Færdig med Fock

Det er direkte pinagtigt at læse fremtrædende medlemmer af Alternativet, som farer ud i pressen med nådesløse personlige beskyldninger mod den formand, partiet netop har valgt.
Det er eklatant mangel på respekt for medlemmerne, som med et markant flertal fravalgte ledelsens foretrukne valg, Rasmus Nordqvist.

Formanden trækker sig
Men det er politik. Og det er en underholdende historie for medierne, som dyrker den og nu leder med lys og lygte efter medlemmer og folkevalgte, der kan kaste smuds på Josephine Fock. De pibler frem.
Vi har set det før hos andre partier, og udgangen på det er forudsigelig. Den jagtede formand trækker sig tilbage under henvisning til, at hun vil det bedste for sit parti.
Og så er det synd for hende i et par dage.

Umenneskeligt pres
Med det tempo, som konflikten optrappes med i disse dage, vil jeg tro, at Josephine Fock kaster håndklædet i ringen inden 10 dage. Det er et umenneskeligt pres, hun er udsat for, og det er ikke umagen værd at kæmpe imod. Josephine Fock er brændemærket af sine kolleger og står uden mulighed for at udføre reelt politisk arbejde, når alle omkring hende er modstandere.

Selvmord eller genoplivning?
Medierne synes at være enige om, at Alternativet er ved at begå selvmord som parti ved denne udemokratiske magtkamp. Det lyder meget sandsynligt.
Men det er ikke sikkert. Når stormen har lagt sig, og der er valgt en ny partileder, kan det være, at alle har lidt dårlig samvittighed og vælger at arbejde for sagen i stedet for at arbejde imod en person. Og så er det igen politik, hvor alt kan ske.

Mediernes landsmøde

I aftes var vi til et spændende arrangement  med den sælgende overskrift Politikerlede og medieskepsis.
Ulrik Haagerup fra Constructive Institute - der ikke er et institut men en tænketank for konstruktiv journalistik - havde samlet et hold af politikere og mediefolk til debat og selvransagelse.

Støjberg-senderen
Han startede med en aktuel historie: Hvad skete der på Venstres landsmøde i weekenden?
Vi almindelige medieforbrugere vil svare, at der var en masse snak om Inger Støjbergs formandsdrømme. Det er det indtryk, vi står tilbage med efter at have set tv, læst aviser og hørt radio.
Men Inger Støjberg var slet ikke på talerstolen for at fortælle om sine eventuelle formandsdrømme. Hun havde udtalt sig i særdeles brede vendinger om det til Altinget og til Jyllands-Posten i dagene op til landsmødet. De journalister, der dækkede mødet, valgte så alle sammen Inger Støjberg som deres hovedhistorie.

Politik fra talerstolen
Venstres politiske idéer og deres tanker om tiden op til næste folketingsvalg fik vi meget lidt at vide om. Selv om jeg er ret sikker på, at det var det, de gode folk på talerstolen i Herning beskæftigede sig med.
Redaktør Anders Bæksgaard fra Politiken forsvarede fint beslutningen om at hoppe med Støjberg-historien. Han mener, det er meget væsentligt for Danmark, om den næste Venstreformand bliver en nationalliberal som Støjberg eller en traditionel Venstremand som Kristian Jensen. Jeg er ikke enig i hans vurdering men vil gerne medgive, at det kan have en vis betydning.

Virkeligheden derude
Historien om landsmødet er ét af mange eksempler på, at medierne selv skaber en virkelighed, mens virkeligheden passerer forbi. Det er læserne, seerne og lytterne trætte af. Og det ved medierne godt.
Nordjyskes chefredaktør Per Lyngby fortalte om at få journalisterne ud - væk fra de bakteriefri redkationslokaler og derud, hvor folk bor. Nordjyske har anskaffet en bus til formålet, så avisen nu selv opsøger folk ude i de mange nordjyske lokalsamfund.
Og Bæksgaard fortalte, at Politikens kommende valgdækning også vil fokusere på at komme ud blandt folk. Han kunne i øvrigt berette, at Politiken er holdt op med at lave den slags historier, hvor de ringer rundt til lokalpolitikere for et parti og hører om deres mening om et kontroversielt forslag fra partiledelsen. Så snart en enkelt kritiker bider på, kommer han på forsiden til en historie om kritik fra baglandet.

Halvtom sal
Og politikerne selv er mere ude i landet, end de fleste af os tror. De sidder ikke i beskyttelse bag Christiansborgs tykke mure og bager rævekager. Når folketingssalen er halvtom, er det fordi medlemmerne er ude i landet og diskutere og suge viden og inspiration til sig. Det vil de gerne selv give indtryk af, men i aftes var det DRs politiske analytiker Jens Ringberg, der fortalte om de udfarende folketingsmedlemmer. Godt at høre.

Fjumset politi reddet af Kim Larsen

Der var fire på en cykel på Jyllingevej. Sådan starter en af de halvskøre sange i Kim Larsens rige repertoire.
Den handler ikke rigtigt om noget, men skal man trække en konklusion ud er det, at de formastelige cyklister uden lys får en meget hård straf. Man kan kalde det en overreaktion fra politiets side.
Det samme gælder vist fredagens aktion, hvor politiet, forsvaret og efterretningstjenesterne brugte millioner af lønkroner og tusindvis af danskeres tid på at jage en sort Volvo. Chaufføren var en ung mand, der ifølge hans advokat nu er sigtet for hæleri. Sagen førte også til, at politiet fandt lidt hash på en gård et øde sted på Fyn.

Hemmelighedsfuldt politi
Politiet var stik imod sædvane meget hemmelighedsfuldt om den enorme aktion. Lørdag kom der en kortfattet forklaring om, at der havde været "en konkret trussel mod nogle personer i det danske samfund". Den unge mand i Volvoen befandt sig tilfældigvis i nærheden af en eller flere af disse truede personer, og så opstod misforståelsen.
Selvfølgelig skal politiet have lov til at tage fejl. Ellers pågriber de aldrig nogen og opklarer aldrig noget. Det er helt i orden.

Ud med sproget
Men når vi er oppe i en aktion, der berører tusinder af danskere i lang tid, og hvor broer og færger bliver lukket, så er det ikke godt nok med en generel forklaring om en "konkret trussel". Den slags er der vel hver dag.
Politiet skal stå til tjeneste for os, og vi har krav på at få mere at vide end, at der var tale om en misforståelse. Det kan man godt gøre uden at ødelægge sin egen efterforskning af den tilsyneladende meget alvorlige sag, der var under opsejling. Ud med sproget.

Kim Larsen berører alle
Det kunne være blevet en stor sag, men så døde Kim Larsen søndag morgen, og så kunne alt andet være ligegyldigt. Også for mig. Dødsfaldet er en af årets allerstørste nyheder, som berører næsten alle danskere, og selvfølgelig skal den have fuld skrue i medierne. Vi så også Kim Larsen hele eftermiddagen, hvor fjernsynet normalt er slukket.
Den fjumsede politiledelse kan ånde lettet op, mens vi stadig mindes Lune Larsen.
Men han dør kun én gang, så for fremtiden må den kære ordensmagt være meget mindre nærig med sandheden, også når den selv har vurderet forkert.

 

Undersøgelser går agurk

Her i sommervarmen kniber det med nyheder ud over sport og Trump. Så er der heldigvis undersøgelser og statistikker at ty til. Dem får vi mange af for tiden. Konklusionerne kan være skarpe, men når man går lidt i dybden med indholdet, er det ofte et tyndt skrog uden kød.
Der var to morsomme eksempler i går.

De gamle får ikke besøg
Fra morgenstunden kunne DR afsløre, at under 40 pct. af danskere over 75 år får et forebyggende hjemmebesøg fra kommunen. Hele morgenen var vinklen, at nogle kommuner simpelthen ikke tilbød besøget, men det måtte DR rette igen. Alle følger loven, men nogle steder ønsker meget få borgere at byde en medarbejder fra kommunen indenfor.
Der var så nogle folk fra interesseorganisationer, som fortalte, hvor vigtigt det er med den forebyggende indsats, og det har de også helt ret i.

Andre tilbud er ikke med i statistikken
Men når nogle kommuner har meget få besøg, kan det skyldes, at de har andre tilbud, som bringer dem i kontakt med de ældre over 75 år. Det fremgår bare ikke af statistikken, fordi den kun omhandler de forebyggende besøg i de ældres hjem.
Kommunerne har fokus på forebyggelse og besøgene kan være en af mange gode aktiviteter. Min konklusion: Fint at blive orienteret om problemstillingen, men ingen reel historie.

Klassikeren: Lukkedage i børnehaven
Så var det TV2s tur. De tog klassikeren med lukkedage i institutioner op, og hittede på en rundspørge til kommunerne. 40 pct. af kommunerne lukker op til flere institutioner i forbindelse med ferien. Det betyder, at de børn, der skal passes i ferien, måske skal afleveres og hentes et andet sted end sædvanligt. TV2 havde fundet en bekymret forældrerepræsentant, som mente, det var problematisk for børnene at komme ud af deres faste rammer.
Så skulle der en case på. Det var SFOerne i Helsingør, som alle var lukket, og så blev børnene samlet på et stort legeområde i byen. Det var børnene helt vilde med, fremgik det af en skøn reportage. Og det var, fordi det var nyt og spændende.
Så røg den historie.

Dyr service i ferien
Men måske var der en historie. Hvis rundspørgen står til troende, har 60 pct. af alle kommuner alle institutioner åbne, selv om der er meget få børn. Hvad koster det pr. barn at opretholde så dyr en service? Har kommunerne virkelig råd til det?
Jeg tror ikke, det passer. Men det kunne da være interessant, hvis et medie en dag ville tage den vinkel op i stedet for, at vi altid skal høre om det overgreb mod børnefamilierne som de udskældte lukkedage præsenteres som.

Dennis Krystersen var redningsmand

Forleden svømmede alle medier over med historier om, at musketer-eden var brudt i fagbevægelsen. Dennis Kristensen havde på LO-forbundenes vegne indgået overenskomst med Danske Regioner for 40.000 ansatte, efter at FTFs forhandlere havde forladt Sankt Annæ Plads.
Dennis Krystersen stod der straks på skiltene, og det såkaldte brud på musketer-eden var den helt dominerende historie.

Eksperterne vidste bedre
Hovedpersonen selv fik lov at forklare sig, men alle analytikere vidste bedre. Samarbejdet mellem fagforbundene var braset sammen som et korthus, udtalte den ene ekspert efter den anden.
Det er fem dage siden, og nu vi ved, at de ikke havde ret. Musketereden holdt. I slutfasen kom der lidt forskellige resultater i stat, regioner og kommuner, men ingen løb fra de tre fælles hovedkrav.

Hindrede konflikt
Til gengæld har ingen hæftet sig ved, at Dennis Kristensen var manden, der hindrede en tåbelig storkonflikt.
Parterne var blevet enige om lønniveauet men spisepausen kunne de ikke enes om. Her gjorde Dennis Kristensen det, der skulle til for at løse op for situationen: Gav sig. Ikke gratis, men han gav sig.
Han sagde ok til, at spisepausen ikke skulle stå i overenskomsten til gengæld for at få lidt ekstra penge til de lavestlønnede og elever.
Forhandlingerne var på et stade, hvor der skulle en indrømmelse til, og den leverede den erfarne og nu forhenværende FOA-formand.

Bondo-kommissionen
Derfra var det kun et spørgsmål om tid, før de øvrige aftaler kom i hus. Den største spænding knyttede sig til det kommunale område, men her gav Anders Bondo Christensen en overraskende indrømmelse, som løste situationen op. Jeg håber for ham og lærerne og folkeskolen, at der kommer et reelt udbytte af den kommission, som blev kompromiset.
Vi kan ikke vide, hvad der var sket, hvis Dennis Kristensen ikke var gået forrest. Måske havde Anders Bondo gjort det. Det er ren teori nu.

Blabla
Men allerede i torsdags burde eksperterne have set, at Dennis Kristensen havde løst op for den knude, hele befolkningen ventede på. Det gjorde de ikke. De insisterede på at tale om en musketered. Og blabla.
Til eksperterne hører også de journalister, som har tilbragt hundredevis af timer foran Forligsinstitutionen. De bestemmer ikke, hvad folk skal sige. Men når alle spørger om det samme og alle jager den samme vinkel, kommer der et ofte godt resultat ud af at stille et helt andet spørgsmål. For eksempel: Er det her vendepunktet for forhandlingerne?
Det var for resten det, langt de fleste mediebrugere var interesserede i at vide. 

Tale-analysitis

Hver nytårsaften klokken 18 toner Dronning Margrethe frem på tv-skærmen og holder en pæn og nydelig tale. Kloge almindeligheder, som de færreste kan være uenige i. Vi skal gøres os umage og være gode ved hinanden og vores gæster. Det er synd for dem, der er syge, og tak til dem, der hjælper. Og tak for opmærksomheden ved årets højtider i den kongelige familie.

Med champagne i hånden
Dronningen taler til alle os, der betaler hendes families og ansattes løn. Så hun siger selvfølgelig noget, vi godt kan lide at høre. På årets sidste dag med 1 glas champagne i hånden og med noget rigtig god mad henne på bordet.
For mig slutter talen der. Måske snakker vi lige lidt om indholdet, mens vi tømmer glasset, men så er der ikke mere i det.
Men for medierne er det tilsyneladende noget kæmpestort. Flere års forskellige taler sammenlignes og dronningens udtalelser vendes og drejes og fortolkes i en grad, det slet ikke kan bære.

Regeringen gør det godt
Dagen efter kommer et endnu vildere ritual. Statsministeren taler til nationen. Hun fortæller, at regeringen har gjort det rigtig godt og har planer om at gøre det endnu bedre i den kommende tid. Og så remser hun lidt op af tidens mest aktuelle politiske emner uden at love eller afvise noget. Hun fortæller også, at Danmark er et af Verdens bedste lande at bo i, og at danskerne er nogle søde mennesker.
Hun skal jo genvælges, så hun har også en interesse i at sige noget til os, som er rart, trygt og ufarligt. Det er også helt fint. Det må hun gerne sådan en søvnig 1. nytårsdag.

Ingen vision og ingen handling
Før og efter de få minutters optræden eksploderer medierne i kommentarer og analyser. Oppositionen ryster fortvivlet på hovedet af statsministeren, som ikke har nogen vision, som ikke ønsker at løse Danmarks problemer, og som bare kommer med nogle løse hensigtserklæringer. Hendes partifæller forsvarer hver en stavelse, og kredsen af analytikere kommer med lange udlægninger af talen og statsministerens motiv for at sige netop dit og dat. Retorikere kommer også på banen med analyser af de få minutters tale.

7 minutters nydelig snak
Jeg synes, det er for meget. Selvfølgelig skal talen omtales, men det er altså ikke en større politisk begivhenhed. Det er bare en tale, og den næste politiske forhandling ligger et stykke ud i fremtiden. For mig er det et symptom på sygdommen analysitis, som har ramt medierne. De har allesammen ansat eksperter til at analysere politiske begivenheder. De folk skal levere nye analyser hele tiden, og det gør de så, uanset om der er sket noget nyt politisk eller ej.
Talen forleden rummede som de fleste andre af slagsen ingen politiske nyheder. Så burde de kyndige journalister på Christiansborg ret hurtigt kaste sig over væsentlige historier i stedet for at interviewe hinanden og deres tidligere kolleger om 7 minutters nydelig snak.

Bloggen er død - den længe leve!

På den ene side er bloggen død som et afgørende nyhedsmedie.
På den anden side lever den videre i bedste velgående.

Da webloggen opstod for 8-10 år siden blev fænomenet set som en meget alvorlig konkurrent til de etablerede nyhedsmedier. Nu fik alle mulighed for at lave deres egen avis - ganske gratis. Og på den måde ville der opstå tusinder af konkurrenter, som ville tage tid og annoncekroner fra de etablerede medier. Det endelige brud med journalisternes monopol på nyhedsformidling.

Det skete ikke.

Det blev de trætte af - læserne
Mange oprettede lige som jeg en blog, hvor de skrev lidt af hvert om det, der faldt dem ind. Det blev de fleste hurtigt trætte af - også læserne.

Andre brugte muligheden til at lave en egen hjemmeside om noget, de brænder for og har forstand på. Dem er der stadig masser af. Nogle af dem bliver ikke holdt vedlige, mens andre bliver opdateret hver dag. For et par år siden fandt jeg for eksempel en blog, hvor ophavsmanden rapporterede om skibsulykker overalt i verden. Totalt deprimerende læsning om det ene forlis efter det andet, men imponerende at manden vil bruge sin fritid på at holde 10 eller 1000 mennesker opdateret med den slags viden.

Succesrige modebloggere
På nogle område har bloggerne fået succes: Mode og mad. Her finder vi nogle meget populære hjemmesider, og der er modebloggere som har skabt sig et stort navn og et godt levebrød.

Bloggens funktion som debatforum viste sig også at blive en fuser. I enhver blog er der mulighed for at kommentere, men det bruger vi sjældent. Her har Facebook og Twitter fuldstændig overtaget.

Men det er også i kraft af dem - og af Google - at bloggen lever videre.
Få bloggere kan undvære de sociale medier som reklamesøjle og kommentarkanal. Jeg ved det af egen erfaring. Indtil jeg begyndte at bruge Facebook, Twitter, Google+ og LinkedIn til at gøre opmærksom på mine indlæg, kunne jeg samle 5-20 læsere om hver lille artikel.

Efter et par år er jeg nået op på 50-100 læsere pr. udgydelse. En fantastisk procentmæssig fremgang, men stadig et meget - skal vi sige - eksklusivt publikum :-)

Google glemmer aldrig
Til gengæld glemmer Google aldrig. Så når jeg sidder og bladrer i statistikken over min blog, er der pludselig et flere år gammelt indlæg, der har sneget sig ind på månedens top 10-liste. Det kan være om et emne, der pludselig er oppe i tiden, så folk begynder at Google efter baggrundsviden.

Jeg får undertiden henvendelser om 3-4 år gamle artikler fra min blog, og jeg kan se, at tidløse indlæg om sprog eller løb stadig bliver læst. Det er ikke folk, der opsøger min blog og bladrer ned gennem 500 opslag for at finde noget interessant. De googler et emne og får serveret et link til mit indlæg.

Viden om alt
Så min konklusion er, at bloggen aldrig bliver det medie, der overtager den offentlige debat - men at den får et langt liv som leverandør af baggrundsstof og basisviden om ALT, hvad mennesker på denne jord kan tænkes at interessere sig for.

DR for godt

Organisationen Danske Medier er i gang med et kæmpe lobbyarbejde forud for de politiske forhandlinger om licensmidlerne. Det, som de på Christiansborg kalder et medieforlig.

Danske Medier repræsenterer dagbladene, internetmedier og magasinpressen, og deres hovedmål er at stække DR. De private mediers organisation mener, at DR er blevet for dominerende, og at DR tager brødet ud af munden på dagbladene.

Den gratis model
De store private mediehuse er i gang med at opbygge betalingsmure omkring deres indhold på nettet. Abonnenterne på de trykte aviser falder fra, og det samme gør annoncørerne. Derfor er aviserne nødt til at forlange penge for at læse stoffet på nettet.
Og her er DR en konkurrent, for hvis man skal betale for at læse en nyhed på politiken.dk, kan man i stedet finde den gratis på dr.dk. Og så vælger man selvfølgelig den gratis model.
Det passer - måske. Men det er en fattig argumentation.
Dagbladene bliver ikke rigere af et tandløst, udsultet DR. De skal klare sig ved egen succes og ikke ved andres fiasko. Og det kan lade sig gøre.

Egmont klynker ikke
Danmarks største private mediekoncern Egmont har netop præsenteret endnu et rekordoverskud. Koncernen, der både laver tv, ugeblade og film, følger den enkle filosofi at opfylde kundernes behov. Det betyder, at de leverer mere og mere digitalt og hele tiden udvikler nye forretningsmodeller. Til gengæld skal man lede længe efter offentligt klynk fra Egmonts side.

Dagbladene er godt på vej
Løsningen på dagbladenes faldende indtægter ligger ikke på den flade hånd. Men jeg synes, de er ganske godt på vej i omstillingen fra papir til skærm. Den journalistiske strategi må være at lave godt og originalt indhold med en særlig profil. Det vil kunderne gerne betale for. Vi vil derimod ikke betale for telegramnyheder.
 Den kommercielle strategi er at lave sideforretninger med udgangspunkt i virksomhedens gode brand. Det gør bladhusene i dag for fulde gardiner.

Stop klynkeriet
Så held og lykke med det, og stop så det klynkeri over DR. Alle os, der betaler licens, vil gerne have noget godt for pengene, og det gør DR bare knaldhamrende dygtigt. Både på tv, radio og nettet. Ingen vinder noget ved et svækket DR - men seere og lyttere risikerer at blive lidt dårligere informeret og underholdt.

Nulskrald - et mediehit

Lene Høg fra AVV fortæller om Nulskrald

i TV Nords bedste sendetid.

Tophistorie i Nordjyllands Radio tirsdag morgen kl. 6.30 og 7.30.
4 minutters direkte interview i Radio 24Syv.
7 minutters indslag i Videnskabens Verden på P1
Tophistorie i TV Nord tirsdag aften.

Det er dagens mediehøst for Danmarks første Nulskraldlandsby Tversted oven på mandag aftens kick-off i Klitgården. Her mødte 120 Tverstedborgere frem for at sætte gang i projektet, hvis mål er at lave så lidt skrald som muligt.
Det løber hele året for alle interesserede i Tversted.

Det fortsætter i Tversted
Siden, Tankegang, AVV og Aalborg Universitet lavede det første pilotprojekt for et år siden, har Nulskrald været et hit i medierne. Og det fortsætter glædeligvis i Tversted.

Hvordan kan det nu være, at affaldssortering pludselig bliver en stor historie?

Svaret finder vi i nyhedskriterierne. Jeg tror personligt, at identifikation er den stærke her. Alle tv-seere, avislæsere og radiolyttere kan forholde sig til affald. Det har de i hånden hver dag, og de har sikkert også en holdning til det.

Bare det var mig
Identifikation plejer vi at oversætte med "bare det var mig" eller "godt, det ikke er mig", og jeg tror, Nulskrald rammer lidt af begge dele. Langt de fleste danskere har lidt dårlig samvittighed over deres eget høje forbrug og den store mængde affald, det fører med sig. Så rigtig mange ville ønske, at de var mere bevidste og var bedre til at sortere fra, så de havde lidt mindre dårlig samvittighed. Samtidig lyder det ualmindeligt bøvlet for de fleste, at man skal pille alting fra hinanden og lægge det i 8-10 forskellige kasser, æsker eller poser.

Så mens, vi ser og hører på folkene i Tversted, kan der køre en lille film for vores indre biograf, hvor vi selv overvejer, hvad vi vil gøre. Personligt håber jeg, at det kan få nogen til at gøre tingene lidt anderledes. Bare lidt. Det er derfor, vi har sat Nulskrald i søen.

De 10 største problemer
Der er også et nyhedskriterium, som hedder væsentlighed. Her tager Nulskrald også kegler. Affald er et af Verdens 10 største problemer, og det kræver personlig stillingtagen at løse det.

Så er der sensation. Aah. Det kan Nulskrald vist ikke helt leve op til. Det er ikke sensationelt, men for mange er det nok overraskende at nye måder at arbejde med affald og borgerinvolvering på kommer fra en landsby i Tversted. Det plejer at være Vesterbro, der rykker.

Ikke noget klinket
Der er nok ikke én forklaring på mediernes interesse for Nulskrald. Men det er en historie, jeg kan bruge. Jeg møder alt for ofte kommunale ledere og folk fra forsyninger, som forklarer, at den lokale presse kun interesserer sig for negative historier og politiske slagsmål. Så de skal ikke have klinket noget, de kære ledere.

Nulskrald er et bevis på, at vores lokale, regionale og landsdækkende presse gerne vil fortælle en positiv og bekræftende historie om væsentlige problemer.

Bare der er almindelige mennesker med.

Miniguide til politiske niche-sites

Hvis du hører til dem, der synes, at medierne er for blå, for røde, for enøjede eller for sensationslystne - så er det din egen skyld. Du kan bare læse nogle andre - eller endnu bedre: Nogle flere.
Interesserer du dig for politik, er der rige muligheder for at blive din egen redaktør. Du kan samle stof og meninger sammen fra alle verdenshjørner og så tage stilling. Det er bedre end altid at læse Politiken.dk og så blive sur på dem.
Her er en miniguide til politiske nichesites, fra højre mod venstre.

www.180grader.dk
En levende og meget ordrig liberal debattjeneste. Den er stiftet og drevet af Ole Birk Olesen, som også er medlem af Folketinget. Han skriver ikke så meget selv for tiden, men har gennem nogle år opbygget et trofast korps af borgerlige skribenter, som ikke kan lade være med at ytre sig. Siden er bygget op sådan, at brugernes mest populære indlæg står øverst.

www.denkorteavis.dk
Ralf Pittelkows og Karin Jespersen egen lille avis, som udkommer søndag - torsdag. De to højreorienterede skriver kort og skarpt. Pittelkows yndlingsemne er Helle Thorning-Schmidt, som simpelthen ikke kan gøre noget rigtigt. Der er en fin lille spalte med læserbreve, og så er der en række skribenter, som skriver om alle mulige emner. De fleste er borgerlige. fjernt fra midten, men der er et skønt engagement.

www.altinget.dk
Uafhængig og dybt seriøs netavis, som kun skriver om Christiansborg. Her er meget lidt om taktik og spin. En del af nyhederne er de samme som på de landsdækkende medier, men når dagens store historier ude i samfundet ikke er fra Christiansborg, er der altid spændende nyt fra Altinget.

www.piopio.dk
Ny netavis, som kalder sig uafhængig, men den er stiftet af Henrik Sass-Larsen og andre fremtrædende socialdemokrater. Mange af partiets profiler skriver indlæg på piopio, som er opkaldt efter Socialdemokratiets stifter. Målet er at danne modvægt til den borgerlige presse, og det går blandt andet hårdt ud over BT.

www.modkraft.dk
Venstrefløjs-side - og her er vi ude omkring den venstre side af Enhedslisten. Modkraft er drevet af en række uafhængige redaktioner og har et meget bredt stofområde, blandt andet med en masse kulturstof. 2 ud af 3 læsere er under 30 år, og de fleste er fra Aarhus og København.

Jeg er ikke fast læser af dem allesammen, men jeg kigger forbi med jævne mellemrum. Det er virkelig interessant at se nyhederne og debatten fra helt nye sider. Det er både god underholdning og gedigen folkeoplysning, og så er det allesammen sobre og ordentlige sider. De går til vaflerne i deres holdninger, men de primitive personangreb trives ikke ret godt på nichesiderne.

Hurra for den røde knap

Helt som forudset er der nu en heftig debat i medierne om, at dækningen af retssagen mod Breivik fylder for meget og er for detaljeret.
Det giver mig endnu en tur på en af mine kæpheste; nemlig at hovedpersonen i medierne er modtageren. Seeren, lytteren, læseren. DIG.

Det Stockholmske Blodbad
Hvis du ikke gider følge alle detaljer i retssagen i Oslo, så lad være. Det gør jeg, men jeg forstår udmærket, at næsten alle nyhedsmedier prioriterer historien meget højt. Det er Nordens næststørste kriminalsag nogensinde. Kun overgået af Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor den danske Kong Christian 2. henrettede 82 svenske adelsmænd på et smukt torv i hjertet af det, der nu hedder Gamla Stan.
Personligt synes jeg ikke, der er noget principielt eller lærerigt ved Breiviksagen og blodige detaljer har aldrig interesseret mig, så jeg følger kun sporadisk med i dækningen fra Oslo. Men jeg bebrejder absolut ingen, som gør det, for jeg forstår sagtens, at man kan føle sig fascineret af den vanvittige historie.

Jeg er arrogant
Min lille kæphest om selv at tage stilling får mig undertiden til at virke arrogant. Jeg hører tit folk beklage sig over, at de betaler for en masse tv-stationer, og så er der kun dårlige amerikanske serier og genudsendelser. Og så kommer jeg med min dumme bemærkning om, at vi har sådan en rød knap på fjernbetjeningen, som vi trykker på, når der ikke er noget interessant.
Takket være den kender jeg ikke tidens tv-reklamer, og jeg har aldrig set en reality-serie. Der er heller ingen huller i min uvidenhed om amerikanske tv-serier.
Det opfatter folk som arrogance eller bedreviden. Men sådan er det ikke inde i mit hoved. Jeg kunne aldrig drømme om at bebrejde nogen, at de ser et underholdende og lidt plat tv-program. Jeg kan jo ikke engang sige, at det er dårligt, for jeg kender det ikke. Jeg laver selv masser af ting i løbet af dagen, som ikke er spor åndeligt eller nyttigt - men bare sjovt, hyggeligt eller dumt.

Addd - det lugter
Men jeg har bare ikke lyst til at se dårligt tv, til at læse en masse detaljer om Breivik eller for den sags skyld til at overvære et boksestævne. Så det lader jeg være med og glæder mig over, at andre har fornøjelse af det.
Et andet udslag af min kæphest er, når folk opdager noget, der lugter rigtig fælt. Så kan de finde på at sige: "Addd. Prøv lige og kom her og lugt". Det siger jeg altid nej tak til. Jeg gider da ikke lugte til noget grimt.
Husk, at det er dig selv, der bruger fjernbetjeningen. Den røde knap er der altid.

Henriette Kjærs attitude

Husker du sagen om den socialdemokratiske næsttoppolitiker Jeppe Kofod? I marts 2008 havde han sex med en 15-årig pige ved et DSU-stævne. Partiet reagerede lynhurtigt, da sagen kom frem.
Jeppe Kofod mistede sine ordførerposter og blev sat ned på bageste række med besked på at holde sin mund. Han beklagede overfor pigen og hendes forældre og holdt meget lav profil længe. Først efter næste valg ved vi, hvad sagen på længere sigt kommer til at betyde for den unge politiker.
Jeppe Kofods handling var
- amoralsk
- uansvarlig
- et udtryk for elendig dømmekraft.
De samme ord vil jeg gerne hæfte på Henriette Kjærs håndtering af sin privatøkonomi. Det er langt ude, at hun misligeholder et stort lån, ikke reagerer på henvendelser og ender med at blive dømt i retten. Hun burde vide bedre, for netop rod i privatøkonomien kostede hende i 2005 en ministerpost.
Hvordan reagerede de konservative så på sagen?
De afviste kritikken. De mente, det var en privat sag. De mente, den var afklaret. De mente, det var en hetz fra mediernes side.
De konservative burde vide, at den form for reaktion er benzin på mediernes bål. Så der nåede at komme historier frem om Henriette Kjærs svigermor, som ville anlægge en sag og vist også om et sagsanlæg den anden vej. Det udviklede sig til en ren sæbeopera.
Det kunne enhver med minimalt kendskab til pressen og Christiansborg regne ud. Henriette Kjær er velkommen til at mene, at pressen har været for hård ved hende. Hun kan sikkert også få nogle politiske venner til at hyle med i koret.
Men det er ikke B.T., der har ladet Henriette Kjærs privatøkonomi sejle. Det er Henriette Kjær og hendes mand.
Det er Henriette Kjær og hendes parti, der fuldstændig har fejlbedømt sagen. Vælgerne er simpelthen forargede, og både hendes handlinger og hendes attitude er et udtryk for dårlig moral.
Hvis hun nu fra starten havde sagt, at hun godt kunne se, det var helt forkert med rod i økonomien. Hvis hun nu havde bedt om hjælp til at rydde op. Hvis hun havde anerkendt, at det er dybt problematisk at lade sin økonomi flyde. Så kunne hun måske have reddet sit politiske liv.
Men når hun lige som Lene Espersen benægter, at der overhovedet er et problem - så går det hende lige som det gik Lene Espersen.

Reklame for Kommunikationscast

I denne snævre kreds vil jeg gerne gøre lidt reklame for et radioprogram, som jeg lytter til hver uge. Jeg modtager ikke penge for denne rosende omtale - dels fordi den nok ikke har den store effekt og dels fordi programmet er aldeles ukommercielt.
Kommunikationscast er titlen, og det produceres af to yngre kommunikationsfolk, som kaster sig over et bredt udsnit af emner inden for kommunikation.
På det seneste har det været så forskellige emner som lyddesign, web-tv og besøg på et stort trykkeri. Programmerne sendes på podcast og udkommer som regel søndag aften. De varer som regel omkring en halv time og er både hyggeligt, underholdende og lærerigt.
For nogle måneder siden indførte værterne en lille nyhedssektion, som indleder hvert program. Katrine Emme Tielke og Mikkel Westerkam har på skift ansvaret for at komme med en lille opdatering af ugens vigtigste nyheder inden for medier og kommunikation, og så småsnakker de lidt om det.
Programmet har også tilknyttet eksperter indenfor reklame, medier og den digitale verden. De kommenterer ugens længere indslag, når det ellers er relevant.
Programmet har naturligvis også sin egen hjemmeside med tilhørende blog og en gruppe på Facebook. Det er en imponerende ulønnet arbejdsindsats de 2 K-castere tilbyder mig og nogle hundrede andre lyttere hver uge.
Jeg glæder mig over, at de gider og spekulerer tit på, hvad der mon driver dem. Måske bliver det en gang en god reference for værterne i deres videre karriere, men det kan ikke være forklaringen. Måske er det bare lyst eller videbegærlighed. Måske er det fascinationen af at kunne oprette sit helt eget radiounivers.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at alle mennesker bliver motiverede af at få ros. Det gælder garanteret også Katrine og Mikkel, og derfor vil jeg gerne på denne offentlige og næsten hemmelige plads sige mange tak for nogle dejlige programmer. Jeg glæder mig til K-Cast 86 og de kommende udgaver.
I er bare go'e.

Jesus i Aalborg

Overskriften er et falsum - og det er også en underdrivelse. Det er nemlig en meget større begivenhed, der finder sted i den nordjyske hovedstad netop nu. Det er ikke bare Guds Søn, der har indtaget byen - det er selve Manchester United. Europas bedste fodboldhold og verdens mest berømte fodboldklub.

Alle hoteller er booket i Aalborg. Tyren på Vesterbro er malet i AaBs farver, og de nordjyske medier glemmer fuldstændig finanskrise og EUs overgreb mod det danske demokrati. I disse dage handler alt om KAMPEN, som spilles på det lokale stadion i aften kl. 20.45. Turneringen hedder Champions Leauge, og de fire hold i AaBs og Uniteds pulje spillede 0-0 i første runde, så alt er endnu åbent.

Det er ikke blot fodboldben for milliarder af kroner, der vandrer rundt i Aalborg i disse dage. Det er også en kæmpemæssig markedsføringsmaskine, trukket og drevet af den fantastiske historie, som fodbold er - og som Manchester United er en del af. Klubben, der har fostret verdensnavne og har været med blandt Europas bedste i 50 år. Klubben, som i dag er en af de største arbejdspladser i den gamle engelske industriby og som alene i salg af trøjer omsætter for flere hundrede mio. kr. om året.

Fodbold er en drømmefabrik. Manchester United er den ultimative drøm. For millioner af fodboldpurke i hele Europa er den mest fantastiske drøm at få lov at spille på Uniteds stadion Old Trafford.

Den går i opfyldelse for de bolsjestribede nordjyder, og alle vi andre synes, vi er en lille smule med. Vi er en del af drømmen. Den bedste historie en journalist kan skrive er i kategorien "Bare det var mig". Den lever Manhcester Uniteds besøg i Aalborg til fulde op til. Ikke blot for spillerne og for tilskuerne - men også for os, der bare følger det lidt på afstand.

Go AaB!