søndag den 2. november 2014

Affaldsmyten der ikke vil dø

 Det er her, affaldssystemet står sin prøve

I Nordjyske i dag er der en artikel om et affaldsforsøg i Vrå. Her sorterer folk madaffald fra i en særlig beholder, og der florerer nu det rygte på Facebook, at Hjørring Kommune kører det møjsommeligt frasorterede madaffald til forbrænding præcis som det øvrige affald.
Det passer naturligvis ikke. Hjørring Kommune har optaget en video, der dokumenterer, at madaffaldet kommer ud på et miljøanlæg og videre til bioforgasning i Billund.

Dukker op overalt
Historien er ikke enestående. Den dukker op over alt i landet, hver gang en kommune eller affaldsselskab indfører mere sortering hjemme hos fru Jensen.
Så er der nogen, der mener at vide, at det hele bliver brændt af. Og de kan også huske, at der skete noget tilsvarende i Aarhus for 10 år siden.
Det er myten, der ikke vil dø. Jeg hører også historierne. I Sønderjylland, på Sydsjælland, i Vestjylland og på Fyn. Hver gang fortæller folk som en faktuel kendsgerning, at der altså var en historie i Aalborg, Vejle, Herning eller et fjerde sted for nogle år siden.
De historier passer ikke.

Grønne og sorte poser i Aarhus
Aarhus-historien er den sejeste myte. Her blev alle bedt om at putte madaffald i en grøn pose og andet affald i en sort. Poserne skulle i den samme skraldespand, og de blev kørt til et stort sorteringsanlæg nord for Aarhus. Jeg har selv været der flere gange og set de grønne og sorte poser køre op ad båndet.
Anlægget skubbede alle de sorte poser ud over kanten, og så blev de kørt til forbrænding. De grønne poser blev flænset op og indholdet blev rystet og siet, inden det kom til biogasanlægget.
Problemet var - at der var meget andet end madaffald i de grønne poser. Der kunne være paraplyer, batterier og sågar malerdåser.
En paraply kunne få anlægget til at gå i baglås. Det kostede en formue og flere dages driftsstop. Efter et par år gav kommunen op. Det var ikke muligt at få aarhusianerne til at sortere affaldet så godt, som systemet krævede.

Sortering derhjemme
Sorteringen derhjemme er det kritiske, når det gælder madaffald. Hvis folk putter det forkerte i den grønne spand eller pose, er det svært at få systemet til at fungere. Et bilbatteri eller en transistorradio kan ikke laves til biogas, men de kan ødelægge riste og filtre.
Det betyder ikke, at det er umuligt. Tværtimod. I Billund, Vejle, Ikast-Brande og en række sjællandske kommuner afleverer folk deres madaffald til biogas. Det fungerer glimrende, selv med en mindre fejlprocent.

Det sker ikke
Og der er altså ingen steder, hvor det hele bliver blandet sammen og sendt til forbrænding. Hvorfor skulle en kommune bruge millioner af kroner på nye beholdere, aftaler med vognmænd og informationsmateriale for til slut at brænde fint sorteret affald af? Det er helt meningsløst, og det sker ikke.
Punktum.


Ingen kommentarer: