Arnold Buscks søforklaringer er lige i øjet
Jeg starter lige med et idiotisk spørgsmål:
- Hvis en bog koster 303 kr. på nettet, og du får den tilsendt gratis - og den samme bog købt hos den samme forhandler koster 400 kr. i den fysiske butik, hvor vil du så købe den?
Mit idiotiske svar er: I butikken.
Gavekort på nettet
Forklaringen er pinlig, ikke for mig men for Arnold Busck, som er den skyldige i denne historie.
Jeg fik nemlig et gavekort til Arnold Busck i fødselsdagsgave, og det har jeg gemt til den særlige lejlighed, at Lindhardt og Ringhof skulle udgive 6. og sidste bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp på dansk. En fiks lille sag på 1290 sider.
Nu er den endelig kommet, og jeg gik altså på nettet og fandt den til en fair pris hos Arnold Busck. Problemet er bare, at man ikke kan indløse et gavekort på firmaets hjemmeside. Du kan købe masser af gavekort i Arnolds netbutik, men du kan ikke bruge dem.
Ramt af konkurrence på nettet
Så hvis jeg ville indløse mit gavekort, skulle jeg opsøge en af firmaets fysiske butikker. Det gjorde jeg i går i København, og der fik jeg dagens anden pudsige forklaring fra Arnold Busck. Da jeg langede moppedrengen over disken forklarede jeg den søde unge pige, at bogen var over 90 kr. billigere på nettet.
- Det er fordi, de er nødt til at konkurrere med netbutikkerne, lød det uden antydning af ironi. Jeg var helt paf. Den fysiske butik skal måske ikke konkurrere?
NETS er synderen
Tidligere på dagen havde jeg fået en sjov forklaring fra firmaet om grunden til, at jeg ikke kunne bruge gavekortet på hjemmesiden. Den kom på mail, og jeg citerer ordret for ikke at blive beskyldt for at gøre grin med nogen.
Det er desværre ikke muligt at bruge gavekort på vores hjemmeside, da vores
betalingsmodul udbyder NETS, desværre ikke har fået leveret en
gavekortsbetalings løsning til os endnu, men de arbejder på højtryk på
sagen.
Uheldigt, hvad? Enhver leverandør kan have en dårlig dag, men NETS er altså ikke et lille garagefirma. Det tidligere PBS er Nordens førende inden for betalingsservice, og jeg er helt sikker på, at en af virksomhedens over 2000 ansatte kan finde ud af at integrere en løsning med gavekort hos Arnold Busck.
Danmarks ældste
Tilbage står, at jeg har fået en dårlig oplevelse som kunde. Jeg kunne ikke bruge mit ellers elektroniske gavekort på nettet, og da jeg endelig kom til den fysiske butik skulle jeg betale ekstra for varen.
Det skyldtes ifølge Arnold Busck Nordens største betalingsfirma og konkurrence på nettet.
Arnold Busck fortæller stolt på sin hjemmeside, at boghandlen er Danmarks ældste. Den har eksisteret siden 1896. Det kan man ikke leve af i år 2012.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar