mandag den 17. juni 2013

Folk(emøde) med noget på hjerte


Fire friske fyre fra Nexø til radiooptagelse på Folkemødet

Så har jeg været på Folkemøde på Bornholm. Medierne har været skuffende fulde af historier om, at arrangementet er for eliten - eller en fadølsfest for journalister.
Det var overhovedet ikke min oplevelse.

Ét stort marked
Folkemødet er ét stort marked af folk, organisationer og virksomheder, der har noget på hjerte.
De lejer et telt, hvor de arrangerer workshops, debatter eller andre begivenheder på højst 1 time. De fleste er interesseorganisationer, som så inviterer politikere og andre spændende interessenter ind for at tale og diskutere med hinanden og publikum. De store organisationer er der alle sammen, men der er også en velsignelse af små. Skoleskak, små patientforeninger, Danske Småøer og en hoben andre.

50 unge og 2 50-årige
Jeg plumpede ind til en spændende debat om unges indflydelse i kommunerne, som Netværket af Ungdomsråd, NAU, arrangerede sammen med Ungdomsringen. Der var 50 unge og to 50-årige i lokalet - og et kæmpe engagement. En stor fornøjelse af høre så mange unge med noget på hjerte og evnen til at udtrykke det klart.
Jeg opsøgte naturligvis et antal workshops om affald og miljø, og oplevede også der et stort engagement. Ikke mindst fra deltagerne, som enten var folk, der arbejder på området, eller interesserede borger.

Flop på den store scene
I modsætning til professionelle konferencer var det ikke bare forudsigelige pligtindlæg fra de sædvanlige aktører. Og det blev sjældent langtrukkent, for ingen seancer varede mere end 1 time.
De mest populære events var dem, hvor kendte journalister interviewede toppolitikere. Dem sprang jeg over, for dem kan man få på tv i metermål. Men de skal selvfølgelig være der for at trække folk til.
Det største flop var partiernes tildelte optræden på den store scene. Det var den sædvanlige gang spinretorik for mediernes skyld med partimedlemmere som klappekor.

Ude i teltene
Næ, det spændende er noget ministre og folketingsmedlemmer sidder ude i teltene og taler om økologiske fødevarer, bekæmpelse af pirater, højskolernes fremtid eller EUs politisamarbejde.
Det var der masser af, og det var tydeligt, at både folk og politikere nød samværet og diskussionerne.
Om så der er nogle journalister, der har drukket fadøl, ja det ændrer sådan set ikke ved den dejlige oplevelse.
Jeg håber, at jeg får lov at komme igen.

Ingen kommentarer: