Viser opslag med etiketten Forsyningen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forsyningen. Vis alle opslag

lørdag den 21. oktober 2017

To syndige grønne apparater



Det regner og rusker udenfor, men herinde er der dejligt lunt. Jeg har tændt op i brændeovnen, som sagte gnasker løs af mine små stykker træ. Det er ren efterårshygge, men brændeovnen er desværre et af de to apparater her på matriklen, som jeg ikke længere kan bruge med grøn samvittighed. Det andet er kompostbeholderen, som jeg vender tilbage til om lidt.

Skadelige partikler
Først er der brændeovnen. Den dårlige historie er, at den udskiller skadelige partikler. Fra mit arbejde med kommunernes miljøafdelinger ved jeg, at det er en af de rimeligt store miljøsyndere i byerne. Herude på landet er det vel ikke så alvorligt. Jeg tror ikke, jeg påfører ret mange mennesker luftvejssygdomme, men skadelige partikler er vel skadelige, så jeg må vel forlige mig, at min brændeovn er lidt af en miljøsynder.

Selvfældet træ
Ærgerligt, for jeg har altid anset den for at være det modsatte. Det meste af det træ, jeg brænder af, er her fra grunden. Det er gamle fyrretræer, som vinden har væltet omkuld. Hvis jeg lader dem ligge, formulder de og frigiver den samme mængde CO2, som når jeg brænder dem af. Så det er altså CO2 neutral opvarmning, som udnytter energien bedre end vores jordvarme. Den får sin energi fra strøm fra nettet (vindmøller, affald, kul, solceller, flis og andet godt) eller fra vores solceller.

Muld af kartoffelskræller
På samme måde har jeg altid været lidt stolt af kompostbeholderen. Her samler jeg alt vores våde affald: Kartoffelskræller, kaffegrums, afgnavne majskolber og rester af frugt og grøntsager. Det bliver til meget hver uge, men jeg kan aldrig fylde den magiske beholder. Orme, insekter og en naturlig proces, som jeg ikke kan redegøre for, sørger for at omsætte det hele til muld, jeg kan sprede i haven.
Det betyder, at vi kun skifter vores skraldesæk hver anden uge, og der er den knap nok fyldt. Der er ingen grund til at køre vådt affald til forbrændingen, hvor det ikke gør nogen særligt nytte, når jeg kan beholde det i haven og få gavn af det.

Giftige gasser
Lyder min logik, som Tankegang også har hjulpet med at udbrede i årevis. Men der er en slange i paradiset: Metan. Kompostbeholderen kan udlede små mængder farlige gasser, som er skadelige for miljøet. Min gør i sig selv ikke den store skade, men hvis alle husstande var lige så flittige med at kompostere, ville det være et lille miljøproblem.

Næste forår bliver jeg grøn
Det er der råd for. Næste forår starter Forsyningen indsamling af madaffald i Frederikshavn Kommune. Det er dejligt, for det er en meget fin udnyttelse af energien i mine kartoffelskræller. Her bliver det omdannet til en energifyldt suppe, der kan udnyttes på bedste vis i et biogasanlæg. Så gassen fra mit madaffald fiser ikke op i luften, men bliver brugt til at producere el og varme eller til biler og busser, som kører på gas.

søndag den 6. september 2015

Kig forbi i dit demokrati

Frederikshavn Byråd i arbejdstøjet.

Hvis du er ramt af politikerlede, er her en nem og lærerig kur: Tag til byrådsmøde.
Så vil du næsten med garanti opleve seriøst arbejdende folk, der taler pænt til hinanden og tager deres ansvar for lokalsamfundets største virksomhed - kommunen - meget alvorligt.

Enorme beløb svirrede i luften
I forrige uge var jeg til byrådsmøde i Frederikshavn. Et kort et af slagsen, der var overstået på 39 minutter. Det var en fin oplevelse.
Der var 12 sager på den åbne dagsorden og alle blev enstemmigt godkendt eller vedtaget uden afstemning. Det lyder lidt kedeligt, men sådan er det tit i kommunalbestyrelserne. Her gælder det om at finde fælles løsninger - ikke om at markere sig på uenighed og lede efter modstandernes svagheder.
Der var således intet drama, men der svirrede enorme beløb i luften.
Byrådet godkendte et anlægsregnskab for Frederikshavns nye skole, Nordstjerneskolen. Budgettet lød på 200 mio. kr., og det holdt. Der var et mindreforbrug på 13.000 kr. Samme dag havde borgmesteren været til underskrivelse af en kontrakt på 600 mio. kr. til udvidelse af Frederikshavn Havn.
Byrådet godkendte også et byggeregnskab fra Boligeforeningen Vesterport, der har opført 84 nye boliger til en samlet pris på 143 mio. kr.

Garanti til Forsyningen
Og så var der en garanti til Frederikshavn Forsyning. Selskabet må låne op til 252 mio. kr., men skal dog kun hente ca 70 mio. kr. Kommunens garanti betyder lavere renter, og det giver også en indtægt til kommunekassen. Forsyningen skal betale kommunen 0,75 % om året af det beløb den låner inden for garantien.
Senere fulgte godkendelse af en revisionsrapport for kommunens årsregnskab for 2014. Gab! Og dog.
I starten af 2014 kom det nemlig frem, at kommunens økonomi var helt til rotterne, og Indenrigsministeriet var ved at overtage styringen. Oven i kom en meget alvorlig sag om brug af penge fra en byggekredit til at dække kommunens løbende drift. Frederikshavn Kommune var i alle landets medier og måtte sætte en meget skrap spareplan i værk.
Derfor var det skønt for byrådet at læse, at der nu er styr på økonomien, og at revisionen ikke har nogen kritiske bemærkninger. Flot arbejde af Frederikshavn Byråd, som også benyttede anledningen til at rose sig selv på forskellig måde.

Der er plads til flere
Til slut var der en fin lille debat om kommunens byggesagsbehandling. Den blev rejst af et byrådsmedlem fra Venstre, som fik et meget grundigt og imødekommende svar fra borgmester Birgit Hansen (S).
Jeg var 1 af 2 civile tilhørere, så der er plads til andre. Også i din kommune. Benyt anledningen til at få en lille sludder med nogle af politikerne. Det er flinke folk, og de bliver så glade, når borgerne interesserer sig for deres arbejde.

søndag den 26. juli 2009

Dejlige bycykler i Stockholm


Bycyklerne vinder frem overalt i Europa. For et par år siden mødte vi dem første gang i Barcelona. Her var ordningen dog forbeholdt lokale indbyggere.
I sidste uge var Solle og jeg i Stockholm, og her har bystyret sammen med Clear Channel indført stort set det samme koncept som i Barcelona - dog med den behagelige tilføjelse, at turister kan lege et 3-dages kort for 125 kr. Læs mere på citybikes.se.
Solle og jeg ofrede 2 X 125 svenske kr., og så kørte vi rundt på de fine lavt gearede blå cykler de følgende dage. Det startede temmelig komisk med, at vi skulle løslade en cykel fra de smarte stativer. Vi havde fået et plastikkort og gik rundt og forsøgte at få det til at passe alverdens steder på cyklerne. Intet skete. Et par andre turister kom forbi for at hjælpe, men heller ikke de kunne finde et sted til at aktivere kortet. Lige over for holdt en stribe taxaer, og en af chaufførerne pegede hen mod en konsol for enden af cykelstativet. Der var en lille læser, som man skulle holde sit kort op foran. Så stod der en besked på skærmen om, at en cykel med et bestemt nummer var fri.
Enkelt og genialt. Systemet går så ud på, at man har cyklen i 3 timer. Så skal den parkeres i et af de 78 stativer rundt omkring i Stockholm, og sekundet efter må man tage en ny. Du kan også stille cyklen, gå rundt i byen og så tage en anden cykel i et andet stativ. Cyklerne står på de mest befærdede steder i byen, mange af dem i nærheden af tunnelbanen.
Alle tre dage gav cyklerne os oplevelser, vi ellers ikke ville have fået. En dag kørte vi på øen Djurgården, og pludselig lå der et stort biodynamisk gartneri med butik og café. Her gjorde vi holdt og duftede og kiggede og fik en fin oplevelse.
Om onsdagen for vi vild. Resultatet var en superflot tur på en motionssti langs en af kysterne. Senere på dagen fandt vi en lille park, hvor vi lå og slikkede sol, mens søde svenske børn legede i nærheden. Takket være cyklerne kom vi meget vidt omkring, og der er jo ingen spildtid som i en undergrundsbane. I London og Paris har vi sammenlagt brugt flere timer af hver ferie på at vandre frem og tilbage i varme, lidt skumle underjordiske tunneler til togene.
I Danmark har mange byer indført bycykler. Frederikshavn er i front. Her er det ikke blot gratis at låne en cykel - man får også fri entré til flere turistattraktioner som belønning for, at man tramper vores dejlige by rundt på de organge tohjulede. Det kan du læse mere om på Forsyningens hjemmeside.