Privat sparefly

Velkommen til ventetiden

Så sidder vi her og glor. I et Norwegianfly.
Det har jeg prøvet så tit.

Denne gang er det en teknisk anordning i et vindue, der ikke duer. Den blev skiftet, men det duede ikke, så nu er håndværkeren tilkaldt igen.

Stewardesse på vej
Normalt hedder det tekniske problemer eller vi får at vide, at vi skal vente på en stewardesse, der er på vej fra Stockholm. Jeg har ikke brug for hende men er tvunget til at vente.
Nogle gange letter og lander Norwegian til tiden. Så sidder vi der og glor og venter på, at der kommer en trappe, vi kan gå ud på. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde er nået rettidigt frem med Norwegian.
Jeg ved ikke, om det er bedre hos SAS. Jeg ved, det er meget dyrere, så derfor lever jeg med Norwegians meget stabile forsinkelser. De er normalt på 15-25 minutter, og det er til at håndtere. I dag er det så 40-50 minutter, og det er så bare undtagelsen, der bekræfter reglen.

Smooth med S-tog og Metro
Men som en, der har det offentlige som kunder, tillader jeg mig at gøre opmærksom på, at private aktører ikke altid er bedre end offentlige. Det gik smooth herud fra Frederikssund med S-tog og Metro. De kørte til tiden, og alt var komfortabelt.
Det var også nemt og billigt. En times transport med det offentlige kostede et træk på 39,20 kr. på mit rejsekort. Og det er pærenemt at billettere sig selv på den måde.

Intet abonnement
Jeg ved godt, at der også nogle gange er forsinkelser med tog, S-tog og metro. Og jeg ved godt, at fly er mere kompliceret end tog.
Men logikken om, at private firmaer af princip løser opgaven bedre end offentlige, abonnerer jeg ikke på. Det kan du takke Norwegian for

Sjældent drama i KL

Aalborghallen var den fredsommelige kampplads.

Normalt er alt klappet af og aftalt i mindste detalje, når store organisationer holder generalforsamling, årsmøde eller delegeretmøde. Og det gælder især i KL, Kommunernes Landsforening, som er en af landets største og mest effektive interesseorganisationer.

Drama i luften
Men sådan var det ikke i denne uge, hvor KL holdt sit traditionelle og meget velbesøgte topmøde i Aalborg. Der var drama i luften fra morgenstunden torsdag, og spændingen holdt sig helt til fredag middag.
Det helt store samtaleemne var den planlagte fusion mellem KL og søsterorganisationen Danske Regioner. Den blev lanceret for et par måneder siden, men det viste sig hurtigt, at der var uro på bagsmækken hos storebror. Flere medlemmer i KLs bestyrelse var modstander af fusionen. I starten blev det slået lidt hen, men modstanden ville ikke dø, og den viste sig at være bred.

Små og store kommuner
I hovedtræk står konflikten mellem store og små kommuner. De store ønsker fusionen for at få en slagkraftig organisation i det daglige samarbejde med Corydon & co på Slotsholmen. De små ønsker at bevare KL, hvor de mindre kommuner oplever, at de også har indflydelse. De er bange for, at de store sætter sig på alt.

Udvandet forslag
Så det var et udvandet forslag, KLs formand, borgmester Martin Damm (V) fra Kalundborg bragte med til Aalborg. De delegerede skulle stemme om at gennemføre en undersøgelse for mulighederne for at fusionere med Danske Regioner.
Formanden lød lidt som en undskyldning, da han forklarede, at forslaget IKKE betød en fusion, og at en fusion IKKE betød sammenlægning af kommuner og regioner.
Undervejs dukkede et ændringsforslag op. Det gik ud på at udskyde beslutningen om fusion til regionernes fremtid er afklaret i det nye folketing. Det kom til afstemning først og blev vedtaget med et meget snævert flertal: 255 stemmer imod 248.

Konsensus
KLs altoverskyggende varemærke er konsensus. Den store organisation står så stærkt som kommunernes talerør, fordi den taler med én stemme. KL er det samme, uanset om en Venstremand eller en socialdemokrat (mand) er formand. Så et splittet KL er bestemt ikke hverdagskost. Det er faktisk uhørt.
Derfor er det også interessant at se Martin Damms officielle kommentar til nederlaget i afstemningen:
"Jeg er glad for den demokratiske debat, vi har haft her på delegeretmødet. Det bekræfter, at demokratiet lever. For bestyrelsen har det været vigtigt at få en åben debat", udtalte formanden på KLs altid diplomatiske facon.

Kontrol
Afstemningen er naturligvis helt central, og derfor er den heller ikke et udtryk for en generel splittelse i KL. Snarere tværtimod. Både modstandere og tilhængere af fusion er helt enige om, at den førende kommunale organisation fortsat skal gennemsyres af konsensus-kulturen.
Så alle os, der hygger os med at se tingene komme lidt ud af kontrol i så stor en maskine, skal nok ikke forvente os tilsvarende underholdning af KL fremover.

En dag på raskehuset

Så er man en del af systemet

Sygehuse er for de syge, ikke sandt?
Efter en meget fin behandling på Sygehus Vendsyssel i dag, vil jeg gerne slå et slag for ordet raskehus. Det er et sted, hvor de raske kan få ordnet skavanker. Og de bliver behandlet og betragtet som raske personer.

Stort fremskridt
Sådan er det ikke - helt - på sygehusene i dag. Men jeg fornemmer, at udviklingen går den vej. Mit lille besøg skyldes åreknuder. Min mor fik fjernet sine for ca 40 år siden, og jeg mener, hun lå på sygehuset i en lille uge. Jeg kom klokken 8.45 og stemplede ud igen kl. 14. Så det er et stort fremskridt. Raske folk skal selvfølgelig ikke ligge i sengen. De skal i gang og sørge for, at kroppen reparerer skavankerne færdigt.

Mindre forhør
Operation foregik under fuld narkose, og så bliver man behandlet som syg. Da jeg fik undersøgt mit ben for et par måneder siden, havde jeg først svaret på et spørgeskema om mit medicinforbrug, mine øvrige sygdomme, mit alkoholforbrug, rygevaner og andre dårligdomme. Lægen på veneafdelingen spurgte om det samme, og så kom jeg til et mindre forhør hos en narkoselæge, som tog turen for tredje gang. Han sad med mine papirer foran sig og kunne se, at jeg har et fint blodtryk, lav hvilepuls og et BMI under middel.

Sygehustøj
I morges mødte jeg fastende og kom ind til tiden. Dejligt. En meget kompetent læge stregede åreknuderne ud på mit ben. Da jeg havde fået sygehustøj på og havde barberet benet blev jeg lagt i en seng med et drop i armen med saltvand. Jeg kunne lige så godt have siddet i en stol. Jeg fejlede jo ingenting.
Så kom en narkosesygeplejerske og spurgte mig lidt ud om medicinforbrug og allergi, inden jeg blev kørt ind til de søde narkosepiger. Min hvilepuls lå på 36, og det var lige lovligt raskt. Sygeplejersken måtte tilkalde en læge for at høre, om jeg skulle have medicin for at holde pulsen oppe under narkosen. Hun omtalte mig flere gange som en "rask ung mand", og da lægen kom, forklarede hun også, at den lave puls skyldtes god kondi. Så jeg slap for mere medicin en de fire piller, jeg fik udleveret ved ankomsten.

Terrorpuls
Så fik jeg sovemiddel i armen og øjeblikket efter vågnede jeg op efter operationen. Der var koblet et apparat på, og det blev ren terror på den lille afdeling. Det bippede hver gang, min puls nåede under 35, hvilket skete 2-3 gange pr. minut. Sygeplejerskerne kom og trykkede på en knap og spurgte, om jeg havde det godt.
Jeg blev tilbudt mad, og jeg bad om alt, hvad de kunne undvære. Det var tre halve og en lille ostemad. Til en rask mand, der ikke har fået noget at spise i 15 timer :-( Da den smule var sat til livs, fik jeg bevilget en halv mere. Til gengæld var der fri kaffebar, og det var næsten lige så tiltrængt.
Dette er bestemt ikke en klagesang. Operationen ser ud til at være vellykket, og det var det vigtigste. Jeg sætter også pris på, at personalet sikrer sig, at patienterne kan tåle behandlingen, og jeg kan også godt tåle at få lidt for lidt mad.

Mindre seng og mere hverdag
Så dette er ikke en kritik af Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Det er bare en lille refleksion over en rask mands besøg på et sygehus. Jeg tror, sygehusene kunne opnå meget ved at betragte og behandle folk som raske - hvis de er det. Og at behandle de syge som nogen, der er raske om et øjeblik.
Mindre seng og hvidt tøj og mere dagligdags aktivitet. Det gamle mundheld om, at det kræver et godt helbred at komme på sygehuset, skulle nødigt blive til en sandhed.

Kontant selvbedrag

Se, hvad jeg har.

Forleden lagde jeg 750 kr. ud for min storebror. Det var så nemt og tog bare et øjeblik. Jeg overførte pengene via MobilePay, og jeg frydede mig over den brugervenlige digitale service.
I dag fik jeg pengene tilbage. Rigtige penge. En plovmand, to hunde og en halvtredser. Min pung bugner, og det er en tryg fornemmelse. Jeg føler mig en lille smule rigere end i går.

Konto eller pung
Det er selvfølgelig selvbedrag. Jeg er hverken blevet rigere eller fattigere. Der står 750 kr. mindre på min konto, og der ligger 750 kr. mere i min pung.
Det er heller ikke nemmere at købe noget med penge på lommen. Havde der ikke været én mønt eller seddel i den, kunne jeg altid købe med kortet eller betale med min telefon. Det ved jeg da godt.
Men alligevel: En rigtig plovmand. Det er da noget, hvad?

300 kr. i Bikuben
Da jeg gik på journalisthøjskolen, hævede jeg penge i Bikuben på Stjernepladsen i Århus med Å. 300 kr. var det faste beløb, og jeg var rigtig godt tilfreds med mig selv, hvis jeg kunne nøjes med at hæve en gang om ugen. Dengang var det en decideret begivenhed, hvis jeg havde en 500-kroneseddel. Og når jeg nu om dage en sjælden gang betaler med en stor seddel, bliver jeg en anelse nervøs. Jeg synes, ekspedienten kigger kritisk på mig, og jeg forventer indirekte, at hun holder den op mod lyset eller tegner på den med en særlig tusch for at se, om den skulle være falsk.
For en 500- eller 1000-kroneseddel det er noget ganske særligt.

15.000 kr. med et klik
Derimod rører det mig ikke at betale en rejse til 15.000 kr. over nettet. Og jeg trækker på skulderen, hvis jeg kører Dankortet gennem automaten med 3000 kr. til en ny motorsav. Jeg tror heller ikke, ekspedienten vil spørge, om jeg nu overtrækker min konto.
Pengesedler er noget særligt for os, der stammer fra den analoge verden. De er ikke mere værd. De er ikke mere sikre. Og de er ikke lettere at have med at gøre.
Men det er rigtige penge.

Det gode liv er langt ude

Det her kan du få henne om hjørnet

For tiden arbejder jeg med bosætning og vision for flere dejlige områder i Danmark. Og der er nok at gøre for en kommunikationsfidus som mig. Jeg arbejder stik imod en global tendens, der kaldes urbanisering. Den betyder, at folk flytter fra land til by, fra by til storby og fra storby til hovedstad.
Det gør de i Grønland, Ghana, Grækenland og stort set alle andre lande.

Dejligt i København - et par dage
Jeg forstår det ikke. Der er dejligt i København. Solle og jeg har lige været der et par dage her i vinterferien. Men der er meget skønnere at bo her midt i naturen, tæt på byen. I de seneste dage har en stor flok krondyr igen stået og hygget sig ude på marken, og jeg har haft nogle skønne løbeture i den stejle skov lige her, hvor vi bor.

10 minutter på arbejde
Vi har drukket for meget vin med vores venner, og vi har læst bøger. Solle har redet på sin hest, og jeg har blandt andet hygget mig med at kløve brænde med de drabelige flækøkser. I næste uge skal vi i biografen med nogle venner og til et show i Arena Nord. Og så skal vi på arbejde. Det tager 10 minutter at køre derned i bil og et kvarter på cykel. Der er ingen kø.
Det er vores gode liv, og det vil vi ikke kunne få på Østerbro eller i Hasle.

Trafikstøj er for fedt
Der er garanteret mange gode grunde til at bo i en lejlighed i Vanløse. Eller i et parcelhus i Herlev. Jeg håber, at gode mennesker lever et fint liv der, som de er tilfredse med. Men jeg kan ikke forstå, at strømmen går den vej. Hvorfor er det så attraktivt at bo i trafikstøj og så pinligt dumt at bo ude på landet helt oppe i Frederikshavn? Eller helt ovre i Skjern. Eller i noget, der hedder Aabybro. Eller Sønderborg, Varde - ja sågar Næstved, Assens og Jægerspris?

Café latte
Det er min udfordring som kommunikationsfidus at fortælle folk, at vi lever et godt liv, selv om vi ikke kan komme af med 45 kroner for en cafe latte henne om hjørnet. Vi er kulturelle, sunde og sociale. Vi er på Twitter og Instagram, og vi kan også læse Huffington Post herude på Flade Rævdalvej.
Det gjorde jeg lige i går. En af historierne var, at USAs lykkeligste stat er Alaska. En stor videnskabelig undersøgelse har målt på 10 parametre for det gode liv, og som den eneste stat fik Alaska topkarakter på dem alle.
Det er langt ude. På den gode måde.

Løbetossens enkle opskrift

For to måneder siden var jeg i dyb løbekrise. Min snart mangeårige skade i baglåret var brudt op igen, og jeg havde i længere tid kun løbet korte ture på 5-6 kilometer.
En dygtig fysioterapeut bankede løs på det ømme sted, og jeg fik lov at løbe lidt, mens behandlingen stod på. Omkring juletid indstillede jeg mig på en fremtid, hvor jeg skulle være glad for at løbe ture på højst 10 kilometer.
I dag løb jeg uden problemer 17 kilometer med nogle krasse stigninger undervejs. Så måske er jeg på sporet igen :-)

Åreknuder og tortur
Næste milepæl bliver om tre uger, hvor jeg endelig skal have fjernet mine åreknuder i venstre ben. Mit håb er, at den operation kan stoppe den tilbagevendende krampe i lægmusklen, som jeg første gang oplevede ved Århus City Marathon i 1996 - og som jeg aldrig er blevet kvit.
Selv om jeg ikke løber så langt som tidligere, kalder jeg mig stadig løbetosse. Det er sådan én, der altid har den næste uges løbeture i baghovedet. Det er sådan én, der er virkelig bekymret for en operation for åreknuder, fordi den onde sygeplejerske har sagt, at jeg ikke må løbe i to uger efter indgrebet. TO UGER. Hvad tænker hun på? Det er tortur.
Og derfor er jeg nødt til at træne mig op, så jeg ikke er helt til rotterne, når de mange, mange dage uden løbeture er overstået.

Samme opskrift i 25 år
En løbetosse er også én, der uden problemer kan træne sig i bedre form. Jeg følger den samme opskrift, som har været en del af min hverdag i ca 25 år: Tre ture om ugen, én af dem noget længere end de andre. Og det er hver uge. Hver eneste uge. Også, når det sner eller der er hedebølge. Også, når man har travlt eller er træt. Også, når man holder ferie.
Hvis ikke jeg er skadet, følger jeg mønstret. Det glipper måske 2 uger om året, men så er der mindst to andre uger, hvor jeg får 4 ture.

Længere over tid
Jeg følger ikke noget program. Den lange tur er helst om søndagen. Hvis jeg har været i byen lørdag, bliver turen ikke lang. Hvis jeg er rigtig frisk, bliver den længere. Over tid bliver den lange tur længere og længere, og de korte kan også vokse.
I denne uge har jeg løbet 9, 6 og 17 kilometer. Det er ok, men til sommer er jeg måske på 10, 13 og 22. Eller 8, 11 og 20. Det vil være ganske udmærket.
Men det må ikke gå for stærkt. For så kommer den jägla skade, og så sidder jeg der og har ondt af mig selv.

Populister har ret

Normalt giver jeg ikke populister ret. Og jeg har meget lidt respekt for folketingspolitikere, som blander sig i administrative spørgsmål.
Men jeg må melde mig i koret af populister, der forlanger Sundhedsstyrelsens chef fyret i kølvandet på sagen om den hjerneskadede psykiater fra Vestjylland, som DR rullede op i søndags.

Helt hen i skoven
Han kom til skade ved et trafikuheld i 2004 og fungerede i 9 år som privatpraktiserende psykiater med offentlig støtte. Det viste sig at være helt hen i skoven, og der kom talrige indberetninger fra kommuner, patienter, pårørende og organisationer. Men det lykkedes altså at holde den kørende i 9 år, og DR kunne søndag aften dokumentere, at et par af hans patienter døde og at adskillige fik alt for meget medicin. Psykiatere, der har kigget i papirerne, tror ikke deres egne øjne. En patient fik 10-12 gange den dosis, der regnes for maksimal af en særlig medicin.

Nej til aktindsigt
DR ville naturligvis belyse Sundhedsstyrelsens rolle i sagen og søgte aktindsigt. Det nægtede styrelsen. DR gik til ombudsmanden, som vurderede, at Sundhedsstyrelsen helt klart skulle udlevere papirerne. Det rettede styrelsen sig efter.
Søndag nægtede styrelsen at udtale sig, da der var tale om personsager.
Men et par dage efter var styrelsens direktør i studiet. Det blev en tæerkrummende forestilling. Hun mente, at styrelsen havde behandlet sagen korrekt de første fem år. Så havde de ladet nogle papirer ligge lidt for længe, men siden har styrelsen rettet op på nogle arbejdsgange, så det ikke kan ske igen.
Så der var stort set ikke noget problem.

Empati?
Og der var nærmest ingen medfølelse med de mange hundrede patienter og pårørende, som er blevet behandlet af en syg mand, der helt åbenlyst ikke kan magte opgaven. Empati mærkede vi ikke noget til. Direktøren forsvarede sig selv og sin styrelse - ikke patienter og pårørende.
Siden har Dansk Folkeparti og SF krævet direktøren fyret, og jeg er helt enig. Vi kan ikke have en sundhedsstyrelse, som er til for at forsvare sig selv. Direktøren for sådan en styrelse må og skal være optaget af at sikre, at patienter får en god behandling og at pårørende føler sig trygge.

Meget alvorlig sag
Sundhedsstyrelsen skal naturligvis ikke have ansvaret for enhver fejl, enhver læge eller sygeplejerske måtte begå. Men styrelsen skal være reelt optaget af at sikre, at der sker så få fejl som muligt. Og når der sker hundredevis af fejl gennem ni år med én psykiater, er det en meget alvorlig sag for Sundhedsstyrelsen, der er blandt andet er sat i verden for at sikre kvaliteten af behandlingen. Så skal styrelsen aktivt medvirke til at opklare og løse sagen. Og dens direktør skal meget, meget stærkt beklage, at sådan en fejl kunne ske, og hun skal forsikre, at hun og hendes folk vil gøre alt for at undgå gentagelser.

Velkommen til jobzonen
Så direktøren må ud, og det er nok værd at kigge kulturen i Sundhedsstyrelsen efter i sømmene. Direktørens holdning kommer sikkert ikke ud af ingenting. Hun har vel drøftet hele sagen med den øvrige ledelse og med pressechefen, inden hun gik i studiet. Hvis de har været enige, så er der et par profiler mere på jobzonen.dk