lørdag den 21. juli 2012

Hvor er motionsministeren henne?


Nap 10 gange op og ned ad trappen
i stedet for at se reklamer på tv


I denne uge kom det frem, at motion er den vigtigste faktor i menneskets sundhed. Det betyder mere end kost, rygning og alkohol. Motion er nøglen til sundhed.

Desværre hører den slags vigtige oplysninger til i magasinpressen. De har ingen interesse på Christiansborg, og det er katastrofalt. Ikke mindre.


Rammerne for et godt liv
Politikernes fornemste opgave må være at sikre rammerne for et godt liv for danskerne. Her er sundhed altså vigtigere end skatten på den først eller sidst tjente krone eller nedlæggelsen af Forsvarskommandoen.

Hvis vi er sunde, har vi sandsynligvis et godt liv. De sunde er rigere, er mere lykkelige og har et sjovere job end de usunde. Så det må da være den allervigtigste politiske opgave at arbejde for at gøre danskerne til et sundt folk.

Ingen forbud og afgifter
Og når vi nu ved, at motion er nøglen til sundhed, så burde vores motionsminister komme på banen med en perlerække af forslag til at gøre motion tilgængeligt og attraktivt for danskerne.

Motion i børnehaverne, på skolerne og på alle uddannelsesinstitutioner. Motion på sygehuse og på arbejdspladser. Motion  til og fra arbejde. Motion på indkøbsturen og motion i ferien. Sikke en spændende opgave for en politiker, som gerne vil gøre noget godt for samfundet.

Og ved du hvad: Det kan gøres uden forbud, løftede pegefingre, afgifter og indviklede regler. Motionsministeren bør lave en helhedsplan for Danmark i bevægelse. Den skal resultere i, at vi får lyst til at gå, cykle, lunte, løbe, lege, hoppe, svømme, klatre og kravle mere. Vi skal simpelthen bevæge os mere i hverdagen og have pulsen op hver dag.

Vi skal ikke være maratonløbere eller sportsfanatikere men blot få lidt motion hver dag og lidt mere motion 2-3 gange om ugen. Det går ud over nogle af de 3,5 timer hver dag, vi kigger fjernsyn eller de 1,5 time hver dag, vi sidder med næsen i computeren eller den smarte telefon. Men det bliver et bedre liv.

Økonomi - det kan vi også klare
Politikerne interesserer sig som sagt ikke ret meget for det. De går mere op i økonomi.

Jamen, vi taler om milliarder af kroner her. Svimlende milliardbeløb. Motion og sundhed kan spare samfundet og virksomhederne får langt, langt mere end Kristi Himmelfartsdag og Store Bededag.

Vi kan starte i skolen. Sunde børn lærer bedre, og når de samtidig har færre sygedage gennem deres 12-15 år i uddannelsessystemet, er det i sig selv et voldsomt løft.

Virksomhederne med sunde medarbejdere oplever færre sygedage, højere effektivitet, mere kreativitet og bedre samarbejde mellem medarbejderne. Hvad giver det lige bruttonationalproduktet og hvad betyder det for den offentlige sektor?

Og så er der vores sundhedssystem. Antallet af sukkersygepatienter, hjertepatienter, gigtpatienter og kræftpatienter vil falde markant. Det samme gælder antallet af folk med stress og depressioner. Dertil kommer, at folk i god form bliver hurtigere raske, så de skal ikke ligge så længe på sygehuset og have så meget medicin.

Bedre liv og bedre samfund
Og der er meget mere.
For når du er i god form, vil det være nemmere for dig at holde op med at ryge, at drikke mindre, at spise sundere og få struktur på din tid og din økonomi.

Motion gør dig sundere. Motion gør det lettere for dig at leve sundt. Når du lever sundt, klarer du dig bedre socialt, arbejdsmæssigt og økonomisk. Du får et bedre liv, og vi får et bedre samfund.

Hvad er det nu hun hedder, hende motionsministeren?

Ingen kommentarer: