Herlig møgtur

Batterierne var døde, da uret havde ligget i en måned. 

Fed symbolik.

En løbetur i slud og hård vind, en del af ruten på smattede, hullede stier. Og så sidst på eftermiddagen, hvor det begyndte at blive mørkt, så jeg næsten ingenting kunne se gennem regndråberne på brillerne. Tempoet var efter mine forhold temmelig moderat.
Alt i alt ikke en god tur. Nej, det var det ikke. Det var en fantastisk, vidunderlig, glædesfremkaldende løbetur.

Forfærdeligt at være skadet
Jeg er ikke selvpiner, men forklaringen er den simple, at jeg er/har været skadet, og at det nu er mere end en måned siden, jeg har løbet en tur. Det har været forfærdeligt.
To gange er jeg trukket i løbetøjet og er vendt om efter 30 meter. Jeg har været ude at cykle nogle gange, og det har da også været rart at få pulsen op og mærke syre i benene. Men det giver altså ikke den samme følelse af en god, brugt krop som en hård løbetur. Jeg kan ikke rense hjernen ud eller tænke et problem igennem på en cykeltur - simpelthen fordi jeg hele tiden skal koncentrere mig om at cykle.

Min syge logik
Og så kommer alle de pinlige tanker, jeg går med for mig selv. Jeg føler mig slap og dvask og i dårlig form. Jeg er også ved at blive tyk. Jeg passer godt nok mine bukser endnu, men der er ved at vokse en lille vom ud. Bilder jeg mig ind. Mine muskler skrumper også. Mine ben er allerede uhyggeligt tynde. Jeg kommer aldrig i form igen. Fortæller min syge logik mig.

Vendepunkt for behandlingen
Min skade sidder oppe i den venstre lysken, og jeg har gået til fysioterapeut i hele oktober. Der har bare ikke været fremskridt i den første lange tid, og det var altså topfrustrerende. Men i tirsdags vendte det. Jeg var på løbebåndet og mærkede ikke (ret meget) til smerten i lysken.

Tre betingelser
Min strenge behandler bevilgede mig lov til at løbe på nogle betingelser.
1. Jeg skulle varme grundigt op først. Det gør jeg mest effektivt ved at gå den første kilometer.
2. Jeg måtte ikke give den fuld gas. Løb på 80 %, lød kommandoen.
3. Gå op ad bakkerne
Det lykkedes mig at overholde alle 3 punkter. Da jeg et stykke ude på ruten var varmet godt igennem, meldte lysten sig til at skrue lidt op, men den lange måneds løbehungrende pinsler er ikke ude af bevidstheden, selv om frontallapperne skriger løb. Så jeg holdt mig på måtten.
Først på de sidste 100 meter kunne jeg mærke en lillebitte antydning af en trækning oppe i balden. Det bekymrer mig ikke.

Bare glad
Lige nu er jeg bare glad for at kunne løbe noget, der minder om en rigtig tur. Jeg må også gerne løbe i morgen, og hvis det også går godt, bevilger jeg mig selv en 10-12 kilometer på søndag.
Jeg er klar til at gøre det til en vane at varme op med 1 kilometers gåtur, og jeg må nok også indstille mig på, at jeg ikke skal løbe meget længere end en halvmaraton.
Vær sød at minde mig om de 5-6 uger uden løb, næste gang jeg fabler om at træne til maraton.