Mit allerkæreste arrangement

Alt mit arbejde er sjovt. Jeg glæder mig altid, når jeg skal ud til et arrangement, som jeg står for. Nogle gange er jeg selvfølgelig spændt, og måske nervøs for, hvordan det skal gå. Men det er altid sjovt at være med.

Jeg snakker, de arbejder
Det allerkæreste arrangement, jeg er involveret i, er Hele Verden i Frederikshavn Kommune, som vi i lørdags holdt for femte gang. Jeg var med til at starte det i 2015, og de har ikke kunnet slippe af med mig siden. Min opgave er at være konferencier på dagen og ordstyrer til de planlægningsmøder, vi holder med brugerne i løbet af året. Anders og Bajro fra Frederikshavn Kommune ordner alt det praktiske. Fin arbejdsdeling :-)
Hele Verden er en kulturdag, hvor folk fra alverdens lande har en lille bod. Her serverer de smagsprøver på deres lands retter og fortæller om landet. De er som regel klædt i farverigt tøj fra deres hjemland.

Temmelig udansk
Fra scenen er der dans og musik, også med herboende folk fra hele verden. Og det ender som regel med fællesdans rundt i lokalet, hvor selv de blegeste danskere får et smil på læben.
Jeg går rundt og smiler hele eftermiddagen, for der er sådan en hyggelig og venskabelig stemning. Arrangementet er temmelig udansk, for der er lidt kaos, og vi følger ikke helt programmet. I år var der for eksempel fire piger fra en af byens skoler, der to gange fik sig klemt ind og fik lov at optræde med en sang.

Udlændinge er værdsat
Mest af alt glæder jeg mig over, at vi med vores kulturdag er med til at fremme integrationen i Frederikshavn Kommune. Dagen her er vores udenlandske medborgeres festdag. Her kommer de i fokus. Her er de noget særligt. Og der kommer mange hundrede lokale og hygger sig, spiser fremmed mad og lytter til musik fra Mellemøsten, Sydamerika og Sydøstasien.
Jeg er sikker på, at udlændingene i Frederikshavn Kommune føler sig værdsat, fordi kommunen og lokale virksomheder bakker op om sådan et arrangement. Og fordi danskerne deltager og har en dejlig dag sammen med de folk, vi ellers ikke er så meget sammen med i hverdagen.
Det er helt befriende, at vi kan være sammen en hel eftermiddag uden at tale om burkaer, muslimer, terror og øde øer. Og det er skønt at se thailændere, burmesere, russere, strandbynitter og kurdere hånd i hånd.

Rettidig omhu og en lang næse

Et af de store konfliktpunkter herhjemme er, når jeg siger ja til en opgave ude i en kommune på en dag, hvor vi skal noget privat. Det er desværre sket nogle gange, og jeg skal ikke forsøge at bortforklare noget. Det er simpelthen mig, der er en torsk.
Undskyld.

Rettidig planlægning
Men nu har jeg desværre fået bevis for, at rettidig planlægning ikke nytter. Vi har for meget længe siden bestemt, at vi vil fejre vores sølvbryllup lørdag den 15. september. Det siger sig selv, at jeg ikke skulle love mig væk til noget den weekend.
For mange måneder siden begyndte vi så at planlægge et af de allerkæreste arrangementer, jeg er involveret i i Tankegang: Hele Verden i Frederikshavn Kommune. Det er en kulturdag, hvor folk fra hele verden, som nu bor her i området, synger, danser, spiser og snakker sammen - og hvor vi lokale også er med. Vi har holdt den tre gange, og det er en skøn dag. Jeg har fået rollen som konferencier, og det er så sjovt.

Kontraordre fra rådhuset
Tilbage til planlægningen. Jeg manøvrerede sikkert uden om den 15. september, og vi fandt også en fin dato, hvor Maskinhallen var ledig.
Så kom der kontraordre fra Frederikshavn Kommune. Vores arrangement skulle være en del af Frederikshavns 200 års byjubilæum, nærmere bestemt kulturnatten, som holdes - gæt hvornår - lørdag den 15. september.

Åbningsarrangement for Kulturnatten
Jeg protesterede og mine makkere bag arrangementet bakkede mig minsandten op. Men der var naturligvis ikke noget at gøre. Vores private fest får jo ikke kommunen til at lave om på jubilæumsplanerne, så nu er Hele Verden i Frederikshavn Kommune blevet åbningsarrangement for Kulturnatten.
Moralen er ty'lig, men styg og modby'lig (shu-bi-dua citat): Man får ikke noget ud af at planlægge i god tid.
Til gengæld har vi planlagt en super sølvbryllupsfest og en næsten lige så god kulturdag.

Havn og hockey

De napper forsiden igen på onsdag

Færger til Norge og Sverige og ishockey.
Det var, hvad jeg vidste om Frederikshavn, da jeg flyttede hertil.
Havn og hockey, kunne jeg have sagt. Det holder stadig stik som det særlige for Frederikshavn. Det er det, vi er mest kendte for. Det er byens identitet.

Noget særligt
Dygtige kommunikationsfiduser har i tidens løbet fundet på andre betegnelser. Vækst og Vilje holdt i lang tid, og det er da også fint nok. Men det er ikke noget særligt for Frederikshavn. Det er havn og hockey.

Biljubel
Jeg kommer sjældent på isstadion, men jeg følger med i White Hawks' kampe. I går aftes var jeg passager i en bil fra Aarhus til Frederikshavn, mens vores hockeydrenge spillede den 6. semifinale nede i Esbjerg. Jeg fulgte med på nettet og fik det meste af bilen til at juble, da kampen endelig blev fløjtet af, og Frederikshavn havde vundet 4-3. Nu gør vi klar til den syvende og afgørende semifinale tirsdag aften på hjemmebane.

Det fordømte DM
Jeg skal ikke derud, men jeg følger med igen, og glæder mig afsindigt, hvis White Hawks kommer i finalen. Så har vi hjemmebanefordel mod Gentofte - den bedste chance i mange år for at vinde det fordømte DM, som hele sæsonen handler om.
Ishockey er en hård og meget speciel sport, som kun dyrkes i få byer i Danmark. Men den er identitetsskabende og har også betydning for en halvstuderet P1 lytter som mig. Det er ikke kun elitesport.

Fritid i kolde haller
Alle her kender en ishockeyspiller. Rigtig mange unge spiller - og så er hele familien med. For der er træning og turneringer hele tiden, og der er mange ture til Herning, Esbjerg, Haderslev og Odense. Ishockeyforældre bruger deres fritid i kolde haller.

Sofafan
Sport er fællesskab og samvær for flere generationer. Og så er det sund fysisk udfoldelse, disciplin og vilje. Det er hjerteblod - men det også kammeratskab, tak for kampen og til lykke med sejren. Op på hesten igen, mere træning og endnu mere disciplin. Denne gang tager vi dem.
Det er min by, og en del af mit liv. Selv om jeg hører til det flertal her, som mest bakker op fra sofaen. Det tror jeg, de kan mærke ude i hallen tirsdag aften. Kom så, drenge.

Propfyldt i Maskinhallen

Jeg har haft en lillefinger med i spillet ved et arrangement i Maskinhallen i Frederikshavn i dag: En kulturdag, hvor mennesker fra hele Verden viste deres egen kultur frem. Der var linet op med mad fra hele Verden, dans, musik, hårkunst, spejderliv, fodbold og teater.
Initiativet kom fra Azam Stavad og Melissa Pedersen, der begge er aktive i Integrationsrådet i Frederikshavn Kommune. Integrationsafdelingen har hjulpet rigtig godt til, og jeg har været ordstyrer til en idéaften og hjulpet med markedsføringen.

Fadene var ribbet
Vi var spændte på, om vi kunne samle interesse for arrangementet. Det behøvede vi på ingen måde at være bekymrede for. Det væltede ind med folk, og der var fuld knald på i de første 4-5 timer. Da jeg kom over middag, var det for længst for sent at få smagsprøver fra hele Verden. Fadene var ribbet.
Til gengæld kogte selve Maskinhallen. En sydamerikansk dansegruppe gav den gas på scenen, og inviterede flere og flere med op til at være med. Nede i salen dansede, klappede og hujede folk med. Der var mennesker i alle hudfarver, færrest hvide. Og alle så ud til at hygge sig og leve med i festlighederne. Alle børn var malet i ansigtet, de fleste med flag fra deres forældres fædreland.

Danseglade syriske mænd
Et særligt indslag var en gruppe syriske mænd, som dansede sammen i en stor gruppe. Et par unge mænd i jakkesæt, nogle midaldrende folk i sweatshirts, andre i læderjakker og et par stykker i skjorteærmer. De dansede i en cirkel med hinanden i hænderne og skiftedes til at træde ind i midten af cirklen og lede dansen. De kunne blive ved og ved, og det var fantastisk at se glæden i deres ansigter.
Jeg stod og snakkede med den rare Henrik Carlsen fra Strandby, og vi blev enige om, at det nok ville være vanskeligt at finde 8 danske mænd, der ville stille op til den slags.

En skøn dag for integrationen
Jeg skal ikke komme med vidtløftige konklusioner efter arrangementet. Jeg glæder mig bare over, at flere hundrede flygtninge og indvandrere har haft en skøn dag sammen med nysgerrige frederikshavnere. Det må være godt for den svære integration, vi hører så meget om.

Kig forbi i dit demokrati

Frederikshavn Byråd i arbejdstøjet.

Hvis du er ramt af politikerlede, er her en nem og lærerig kur: Tag til byrådsmøde.
Så vil du næsten med garanti opleve seriøst arbejdende folk, der taler pænt til hinanden og tager deres ansvar for lokalsamfundets største virksomhed - kommunen - meget alvorligt.

Enorme beløb svirrede i luften
I forrige uge var jeg til byrådsmøde i Frederikshavn. Et kort et af slagsen, der var overstået på 39 minutter. Det var en fin oplevelse.
Der var 12 sager på den åbne dagsorden og alle blev enstemmigt godkendt eller vedtaget uden afstemning. Det lyder lidt kedeligt, men sådan er det tit i kommunalbestyrelserne. Her gælder det om at finde fælles løsninger - ikke om at markere sig på uenighed og lede efter modstandernes svagheder.
Der var således intet drama, men der svirrede enorme beløb i luften.
Byrådet godkendte et anlægsregnskab for Frederikshavns nye skole, Nordstjerneskolen. Budgettet lød på 200 mio. kr., og det holdt. Der var et mindreforbrug på 13.000 kr. Samme dag havde borgmesteren været til underskrivelse af en kontrakt på 600 mio. kr. til udvidelse af Frederikshavn Havn.
Byrådet godkendte også et byggeregnskab fra Boligeforeningen Vesterport, der har opført 84 nye boliger til en samlet pris på 143 mio. kr.

Garanti til Forsyningen
Og så var der en garanti til Frederikshavn Forsyning. Selskabet må låne op til 252 mio. kr., men skal dog kun hente ca 70 mio. kr. Kommunens garanti betyder lavere renter, og det giver også en indtægt til kommunekassen. Forsyningen skal betale kommunen 0,75 % om året af det beløb den låner inden for garantien.
Senere fulgte godkendelse af en revisionsrapport for kommunens årsregnskab for 2014. Gab! Og dog.
I starten af 2014 kom det nemlig frem, at kommunens økonomi var helt til rotterne, og Indenrigsministeriet var ved at overtage styringen. Oven i kom en meget alvorlig sag om brug af penge fra en byggekredit til at dække kommunens løbende drift. Frederikshavn Kommune var i alle landets medier og måtte sætte en meget skrap spareplan i værk.
Derfor var det skønt for byrådet at læse, at der nu er styr på økonomien, og at revisionen ikke har nogen kritiske bemærkninger. Flot arbejde af Frederikshavn Byråd, som også benyttede anledningen til at rose sig selv på forskellig måde.

Der er plads til flere
Til slut var der en fin lille debat om kommunens byggesagsbehandling. Den blev rejst af et byrådsmedlem fra Venstre, som fik et meget grundigt og imødekommende svar fra borgmester Birgit Hansen (S).
Jeg var 1 af 2 civile tilhørere, så der er plads til andre. Også i din kommune. Benyt anledningen til at få en lille sludder med nogle af politikerne. Det er flinke folk, og de bliver så glade, når borgerne interesserer sig for deres arbejde.

Mester for femte gang i træk

Jeg er blevet klubmester i bridge.
Det har jeg prøvet mange gange før, så det er såmænd ikke noget særligt.
Og jeg indrømmer blankt, at Frederikshavn Bridgeklub langt fra er blandt de bedste i Danmark.

5 år i træk
Når jeg alligevel nævner det her, er det fordi min makker Michael Roar Nielsen og jeg nu har vundet klubmesterskabet fem år i træk. Det synes jeg er ret flot, især når man tænker på, at vi kun har spillet sammen i fem år. Vi har altså vundet hver gang.
1 eller 5 klubmesterskaber er langt fra det bedste resultat, jeg har opnået. Michael og jeg spiller på Svend Brassøes hold, som i forrige sæson opnåede en 7. plads i 2. division. Rent bridgemæssigt var det meget flottere end nok så mange førstepladser i vores lokale klub.
Men der er noget særligt ved at blive klubmester. Så er man jo nummer 1.

Røven af 2. division
I 2. division lå vi i den nederste halvdel og var helt anonyme. Og når jeg nu skriver det, er det svært at forklare, hvorfor det skulle være så fantastisk at ligge i den nederste halvdel af 2. division. I øvrigt er vi nu rykket ned, fordi vi blev nummer 10 ud af 12 her i vinter.
Næ, klubmester. Det er en ære. Det står på klubbens hjemmeside, og det bliver i princippet aldrig glemt. Ingen andre par har vundet 5 år i træk, men vi glemmer hurtigt, hvem der har spillet i 2. division.

Lærke vandt hele ridestævnet
Det er det fede ved turneringer. Det er altid en særlig glæde at vinde. Lærke var fem år, da hun var til sit første ridestævne, og helt uden at kende systemet, blev hun nummer to i letridning uden galop med vejleder. Det var et lykkeligt øjeblik i hele familiens liv. Lærke var stolt og glad, og vi syntes, det var fantastisk. I Lærkes egen bevidsthed havde hun vundet hele ridestævnet, selv om det altså var en andenplads i den letteste begynderklasse til et internt stævne. En blå roset er en blå roset, og den hang på hendes værelse i 15 år.

Det gælder om at være - vinder
Når børnene taber, trøster forældre dem med, at det ikke gælder om at vinde, men om at være med. Det er noget sludder. Konkurrence giver ingen mening, hvis ikke det er vigtigt at vinde.
Så jeg vil sige: Det gælder om at være med i noget, man kan vinde.

Lægeuddannelse på VORES universitet

Når folk på Sjælland griner skævt og kalder mig nordjyde, trækker jeg høfligt på smilebåndet og siger ikke ret meget. For set fra Roskilde eller Næstved er jeg naturligvis nordjyde.
Men det er ikke en identitet, der siger mig ret meget. Jeg er snarere vendelbo (indvandrer) eller frederikshavner. Det er jeg lidt stolt af,  men nordjyde - det kniber. Jeg har ikke mere til fælles med folk i Aars og Skørping end med dem i Holstebro og Haderslev. Jeg synes, Aalborg er en dejlig by, lige som Odense og Århus. Men Aalborg er ikke noget særligt for mig. Det siger mig ikke noget, at Aalborg skulle være Nordjyllands hovedstad.
MEN. Der er én stor undtagelse. Én institution, som er noget ganske særligt for Nordjylland - Aalborg Universitet. Det er VORES universitet. Det er en videns- og vækstmaskine for hele landsdelen fra Skagen til Mors, og de har også glæde af Aalborg Universitet i store dele af Vestjylland.
I dag kom den længe ventede nyhed om, at regeringen godkender lægeuddannelsen på Aalborg Universitet. 1. september kan 50 medicinstuderende begynde i Aalborg, som dermed har et komplet universitet. Det var den sidste vigtige gren på universitetets træ.
Lige netop lægeuddannelsen er uhyre vigtig for Nordjylland. Den skal være med til at sikre, at vi har læger i landsdelen fremover. Hvordan hænger det nu sammen?
Ja, det er meget logisk. Erfaringen viser, at et flertal af de kandidater, der uddannes fra Aalborg Universitet, bliver i Aalborg eller i landsdelen. Det gælder alle uddannelser fra universitetet. Det gælder uanset, om de oprindeligt kommer fra Vendsyssel, Himmerland, Fyn eller Sønderjylland. De skal ikke lokkes til Nordjylland med reklamegaver, charmeture og løntillæg. De slår sig ned her, fordi de kan lide at være her. De bærer ikke rundt på fordomme om, at nordjyder er uuddannede, ukulturelle og usunde.
Hvis der er job til uddannede kandidater fra Aalborg Universitet i Nordjylland, så søger de jobbene. Og det vil der helt sikkert være for dem, der starter på den nye lægeuddannelse i Aalborg. De kan gøre gavn på vores sygehuse og sidenhen måske som praktiserende læger.
Konkurrerende universiteter har brugt en masse energi på at advare imod det nye tilbud, fordi de mener, det udvander ekspertisen til at uddanne læger. De kender ikke VORES universitet. Her får de unge en rigtig god uddannelse, i kraft af den særlige Aalborg-model med projektarbejde med rod i den virkelige verden.
Det er præcis den model, der gør universitetet til den vigtigste nordjyske institution. Aalborg Universitet arbejder sammen med alle vidensvirksomheder i Nordjylland. Er der enkelte, som ikke har berøringsflade til universitetet, er det deres egen skyld. Tankegang har stort udbytte af universitetet, og vi er stolte af at kunne bidrage en lille bitte smule til et par uddannelser med det, som på universitetssprog hedder empiri. Jeg kalder det virkelighed.
Mange regionalpolitikere har sagt: Hvad der er godt for Aalborg Universitet, er godt for Nordjylland. Det er jeg helt enig i. Jeg vil endda brede det ud og sige: Hvad der er godt for Aalborg Universitet er godt for Vendsyssel, for Frederikshavn og for Tankegang.
Så bliver det ikke større. Til lykke til os!

Dejlige bycykler i Stockholm

Bycyklerne vinder frem overalt i Europa. For et par år siden mødte vi dem første gang i Barcelona. Her var ordningen dog forbeholdt lokale indbyggere.
I sidste uge var Solle og jeg i Stockholm, og her har bystyret sammen med Clear Channel indført stort set det samme koncept som i Barcelona - dog med den behagelige tilføjelse, at turister kan lege et 3-dages kort for 125 kr. Læs mere på citybikes.se.
Solle og jeg ofrede 2 X 125 svenske kr., og så kørte vi rundt på de fine lavt gearede blå cykler de følgende dage. Det startede temmelig komisk med, at vi skulle løslade en cykel fra de smarte stativer. Vi havde fået et plastikkort og gik rundt og forsøgte at få det til at passe alverdens steder på cyklerne. Intet skete. Et par andre turister kom forbi for at hjælpe, men heller ikke de kunne finde et sted til at aktivere kortet. Lige over for holdt en stribe taxaer, og en af chaufførerne pegede hen mod en konsol for enden af cykelstativet. Der var en lille læser, som man skulle holde sit kort op foran. Så stod der en besked på skærmen om, at en cykel med et bestemt nummer var fri.
Enkelt og genialt. Systemet går så ud på, at man har cyklen i 3 timer. Så skal den parkeres i et af de 78 stativer rundt omkring i Stockholm, og sekundet efter må man tage en ny. Du kan også stille cyklen, gå rundt i byen og så tage en anden cykel i et andet stativ. Cyklerne står på de mest befærdede steder i byen, mange af dem i nærheden af tunnelbanen.
Alle tre dage gav cyklerne os oplevelser, vi ellers ikke ville have fået. En dag kørte vi på øen Djurgården, og pludselig lå der et stort biodynamisk gartneri med butik og café. Her gjorde vi holdt og duftede og kiggede og fik en fin oplevelse.
Om onsdagen for vi vild. Resultatet var en superflot tur på en motionssti langs en af kysterne. Senere på dagen fandt vi en lille park, hvor vi lå og slikkede sol, mens søde svenske børn legede i nærheden. Takket være cyklerne kom vi meget vidt omkring, og der er jo ingen spildtid som i en undergrundsbane. I London og Paris har vi sammenlagt brugt flere timer af hver ferie på at vandre frem og tilbage i varme, lidt skumle underjordiske tunneler til togene.
I Danmark har mange byer indført bycykler. Frederikshavn er i front. Her er det ikke blot gratis at låne en cykel - man får også fri entré til flere turistattraktioner som belønning for, at man tramper vores dejlige by rundt på de organge tohjulede. Det kan du læse mere om på Forsyningens hjemmeside.