Solle og Viktor havde kul på i ro og mag. |
I går var vi med Trekantruten. Det lyder dramatisk, men det var total idyl hele vejen igennem.
Ruten går mellem Hobro, Mariager og Handest i det bakkede Himmerland. Det er et fint eksempel på samarbejde mellem forskellige aktører, som kan skabe nye tilbud og øge turistomsætningen.
Græsklædte bakker
Vi startede turen på Hobro Havn i bunden af Mariager Fjord. Her kom hjuldamperen Svanen tøffende og vi gik ombord. Vejret var gråt og næsten tørt, og de søde Svanepiger tørrede den lakerede træbænk af inden afgang, så vi kunne nyde det meste af turen på dækket. Der var hul til ankeret, og Viktor morede sig gevaldigt med at kigge ned i vandet den vej.
Selv i gråvejr er den smalle fjord smuk. Den er omkranset af grønt - træer og græsklædte bakker, hvor der er får, køer eller ingenting.
Æggekage på Postgården
Efter lidt over en time nåede vi postkortbyen Mariager. Der var fem kvarters pause, og jeg havde fået anbefalet den gamle kro Postgården. Vi nappede et bord i den tomme café og bestilte æggekage, burger, fiskefileter, stjerneskud og colaer. Vi nåede et spil Meyer med kroraflebægrene, mens kokken knaldede æg i stykker.
Ned på havnen igen, hvor veterantoget til Handest holdt klar på perronen. Afgangen var et lille tilløbsstykke i byen, og det gik helt rigtigt for sig med damp og os, fløjten fra konduktøren og bagefter fra togføreren.
Herligt langsommelig
Viktor havde gemt kvitteringen fra kroen, og den klippede konduktøren i, så den blev endnu mere værdifuld for ejermanden.
Det var en herligt langsommelig tur gennem det grønne landskab. En gang imellem fik vi et puh røg ind i kupéen i den over 100 år gamle togvogn. Hvert andet vindue kunne trækkes halvt ned, og så kan man stikke hovedet ud og følge turen.
5 kilometer med NT
50 minutter tog det at komme til selve Handest. Her ventede en pæn flok på at køre tilbage til Mariager, mens vi steg ind i en bus, der holdt klar ved stationen. De 5 kilometer ind til Hobro Havn klarede det offentlige regionale trafikselskab NT, som er tredje part i samarbejdet.
Fælles værdigrundlag
Skøn tur, der koster 180 kr. for voksne og det halve for børn på 4-11 år. Det er ikke raketvidenskab at lave sådan et arrangement, men det er den slags, der skal til. Vi var næppe taget til Hobro for at snuppe en tur med Svanen eller til Mariager for at køre frem og tilbage med et veterantog. Men når begge dele kan koordineres, tiden passer og vi kommer tilbage til udgangspunktet, er det nemt og bekvemt.
Og så har skibet og toget et fælles værdigrundlag: Ro.
Tak for turen :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar