fredag den 29. juni 2012

Lidt hjælp til den stakkels regering


Rent vand er en selvfølge i Danmark
- hvis vi arbejder for det.

Man skal hjælpe de svage, så her er lidt støtte til vores stakkels regering.
Et flertal i befolkningen og i Folketinget går ind for en borgerlig økonomisk politik, så sådan en fører regeringen.
Et større flertal i befolkningen og regeringen går ind for mere venstreorienterede værdier, så som vielse af homoseksuelle og nej til grænsebomme. Derfor fører regeringen en venstreorienteret værdipolitik.
Og så er der en lang række mindre profilerede områder, hvor det gør en stor forskel, om vi har en borgerlig regering med Dansk Folkeparti i ryggen eller såkaldt centrum-venstre regering.

Vand og affald
Et af dem er miljøområdet. Her fortæller jeg dig om to områder, som Tankegang arbejder med, og hvor regeringsskiftet har fået meget markant betydning: Affald og vand.
På affaldsområdet skete der ingen miljømæssige fremskridt i den tidligere regerings tid. Alt krudtet blev brugt på et langvarigt udvalgsarbejde, som skulle give vognmænd og private affaldsanlæg højere omsætning på bekostning af de kommunale aktiviteter.

Tragikomisk forløb
Det sluttede med et tragikomisk flerårigt forløb med at afklare virksomhedernes adgang til genbrugspladserne. Det kostede kommunernes affaldsbudgetter flere hundrede mio. kr. - uden at der blev sorteret et gram mere affald af til genbrug.
Nu har miljøminister Ida Auken sat en ny dagsorden for affaldet. Vi skal genbruge langt mere og brændt langt mindre af. Det er godt for miljøet, og det kan give danske virksomheder mulighed for at udvikle ny teknologi. Og det koster ikke noget. Hvis Ida Aukens onkel Svend var fortsat i Miljøministeriet, var det arbejde sat i gang for længe siden.

Nye vandselskaber
På vandområdet var nullernes største projekt at udskille den kommunale vand- og spildevandsforsyning i aktieselskaber, hvis drift er 100 % adskilt fra kommunen - men gerne må være ejet af kommunen.
Målet med det er IKKE at sikre vores drikkevand eller rense spildevandet bedre. Det er at spare penge. De nye vandselskaber skal effektivisere år for år, og et særligt sekretariat i Konkurrencestyrelsen holder øje med hver en krone, aktieselskaberne giver ud.
Indtil videre har det kostet en masse penge - til revisorer, advokater, rådgivere og kommunikationsbureauer (tak for det). Der er skabt nogle meget professionelle selskaber, som laver et fint stykke arbejde.

Oversvømmelser i København
Men da en syndflod satte ind i København for et år siden viste det nye system sin skrøbelighed. Alle - også på Christiansborg - skreg op om, at kommunerne skulle gøre mere for at sikre byerne fra at drukne. Det kunne de ikke. Den opgave ligger hos spildevandselskaberne, som er selvstyrende, og som ikke måtte bruge flere penge for Forsyningssekretariatet.
Det må de nu, for regeringen har ændret de stive regler, som forhindrede fornuftige investeringer i at fremtidssikre vores byer. Så nu kan vandselskaberne gå i gang med spændende løsninger, udviklet af danske virksomheder, som senere kan eksportere deres viden til andre lande.

Det er såmænd ikke specielt venstreorienteret. Det er bare sund fornuft.

Ingen kommentarer: