søndag den 4. august 2013

Sejlmageren rigger koncerter til

 Rasmus Nøhr i badesandaler og spillehumør

Mikael Wiehe, Allan Olsen, Michael Falch, Bily Cross, Lis Sørensen, Erann DD og Rasmus Nøhr. Det er årets buket af koncertnavne på et af vores foretrukne spillesteder: Havnens Riggerværksted i Skagen.

Sejlmager og gallerist
Til daglig laver Michael Gajhede sejl i den røde værkstedsbygning på Vestre Havnevej 18. Kunder og medarbejdere må finde sig i at kigge på kunst, for riggerværkstedet er også galleri, og så er mester selv både musiker og koncertarrangør. Gennem flere år har han sammen med Lillian budt på intimkoncerter i værkstedet med danske topnavne.

Ikke plads til en dårlig aften
Vi var med til sæsonafslutningen i går - den sidste koncert med Rasmus Nøhr, og det var som altid en fed oplevelse. Vi gætter på, at der var 125-150 gæster, og vi sad allesammen tæt på. Der er ikke plads til en dårlig aften i sådan et koncept, og selv om Rasmus Nøhr koketterede lidt med at have tømmermænd efter fredagens optræden, var han bare på. Han stod jo lige der, og vi sad jo lige der. I sådan et lavloftet lokale skal der ikke ret mange til at klappe, råbe og pifte en stemning i gang, og man skal vist være lavet sejlgarn for ikke at lade sig påvirke.

Intimt lokale
Til november spiller Rasmus Nøhr i  Det musiske Hus. Her er billetterne vist noget billigere end hos riggeren, og der er sikkert også bedre styr på lyden. Det bliver uden tvivl en fin koncert, men den særlige stemning fra et intimt lokale er umuligt at skabe i den store sal på Rådhuspladsen i Frederikshavn.

Tak for en dejlig aften, rigger & Rasmus.

Ingen kommentarer: