To tresserbørns traumer

En læser har gjort mig opmærksom på en ligegyldig men pudsig historie. Den handler om Ekstra-Bladets chefredaktør Poul Madsen, der er fire måneder ældre end mig. Han fortalte i et tv-program om to mindre traumer, han bærer med sig fra barndommen:
1. Han blev tvunget til at spise en ostemad hver morgen
2. Han er hunderæd for hunde.
Hvor sjovt, tænkte min læser. Det samme gjorde jeg, for jeg kan skrive under på begge punkter. Måske er det en enestående tilfældighed - men måske går en halv generation af tresserbørn rundt med fæle oste- og hundeminder.
Hver morgen sad vi tre knægte bænket i køkkenet hjemme på Snerlevej i Holstebro. På det lille bræt foran os lå en halv rugbrødsmad med ost. Jeg har altid været glad for mad, og mange kan bevidne, at jeg spiser alt for hurtigt. Men som jeg husker det sad jeg hver morgen og kiggede med gru på den ækle mad og tænkte på den forfærdelige smag, jeg nu skulle udsættes for.
Der var ikke den store konflikt. Min mor insisterede på, at vi skulle spise ostemaden, og så gjorde jeg det. Langsomt og - som jeg husker det - ofte med brækfornemmelser.
Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har spurgt, hvorfor jeg dog skulle starte dagen med noget så ulækkert. Men min mor var bestemt ikke ond, så hun har garanteret været overbevist om, at det var både sundt og nødvendigt. En overgang fik vi også levertran, men det var overhovedet ikke slemt. Ostemadden var ti gange værre.
Da vi mange år senere kom til at tale om det, grinede min mor af sig selv og indrømmede, at det var forkert af hende. Lige som Poul Madsen tager jeg det med som en pudsig oplevelse fra en god barndom, og jeg tror ikke, jeg har pådraget mig varige mén.
Og så er der hundene. Jeg har altid været bange for halvstore og store hunde. På vejen var der en familie, der havde en stor mynde, som i mine øjne var en lille isbjørn. Den havde en lang mund fuld af skarpe tænder. En dag, da jeg skulle gå i skole, stod den oppe ved deres hus for enden af en stikvej ca. 100 meter fra det fortov, jeg gik på. Jeg turde ikke gå over gaden og endte med at gå en omvej på over 2 kilometer for ikke at blive angrebet af den farlige hund.
Da jeg senere blev avisbud, var der et par steder på ruten, hvor man kunne risikere at møde en stor hund, og jeg vænnede mig aldrig til det. Selv, når hunden lå bag brevsprækken og gøede og snappede efter avisen, fór mit hjerte op i halsen.
Jeg er aldrig blevet rigtigt bidt, men jeg er stadig lige bange for hunde. Vores nabo har nogle temmelig livlige jagthunde, som har den modbydelige vane at spæne efter folk, der kommer løbende fredeligt på vejen. Jeg stivner af skræk, og det er naturligvis det dummeste, man kan gøre. Ofte hopper de op ad mig, så jeg får rifter på arme eller ben, og én af dem har også snappet efter mig.
De er sikkert legesyge eller noget andet godt. Men det kan jeg ikke forstå i situationen. Jeg er simpelthen hunderæd.
Måske skulle man have en ostemad med og give til hunden. Det skulle jo være så sundt.