Nordjyllands rødeste valgsted

                                    Her får borgmesteren tre stemmer.

             

Jeg havde fornøjelsen af at være valgtilfoordnet (skønt ord) i Abildgårdhallen, og vanen tro blev Frederikshavn Nord Nordjyllands rødeste valgsted. Trods tilbagegang fik Socialdemokratiet 66,5 % af stemmerne. Altså to ud af tre.

Det er ret massivt, når man skal tælle op, skulle jeg hilse at sige.

Birgit - og de andre
Endnu mere specielt bliver det, når 3 ud af 4 stemmer til det store parti går til vores allestedsnærværende borgmester Birgit S. Hansen.

Da vi startede med at folde stemmesedlerne ud, lavede jeg hurtigt en lille konkurrence med mig selv. Hvor mange stemmesedler i træk, var der kryds ud for Birgit ved? Rekorden var 8.

Systemet er sådan, at man først tæller partistemmer op, så de kan blive indberettet til hovedkvarteret. På den måde får man hurtigst muligt et ædrueligt valgresultat for kommunen.

Bagefter gælder det de personlige stemmer. Så tager man alle partistemmerne og deler ud på kandidater. Der var to borde: 1 for Socialdemokratiet og 1 for de andre. Vi var flest ved S-bordet, og den praktiske måde at gøre det på, var at starte med tre bunker: Birgit, listestemmer og alle andre kandidater.

Borgmesterkrydser for sig selv
Inden vi havde delt alle S-stemmer ud, gik to personer i gang med at lægge borgmesterens stemmer i bunker á 25 og samle fire bunker med en elastik. Det er der, man står med postdamefingre, bukker hjørnet op og sutter på fingeren efter hver femte seddel. Det kom lidt for sent i gang med Birgit Hansens stemmer, så da alle andre personlige stemmer var talt op, stod fire personer og arrangerede bunker med borgmesterkrydser.

Når man ser et valgresultat og nogle procenter og personlige stemmetal, er det bare nogle tal. Men når man står med alle stemmesedlerne er det næsten helt syret at se en bunke blive helt ustyrligt høj, mens der ligger et par sedler klit klat ved siden af.

Intenst og hyggeligt
Der er hyggelig og intens stemning ved optællingen, hvor det vigtigste er at få det gjort rigtigt så hurtigt som muligt. Nogle af de andre tilforordnede var kandidater, som med jævne mellemrum kiggede forbi for at tjekke, hvor mange stemmer, de selv havde fået. Det forstår jeg godt. Det er jo en spændende aften efter tre ugers intens valgkamp. I Abildgårdhallen blev fire af de fem tilstedeværende kandidater valgt, selv om deres bunker lignede det rene ingenting. Og lige der, synes jeg det var lidt synd for de gode mennesker, jeg havde været sammen med hele dagen, at så mange stemte på Birgit Hansen.

Med en borgmester som kæmpe stemmesluger kan de sidste mandater på listen blive ret billige. Sidste mand slap ind med 128 vælgere bag sig. Det lyder nemt, men det er det jo ikke. For det er svært at få folk til at stemme på en menig kandidat, når man har en meget synlig og populær borgmester.

Benzinstationer er ikke kommunens ansvar

Er det kommunens ansvar at sørge for ladestandere til elbiler? NEJ.

Det er den enkelte bilejers ansvar - sammen med de selskaber, der tilbyder opladning. Det svarer i princippet til benzinstationer. Ingen kunne drømme om at kritisere kommunen for, at der er for få af dem i det område, hvor de bor.

Fjollethed
Når emnet overhovedet er til debat, er det på grund af en fjollethed i den nuværende lovgivning. Kommunerne anskaffer flere og flere elbiler, og kommunerne skal som elbilejer sørge for, at de kan lades op. Det vil være praktisk at gøre det ved at lave en aftale med en udbyder om at stille ladestandere op, som kommunen kan bruge til sine biler på nogle tidspunkter, og som alle andre så kan bruge resten af tiden. Det er god udnyttelse af ressourcerne.

Det må kommunerne ikke. Så deres ladestandere får lov at stå ledige hen de fleste af døgnets timer, mens elbilejere forgæves kører rundt og leder efter ledige standere, hvor de gerne vil betale for at lade op. Det er selvfølgelig gak-gak, og det bliver lavet om i en kommende lov.

Overgangsfænomen
Der bliver så samtidig en meget praktisk regel om, at kommunen må være med til at betale for at etablere ladestandere, hvis ikke de kan etableres på markedsvilkår. Det er formentlig et overgangsfænomen. I alle større byer skulle det være muligt at sætte ladere op på almindelige kommercielle vilkår. De pibler frem i takt med, at elbilsalget stiger.

Men der kan være turistområder og tyndtbefolkede steder, hvor en ladestander ikke kan betale sig selv hjem, fordi den ikke bliver brugt nok uden for sæsonen. Her kan det give god mening, at kommunen giver et tilskud til etableringen - ikke til driften. Det giver den nye lov mulighed for.

På samme måde har staten givet tilskud til at etablere lynladere, fordi de er ekstremt dyre, og fordi det fjerner en af forhindringerne for at anskaffe sig en elbil.

Men det ændrer ikke ved princippet om, at ladestanderne skal drives af private firmaer, som konkurrerer om at give forbrugerne det bedste tilbud. I praksis kan det betyde, at det bliver billigere at lade nogle steder end andre, lige som benzinen ofte er lidt dyrere på de små stationer i landsbyerne.

Det sexede ord sektorkobling

                                Billedet har intet med indholdet at gøre, men et grin er altid godt, ikke?

Oppe på Flade Rævdalvej havde vi jordvarme. Motoren var en varmepumpe, der kunne hive varme ud af jorden og ind i vores radiatorer. Jeg har fået teknologien forklaret adskillige gange uden at forstå den. Du har muligvis også hørt historien om det omvendte køleskab. Jeg skal ikke forsøge mig her. Du kan gå på YouTube og se videoer forklare det på få minutter.

Varme- og elsektoren
Varmepumper er forudsætningen for det allermest sexede i energibranchen: Sektorkobling. Et skrækkeligt ord, som teknikerne elsker.

Det hedder sådan, fordi man kobler varme- og elsektoren - og måske vandsektoren. Når man producerer varme og strøm på et renseanlæg, laver man sektorkobling. Det lyder enkelt, men det er faktisk ret revolutionerende, for der er masser af kilder til energi, som før i tiden ikke blev udnyttet, fordi sektorerne var lukket om sig selv. I dag skal de alle sammen leve op til FNs verdensmål og Folketingets klimaplan, og så gælder det om at udvikle fælles løsninger.

Kulde og varme
Min varmepumpe kunne trække varme ud af jorden selv i frostvejr, og på samme måde kan man med en stor varmepumpe hive energi ud af vand, for eksempel i et renseanlæg eller på et vandværk. Der er selvfølgelig nogen, der har tænkt videre. Når man hiver energi ud af vandet, bliver det koldere, og det betyder, at varmepumpen også kan bruges til nedkøling. Som jeg har forstået det, kan den samme varmepumpe både levere køling og opvarmning, alt efter behov.

Det er da genialt.

Og så er det fleksibelt. Det store problem ved den grønne strøm er, at vindmøller og solceller ikke altid producerer energien på det tidspunkt, hvor vi skal bruge den. Vindmøllerne suser afsted om natten, hvor vi har slukket for alt lys og ikke kigger på tv eller andre skærme eller laver mad. Overskudsstrømmen kan sendes igennem en varmepumpe og lagres i vand, der bliver varmet op, og så kan energien hives ud igen, når vi vågner og tænder for alle kaffemaskinerne.

Sællert på verdensmarkedet
De tekniske løsninger pibler frem, og de er ikke kun gode for klimaet. De betyder også, at man kan producere energi langt billigere. Dermed er det en sikker sællert på et verdensmarked, som tørster efter de løsninger, der ikke skal hældes olie og kul på.

Lovene skal sektorkobles
Her i Danmark er industrien i fuld gang, men problemet er, at lovgivningen ikke er sektorkoblet. Det er simpelthen indlejret i paragrafferne, at varmeproduktion kræver brændsel, som man skal betale afgift af. Der er det ene mere skøre eksempel efter det andet, som smadrer økonomien i ellers meget fornuftige projekter.

Det er ikke ond vilje fra politikernes side, så det skal nok blive løst hen ad vejen. Men det er lidt skræmmende, at det faktisk er nemmere at forstå den ret avancerede teknik (som jeg ikke forstår) end det er at overskue den menneskeskabte lovgivning på området.

De uundværlige Georg Gearløser

 

 

Grøn omstilling kan ikke bare vedtages af Folketinget. Den kræver også tekniske løsninger, så vi frem over kan bruge grøn energi i stedet for olie, kul og gas.

Den slags bliver udviklet af ingeniører og andre Georg Gearløser, og i Danmark har vi mange af dem. Sådan nogle var jeg sammen med forleden til en konference i Odense for kommunale forsyningsselskaber. Jeg havde ingen rolle på konferencen, så jeg kunne bare sidde og lytte. Her får du en utrolig historie i alt for kort form. Og sikkert heller ikke teknisk korrekt.

Vi skyller ud og starter balladen
Den starter hjemme hos dig og mig. Vi skyller ud i toilettet og i køkkenvasken. Vandet løber gennem kloakkerne ud til et renseanlæg. Her bliver det renset, inden det i næsten ren form løber videre ud i et hav, en fjord eller et vandløb.

Selve rensningen er en hel videnskab, men når vi skærer helt ind til benet, går det ud på at få snavset i vandet til at falde til bunds. Nede på bunden af de enorme bassiner på renseanlægget ligger der nu en sort, ulækker masse, som teknikerne på forunderlig vis har fundet et forståeligt ord for: slam.

Danske renseanlæg producerer hvert år 100.000 ton slam. 100.000 tons. Det er altså meget.

Guf i slammet
Slam indeholder en masse guf, som nødigt må gå til spilde. Det er næringsstoffer, blandt andet store mængder fosfor, som er en knap ressource. Derfor har mange forsyningsselskaber valgt den nemme, nyttige og praktiske løsning at give slammet til landmænd, som kan sprede det på deres marker. Det er godt, men ikke godt nok, for slammet kan indeholde mikroplast, medicinrester og tungmetaller som vi ikke ønsker spredt på markerne.

Det problem har eksisteret i årevis, og for nogle år siden satte et par ingeniører sig sammen for at løse det. En af dem hedder Henning Schmidt-Pedersen, og på konferencen forleden præsenterede han løsningen, som hans firma AquaGreen har udviklet.

Biokoks
Den består af en kæmpe maskine, som udsætter slammet for to patenterede processer: Damp og pyrolyse. I den proces forsvinder de skadelige stoffer, og maskinen spytter et materiale ud, som firmaet kalder for biokoks. Det indeholder fosfor og mineraler, som landmændene trygt kan sprede på marken og få udbytte af med god samvittighed.

Processen kræver energi, men den kommer fra slammet. Faktisk producerer AquaGreens konstruktion mere energi, end den bruger, så forsyningsselskabet kan sælge overskudsvarmen til et fjernvarmeselskab. På mange renseanlæg er der i dag biogasanlæg, som producerer gas af slammet, men AquaGreens maskine kan godt tage afgasset slam.

Begejstret spildevandsdirektør
Jeg er jo ikke tekniker, så jeg kan ikke vurdere teknologien. Så jeg spurgte min sidemand på konferencen, som er direktør for et spildevandsselskab. Han var lige så begejstret og er sikker på, at den slags anlæg bliver meget udbredt, når de første er kørt ind.

Det er da ret vildt, ikke?

Næste gang fortæller jeg om et af branchens indviklede ord, sektorkobling. Det er ikke mindre genialt.

Flot valgtema i Norge

 

Det norske valg er afgjort efter en valgkamp, der har været præget af ét stort og strategisk vigtigt spørgsmål, der berører alle nordmænd: Skal vi slukke for olieboringerne, og vinke farvel til de mange arbejdspladser og penge, der følger med arbejdet i Nordsøen?

Ikke om - men hvornår
Svaret kommer ikke lige dagen efter valget, men den brede demokratiske debat om emnet er helt nødvendig. For i realiteten er spørgsmålet ikke, OM Norge skal holde op med at udvinde, men HVORNÅR.

Lige nu er beslutningen uoverskuelig og utryg for mange nordmænd, så det er rigtigt positivt, at der er kommet en bred, folkelig debat om spørgsmålet. Folkelig forståelse og accept af beslutningen gør det meget nemmere for Norge at komme videre efter olieeventyret. Og den slags tager tid.

Jeg tror, at Stortinget om få år sætter en slutdato på Norges olieproduktion. Og jeg håber, at den slutdato bliver så tidlig som muligt. Gerne før 2050, som Danmark har besluttet.

År for år bliver det tydeligere og tydeligere for os, at vores jord ikke længere kan holde til det, vi mennesker udsætter den for. Behovet for at droppe olie, kul og naturgas bliver mere og mere presserende.

Rig på klodens bekostning
Norge er et umådeligt rigt land. Denne rigdom bygger på olieindustrien, som vi nu alle ved er meget problematisk for vores fælles klode. Det er et moralsk dilemma for den enkelte nordmand og for hele Norge at blive ved med at leve et liv i overflod og dermed være medansvarlig for ubærlige katastrofer verden over. Alene derfor tror jeg, at beslutningen kommer inden for få år.

Det andet argument er det strategiske. Solen er ved at gå ned over olieindustrien. Den har ingen fremtid for sig, og det er tåbeligt af et oplyst land som Norge at satse på en udsigtsløs branche som fremtidens levebrød. 

8700 millarder i opsparing
Omstillingen til nye tider må i gang, og her er nordmændene så heldige og kløgtige, at staten har sparet et absurd højt beløb sammen i sin oliefond. 8700 milliarder kroner. Så der er rigeligt råd til at investere i en bæredygtig fremtid til gavn for de kære nordmænd og vores allesammens klode.

Det er jeg helt sikker på, at vores norske venner kommer til at gøre, uanset regeringens sammensætning.

Prutten har holdt i 32 år

Da jeg som 12-årig var med min far i Støvsugermagasinet i Holstebro, var jeg ved at krybe i et musehul af flovhed, da min far begyndte at prutte om prisen på den støvsuger, han netop havde forelsket sig i. Det var vildt pinligt, for jeg troede, at far ikke havde råd til at betale den fulde pris.

Tørretumbler til nedsat pris
Siden fandt jeg ud af, at det nogle steder er en del af handlen, at man skal tinge lidt om prisen. Da Solle og jeg købte vores første tørretumbler, var prisen 3600 kr., og vi var ret stolte, da vi fik den forhandlet ned i 3300 kr. Da jeg nogle dage senere kom for at betale, spurgte den unge ekspedient, om det var 3200, vi var blevet enige om.

Stædig tv-pusher
Et stykke tid efter skulle vi have nyt fjernsyn. Hos Radiomontøren fandt vi den nyeste Nokiamodel - en 26 tommers svend, der vejede omkring 35 kilo. Prisen var 5700 kr. Det får man et halv biografskærm for i dag.

Vi var tændte efter handlen med tørretumbleren og forsøgte på alle måder at få prisen ned. Men tv-pusheren var ikke til at bide skeer med. I stedet for et afslag, tilbød han en clock-radio oven i handlen. Det var vi godt tilfredse med. Den strømlinede Dream Mashine af mærket Sony kostede 500 kr., og vi manglede et godt vækkeur. Desuden var det jo smart med indbygget radio. Vi taler 1989.

Den er her endnu
Vi er flyttet to gange siden da, og den flødefarvede clockradio står stadig på mit natbord og kommer i funktion, når vi har brug for at stå op på et særligt tidspunkt. Det er lidt bøvlet at stille om mellem sommertid og vintertid og at stille uret efter strømafbrydelser. Men det må man leve med, når man beholder et godt produkt i 32 år.

Ja. Jeg ved godt, at telefonen kan det samme, men på det punkt er jeg gammeldags. Min telefon og jeg laver det samme om natten: Vi sover. Det er sundt for mennesker og smartphones.

Hvis vi havde forhandlet os til 300 kr. i rabat, var de penge glemt og brugt for længst. Takket være den stædige mand hos Radiomontøren har vi glæde af prutten i årevis.

 

Fornuftig løbetosse

 I mere end halvandet år har jeg nu ladet fornuften styre min træning.

Alt, alt for sent gik det op for mig, at mine ben ikke kunne holde til den ret hårde løbetræning, jeg har nydt siden 1982. Efter 8-9 år med konstante skadesperioder skruede jeg endelig ned for ambitionsniveauet, og her i 20erne har jeg knap nok løbet en tur over 10 kilometer.

Det går efter planen
5-7 kilometer bliver det til to-tre gange om ugen. Dertil en meget lang gåtur hver lørdag morgen plus en masse korte gåture med hunden og en cykeltur i ny og næ.

Det går fuldstændig efter planen. Ingen skader og dermed ingen pauser på to, tre, fire eller mange uger, som jeg tidligere har været plaget af. Jeg kan stadig tage løbetøj med, når jeg overnatter et mystisk sted i landet og udforske nye lokaliteter med pulsen i vejret. Det er en kæmpe fornøjelse. Det er løbeglæde.

Ur og telefon holder styr på skridt og energiforbrug, og det går rigtig godt. Jeg er markant over niveauet for tre-fire år siden, så rent logisk må jeg være i udmærket form. 

Godt - men jeg er ikke tilfreds
Alt ville således være godt, hvis mennesket kun var styret af fornuft. Men sådan er det ikke for mit vedkommende. Jeg er ikke tilfreds med mit løberi. Jeg synes, jeg burde kunne løbe mindst 10 kilometer hver gang i et fornuftigt tempo. Men det går ikke. Jeg skal sætte farten ned for at holde til det i 10 kilometer og gerne gå op ad et par bakker. 

Og selv om jeg er ved at have fattet, at jeg ikke er 42 år, kan jeg ikke acceptere at lunte afsted med under 12 kilometer i timen. Så jeg tager mine 7 kilometer i pænt tempo og aftaler med mig selv, at jeg snupper en 10er næste gang. Der kommer jeg så igen ind i en god rytme og må korte turen ned, fordi jeg løb for hurtigt.

Tiden er dag ligegyldig
Fornuften siger mig, at ingen andre aner eller interesserer sig for, om jeg løber en kilometer på 4:50 eller 5:20. Så jeg kan da bare løbe langsomt og så tage de 10 eller 12 kilometer.

Det bliver spændende at se, om fornuften også vinder denne mentale kamp imod løbetossen.