Jeg var til et kæmpe flop af et foredrag forleden. Manden på podiet var overfladisk og plat og jeg endte højst uhøfligt med at gå i utide. Det var ikke til at holde ud.
Bagefter har jeg fortalt vidt og bredt om oplevelsen, og det gør jeg også nu. Hvorfor det? Det er da ikke værd at fortælle om en fiasko. Den skal da bare glemmes hurtigst muligt.
Men sådan er vi mennesker ikke. Tværtimod.
Vi er eminent dygtige til at huske de situationer, hvor det gik helt galt. Vi for vild, missede et tog og mistede vores bagage. Vi blev berøvet. Det begyndte at styrte ned, og vi blev gennemblødte. Vi tog ud til det afsides liggende museum, og da vi endelig nåede frem, var det lukket. Vi besøgte den fine restaurant og fik elendig mad, som vi blev syge af. Og så videre. Du har sikkert selv en masse lignende historier.
Den slags fortæller vi igen og igen. Og vi griner af dem. Det, som i situationen var en forfærdelig oplevelse, hvor vi også blev uvenner, er på lang afstand en rigtig sjov historie. Et dyrebart minde.
Hvorfor? Én forklaring er, at vi altid husker det usædvanlige. Avisen skriver jo også om de få biler, der kører galt - ikke om de mange, der kommer sikkert frem.
En anden kan være vores selvironiske, uhøjtidelige danske facon. Vi kan godt lide at fortælle om, at vi i al uskyldighed har dummet os. Det er vigtigere for os at fortælle en god historie end at pleje et image som ufejlbarlig.
Og så er der måske det helt banale, at vi som lyttere til historien bedre kan sætte os ind i den ubehagelige oplevelse end i den idylliske. Det er nemmere at forholde sig til en historie om et fly, der måtte vende om efter tre timer i luften end at forestille sig en flot udsigt fra en klippetop.
Eller sagt på en måde: Følelsen "Godt, det ikke var mig" er dobbelt så stærk som "Bare det var mig".
Godt, det ikke var mig, der holdt det foredrag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar