Det flade Danmark

Det hele skal ikke være så trist, så her er et billede

af en sej vestjyde ved landsbyens gadekær i Torrig.

Når tre modne mænd skal cykle en lang tur, så er Lolland et særdeles velegnet sted. Man skal køre virkelig langt for at finde en bakke. Selv en mindre stigning kniber det med at opdrive.
Så vi var godt tilfredse med de fysiske forhold, Lars, John og jeg, da vi i weekenden var på vores sjette tour-de-etellerandetsmuktsted.
Vi startede ved færgen i Tårs på vestsiden af Lolland, og kørte nordpå til Knuthenborg, ned til Maribo og en lille afstikker øst om søerne, inden vi kørte til overnatningsstedet i Rødbyhavn. 105 kilometer stod tælleren på. Dagen efter kørte vi ca. 56 kilometer langs Lollands sydkyst tilbage mod færgen.
Til overflod havde vi for en gangs skyld vejret med os. Overskyet og stærk medvind lørdag formiddag. Sol og svag modvind om eftermiddagen. Søndag var der igen sol og pæn medvind - og så lige et kvarters sagte regn. Derhjemme i Esbjerg og Frederikshavn plaskede det ned med vand.

Forladt, fattigt og forsømt
Lolland levede op til sit rygte som et fladt land, og det var vi godt tilfredse med. Til gengæld levede øen også op til vores forestillinger om et forladt, fattigt og forsømt stykke Danmark.
Vi har snart været Danmark rundt på vores cykelture. Vi går efter naturskønne ruter lidt væk fra hovedvejene, og vi er kun glade, når der ikke kommer alt for mange biler. Vestjylland kan synes øde, men det er altså en overdreven brug af det lille ord, når man har cyklet rundt på Lolland.
Uden for byerne mødte vi højst 10 biler og et par cykler hele lørdagen. Bag de store marker lå en del halvstore gårde, men ud til vejen lå der næsten kun forsumpede huse.

Stort behov men ingen kunder
Hvis du forhandler plæneklippere og byggematerialer skal du ikke slå dig ned i det nordlige Lolland. Der er ganske vist et enormt behov for dine varer, men der er ingen kunder.
Måske bor der nogen i husene. Det er ikke til at sige eller til at se. Under turen fik jeg konstant billedet frem fra Lisbeth Zornigs bog af det hjem - nej hus - nej sted, hvor hun voksede op. Jeg har set flere hundrede af den slags rønner i weekenden, og jeg håber, at der ikke bor en masse små Lisbether inde i dem.

Nakskov: Trist entré, og det blev kun værre
Søndag formiddag trillede vi ind i Nakskov. Vi kom sydfra og startede med at passere det forladte værft, som Vestas senere indtog og forlod igen.
Trist.
Resten af bymidten var værre: Grå, tung og lukket. Vi var god tid, og jeg var kaffetørstig, men det var ikke muligt at finde et hyggeligt sted, hvor man kunne købe kaffe. Et par meget mørke, røgfyldte kælderværtshuse var byens eneste tilbud til de tørstige.
Ad humpede, hullede cykelstier kørte vi ud gennem den spøgelsesagtige by og fandt heldigvis en meget smuk tur langs vandet ud til færgen.

Det er internettets skyld
Hvordan kunne det gå sådan for Lolland - og hvilken egn bliver den næste? Det er jo et mange milliarder kroners spørgsmål, som der er mange svar på.
Det er jo ingens skyld, eller vores allesammens. Overalt i verden rykker folk mod de store byer, og så må der rent logisk være nogle steder, hvor der ikke er så mange dygtige og driftige folk tilbage. Det er internettes og Facebooks skyld, og globaliseringens, og regeringernes og Folketingets. Og det er så gået hårdt ud over Lolland. Ved du forresten, hvor mange medlemmer, Lolland har i Folketinget?: 0.

Invitation til 179 mennesker
De 179 andre skulle tage og bruge en lørdag på cykle rundt på øen. Det er meget lærerigt, og kan sætte nogle af politikernes øvrige diskussioner i relief.
Det ligger faktisk lige på den flade.