tirsdag den 30. juli 2013

Tak til min headhunter

Teløk fra headhunteren.
Sådan skrev Claus Gundestrup på min Facebookvæg i går på min fødselsdag. Og det er helt rigtigt, at min fine ven også er min headhunter.

Eksotiske egne
Det var han i maj 1986, da han var tillidsmand for journalisterne på Vendsyssel Tidende. Bladet havde to ledige stillinger, og dengang som nu var det svært at lokke nyuddannede til Frederikshavn og andre eksotiske egne af landet. Så Claus fik lov at bruge en arbejdsdag på at tage til Aarhus, hvor journalistforbundet lavede et stævnemøde mellem ledige/nyuddannede og arbejdspladser med job.
Jeg var ved at gøre min hovedopgave færdig og ville gerne have et godt job på en provinsavis. Det kunne for min skyld være i Næstved, Helsingør, Nykøbing Falster, Skive eller Svendborg. Men det blev altså i Frederikshavn, for Claus talte varmt om de gode arbejdsforhold og de dejlige kolleger på Vendsyssel Tidende.

På bølgelængde
Da præsentationsrunden fra bladene var slut, stod Claus alene og kiggede ud over salen. Jeg gik hen til ham, og vi var med det samme på bølgelængde. Han lovede mig nærmest jobbet på stedet, så jeg gik hjem og skrev en ansøgning, sendte den afsted og blev straks kaldt til samtale. Fire dage efter var jeg ansat.

Tavshed i Aarhus
Jeg fortalte selvfølgelig til nogle medstuderende, at jeg havde fået job, og jeg husker en dag efter, jeg kom ind i kantinen på journalisthøjskolen.
"Hææj Stener. Til lykke med jobbet", råbte den glade Svend Bugtrup.
Folk ved bordet jublede og spurgte, hvor jeg skulle arbejde.
Da jeg svarede Vendsyssel Tidende, blev der helt stille, og en enkelt af de hippe folk hviskede et spagt til lykke.

Foretrak ledighed
De allerdygtigste fra vores hold fik drømmejobbet på de landsdækkende aviser eller på DR straks efter uddannelsen. En håndfuld provinsbønder søgte lige som mig ud på et lokalt dagblad, mens mange af de andre gik ledige i Aarhus eller København. Her boede de på et tarveligt værelse og sikrede sig måske engang imellem et vikariat på B.T.s natredaktion, på tekst-tv eller på Amager-Bladet. Imens boltrede jeg mig på Vendsyssel Tidende, der viste sig at være rigtig god ved mig.
Det var Claus også. Han sørgede for en bolig til mig fra dag 1, så jeg kunne tage på ferie lige op til første arbejdsdag, og Claus inviterede mig til dit og dat i byen.

Flere headhuntere
Han rejste kort tid efter til B.T., som havde glæde af hans arbejdskraft og gode kollegaskab i mange år, og lige som jeg blev han boende i Frederikshavn efter jobskiftet.
Vi hører ofte om problemer i Udkantsdanmark - blandt andet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Som du kan se, er det ikke en ny problemstilling, for det er altså 27 år siden, jeg blev headhuntet.
Jeg var aldrig kommet til Frederikshavn, hvis ikke det var for Claus.
Provinsen har brug for nogle flere headhuntere, for der er folk derude, som godt kan lokkes til Frederikshavn, Præstø og Haderslev. Blot de bliver trykket på maven af den rette person.
Tak for det, Claus.

Ingen kommentarer: