Til lykke til min kære konkurrent

I denne blog skriver jeg for det meste ikke om noget som helst.
På det emnefelt har jeg fået en kær konkurrent, nemlig min far, der fylder 83 år i dag.
Han har startet sin egen blog. Ikke sådan en på nettet, som ingen ser. Næ, de velskrevne indlæg om småt og mindre i Ulriks tilværelse bliver skrevet på A4 ark og nænsomt uddelt til den 3 børn store målgruppe.
Jeg er ret sikker på, at min blog har inspireret far til sin nye aktivitet. Heldigvis er det ikke formen, men indholdet, han går efter, så han spilder ikke tid på at sætte sig ind i de tekniske muligheder i at lægge sine nedgriflinger ud på nettet.
Han har ganske enkelt købt en elektrisk skrivemaskine, og så sprøjter han små historier ud. Herligt.
Jeg har selv ejet to skrivemaskiner; en mekanisk og en elektrisk. Begge har jeg sendt på genbrugspladsen, mens de var fuldt funktionsdygtige. Og jeg må indrømme, at jeg er en lille smule misundelig på far.
At skrive en historie på skrivemaskine er ægte fortælleglæde, og der er mere patos over det end en banal blog, som er skjult på nettet.
Den seneste historie fra den knapt så unge Glamann viser, at nutidens børn altid har kunnet dirigere rundt med deres forældre. Fars første forelskelse var klaverlærerens datter, og så gik den unge kavaler i gang med at overbevise forældrene om, at hjemmet i Troldegade i Kerteminde burde have et klaver. Ulrik mente nemlig at have et medfødt talent for netop dette prægtige instrument.
Tænk sig, de købte et.
Far begyndte at gå til klaverundervisning, hvor han helt efter planen kom til at spille sammen med sin udkårne. Og de nåede at optræde sammen, indtil pigens interesse for far falmede og satte en omgående stopper for hans interesse for sorte og hvide tangenter.
Men så havde han da sikret sig, at han kom fra et hjem med klaver.