Hver nytårsaften klokken 18 toner Dronning Margrethe frem på tv-skærmen og holder en pæn og nydelig tale. Kloge almindeligheder, som de færreste kan være uenige i. Vi skal gøres os umage og være gode ved hinanden og vores gæster. Det er synd for dem, der er syge, og tak til dem, der hjælper. Og tak for opmærksomheden ved årets højtider i den kongelige familie.
Med champagne i hånden
Dronningen taler til alle os, der betaler hendes families og ansattes løn. Så hun siger selvfølgelig noget, vi godt kan lide at høre. På årets sidste dag med 1 glas champagne i hånden og med noget rigtig god mad henne på bordet.
For mig slutter talen der. Måske snakker vi lige lidt om indholdet, mens vi tømmer glasset, men så er der ikke mere i det.
Men for medierne er det tilsyneladende noget kæmpestort. Flere års forskellige taler sammenlignes og dronningens udtalelser vendes og drejes og fortolkes i en grad, det slet ikke kan bære.
Regeringen gør det godt
Dagen efter kommer et endnu vildere ritual. Statsministeren taler til nationen. Hun fortæller, at regeringen har gjort det rigtig godt og har planer om at gøre det endnu bedre i den kommende tid. Og så remser hun lidt op af tidens mest aktuelle politiske emner uden at love eller afvise noget. Hun fortæller også, at Danmark er et af Verdens bedste lande at bo i, og at danskerne er nogle søde mennesker.
Hun skal jo genvælges, så hun har også en interesse i at sige noget til os, som er rart, trygt og ufarligt. Det er også helt fint. Det må hun gerne sådan en søvnig 1. nytårsdag.
Ingen vision og ingen handling
Før og efter de få minutters optræden eksploderer medierne i kommentarer og analyser. Oppositionen ryster fortvivlet på hovedet af statsministeren, som ikke har nogen vision, som ikke ønsker at løse Danmarks problemer, og som bare kommer med nogle løse hensigtserklæringer. Hendes partifæller forsvarer hver en stavelse, og kredsen af analytikere kommer med lange udlægninger af talen og statsministerens motiv for at sige netop dit og dat. Retorikere kommer også på banen med analyser af de få minutters tale.
7 minutters nydelig snak
Jeg synes, det er for meget. Selvfølgelig skal talen omtales, men det er altså ikke en større politisk begivhenhed. Det er bare en tale, og den næste politiske forhandling ligger et stykke ud i fremtiden. For mig er det et symptom på sygdommen analysitis, som har ramt medierne. De har allesammen ansat eksperter til at analysere politiske begivenheder. De folk skal levere nye analyser hele tiden, og det gør de så, uanset om der er sket noget nyt politisk eller ej.
Talen forleden rummede som de fleste andre af slagsen ingen politiske nyheder. Så burde de kyndige journalister på Christiansborg ret hurtigt kaste sig over væsentlige historier i stedet for at interviewe hinanden og deres tidligere kolleger om 7 minutters nydelig snak.
Med champagne i hånden
Dronningen taler til alle os, der betaler hendes families og ansattes løn. Så hun siger selvfølgelig noget, vi godt kan lide at høre. På årets sidste dag med 1 glas champagne i hånden og med noget rigtig god mad henne på bordet.
For mig slutter talen der. Måske snakker vi lige lidt om indholdet, mens vi tømmer glasset, men så er der ikke mere i det.
Men for medierne er det tilsyneladende noget kæmpestort. Flere års forskellige taler sammenlignes og dronningens udtalelser vendes og drejes og fortolkes i en grad, det slet ikke kan bære.
Regeringen gør det godt
Dagen efter kommer et endnu vildere ritual. Statsministeren taler til nationen. Hun fortæller, at regeringen har gjort det rigtig godt og har planer om at gøre det endnu bedre i den kommende tid. Og så remser hun lidt op af tidens mest aktuelle politiske emner uden at love eller afvise noget. Hun fortæller også, at Danmark er et af Verdens bedste lande at bo i, og at danskerne er nogle søde mennesker.
Hun skal jo genvælges, så hun har også en interesse i at sige noget til os, som er rart, trygt og ufarligt. Det er også helt fint. Det må hun gerne sådan en søvnig 1. nytårsdag.
Ingen vision og ingen handling
Før og efter de få minutters optræden eksploderer medierne i kommentarer og analyser. Oppositionen ryster fortvivlet på hovedet af statsministeren, som ikke har nogen vision, som ikke ønsker at løse Danmarks problemer, og som bare kommer med nogle løse hensigtserklæringer. Hendes partifæller forsvarer hver en stavelse, og kredsen af analytikere kommer med lange udlægninger af talen og statsministerens motiv for at sige netop dit og dat. Retorikere kommer også på banen med analyser af de få minutters tale.
7 minutters nydelig snak
Jeg synes, det er for meget. Selvfølgelig skal talen omtales, men det er altså ikke en større politisk begivhenhed. Det er bare en tale, og den næste politiske forhandling ligger et stykke ud i fremtiden. For mig er det et symptom på sygdommen analysitis, som har ramt medierne. De har allesammen ansat eksperter til at analysere politiske begivenheder. De folk skal levere nye analyser hele tiden, og det gør de så, uanset om der er sket noget nyt politisk eller ej.
Talen forleden rummede som de fleste andre af slagsen ingen politiske nyheder. Så burde de kyndige journalister på Christiansborg ret hurtigt kaste sig over væsentlige historier i stedet for at interviewe hinanden og deres tidligere kolleger om 7 minutters nydelig snak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar