Hvert sted er et byrådsmedlem ordstyrer - rigsformand. Hun eller han er vært for mødet og starter med at give sin personlige fortolkning af visionen, som jeg har lavet i tæt samarbejde med byrådet.
Fire temaer
Så er der film. Kommunen viser en eller flere af de 5 små film om Naturens Rige, som udgør planstrategien for Ringkøbing-Skjern Kommune. I dem fortæller borgere om deres gode liv i Danmarks største kommune. På den måde sætter de kød og blod på visionens fire temaer:
- Natur med pladsgaranti
- Vækstjydernes hjem
- Et liv i balance
- Værtens bedste historie
Efter en rundbordssnak om visionen, kommer to lokale ambassadører og fortæller om deres tanker om Naturens Rige: Hvad betyder det for mig? Hvilke idéer har jeg til at føre visionen ud i livet her i lokalområdet og i hele kommunen? Hvordan kan vi fortælle de gode historier om vores område?
Idéer og tanker
Så går snakken garanteret livligt rundt om bordene. Borgerne kan komme med idéer til aktiviteter, de gerne vil gennemføre sammen. De kan også bare tale om det, der har betydning for dem. Der ligger nogle små kort, hvor de kan skrive deres idéer og tanker på.
En medarbejder fra kommunen tager billeder, samler guldkorn op og sender materialet til Tankegang, som de kommende dage samler 28 sider med resultatet af Naturens Rigsdag og sender ud til alle, der har deltaget - samt alle øvrige interesserede.
Derude, hvor folk er sammen
Møderne holdes ude i idrætshaller, skoler og forsamlingshuse rundt omkring i kommunen. Der hvor folketingskandidaterne sjældent kommer. Der, hvor folk holder sølvbryllupper og konfirmationer. Der, hvor folk er sammen.
Og aftenen handler om deres verden, deres liv og deres tanker.
Derfor tror jeg på, at folk vælger valgkamp og boligprogrammer fra for en aften og begiver sig ud i Naturens Rige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar