Med FC Nordsjællands forbløffende og indbringende danske mesterskab har fodboldsporten igen vist sig fra sin sjoveste side. I det meste af Europa har fodboldligaerne budt på en dramatisk sæson med uforudsigelige triumfer og nederlag. Og det er netop det fantastiske ved fodbold. Turneringen og hver enkelt kamp har sit eget liv. Og det gælder fra VM til miniputter.
FCK kunne med lethed vinde
I Danmark har FCK kørt med klatten i mange år og efter sidste års flotte resultater i Champions League var der på forhånd ingen spænding i Superligaen. FCK ville blive danske mestre, og så var eksperterne enige om, at OB eller FC Midtjylland ville vinde sølv.
FC Nordsjælland var ved at rykke ud i sidste sæson og var derfor ikke medaljekandidat. Men holdet spillede pænt i efteråret og har været klart bedst her i foråret. FCK kunne med lethed have hevet mesterskabet hjem, men det gjorde de sejrsvante københavnere ikke, og det var fuldt fortjent, at Nordsjælland løb med de mange Champions League millioner.
Kæledæggerne gik ned
I Spanien gik den halveVerdens fodboldkæledægger fra FC Barcelona ned i denne sæson og afleverede mesterskabet til Real Madrid. De to suveræne klubber med megastjernerne Messi og Ronaldo røg sensationelt ud i semifinalen i Champions League. Den prestigefulde turnering blev højst overraskende vundet af Chelsea, der ellers endte helt ned på sjettepladsen i den engelske liga.
To mål i overtiden
Fodbold er en uforudsigelig sport. Et hold med tur i den kan lave forbløffende resultater, og få måneder efter kan det samme hold tabe kamp efter kamp. To mål i overtiden i sæsonens sidste kamp sikrede Manchester City det engelske mesterskab, som de lå til at vinde i to tredjedele af sæsonen, og som de en måned før afslutningen så ud til at have smidt på gulvet.
En succesfuld spiller bliver solgt til en anden klub og klarer sig elendigt. Så bliver han solgt videre og er pludselig en kæmpestjerne.
Danmark ryger ud af EM
I dette fantastiske spil skal Danmark om et par uger kæmpe om EM. Al fornuft siger, at vores kære landshold må tage hjem fra Ukraine efter den indledende runde, måske uden at have fået ét point eller uden at score. Så galt kan det sagtens gå.
Men vi håber på en gentagelse af miraklet fra 1992, hvor Danmark kom med på afbud på grund af borgerkrigen i Serbien og endte med at vinde guld. Selv om en dansk EM-triumf i år vil være en noget større sensation end FC Nordsjællands guldmedaljer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar