Herligt at sidde ude med et glas vin efter kl. 22
Ferien er startet med herligt sommervejr.
I lørdags cyklede vi rundt på Læsø. Det var lidt overskyet, men dagen sluttede perfekt. Vi sad ude i en dejlig have under en pavillon og nød et glas vin på en stille og lun dansk sommeraften. Søndag var det varmt og solrigt hele dagen, og i dag har vi haft sol det meste af dagen og meget behagelige temperaturer.
I korte bukser hele dagen
Det har blæst lidt, så vi ledte efter læ til vores siesta, men det lykkedes at finde en plet, hvor vi sad og læste og blundede lidt, mens solen bagte. En deeejlig sommerdag i korte bukser fra morgen til aften.
Det er langt bedre end 30 graders varme, en stikkende sol, ingen blæst og ikke en eneste sky. I det nuværende sommervejr kan man gå ude med småsysler og man kan sætte sig og slappe af med en kop kaffe. Man kan oven i købet sove godt om natten, fordi temperaturen lister sig ned omkring de 13-15 grader.
Regn og byger?
En af dagene kommer der nok regn og byger. Det klarer vi også. Så holder vi os inde, mens det står på, og nyder den friske luft, som en kraftig sommerbyge altid skaber.
Når du læser denne beskrivelse, er du sikkert enig i, at vejret har været udmærket de sidste par dage. Men det er sandsynligt, at du mener, at sommeren generelt har været elendig - eller at den slet ikke har været der.
Så er du vejrbrokker. Én, der elsker at brokke sig over det elendige danske sommervejr, og slet ikke opdager de mange solskinsdage, den danske sommer byder på. En vejrbrokker kommer for lidt ud. Hvis du løber, går tur med hunden, cykler eller ordner en have, vil du være rigtig sommerbrun i ansigtet og på arme og ben nu.
Find en træls statistik
Hvis du holder dig ind og læser vejrudsigter for at kunne få lov til at bande over dem, så er du sikkert bleg og trist. Er du rigtig flittig foran computeren, hitter du måske en statistik, som giver dig ret i, at en given periode har været den ringeste siden en gang for mange år siden. Til lykke med det.
Men der har altså stadig været masser af sol og andet dejligt udevejr. Nyd sommeren, for Dælen. Den er der igen i morgen. Lige uden for din dør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar