Her er en skraldespand. Hvad putter man i den?
Her til formiddag fik jeg en sjov mail fra en ven.
Han er kommunikationsfidus i en kommune og boksede lidt med affaldsfolkene om ordet restaffald.
Det foretrækker de at kalde det, man putter i skraldespanden.
Min ven syntes, det var et lidt dumt ord og spurgte, om jeg havde et andet på lager.
Jeg skrev nej med mange ord.
Skrald er til at forstå
Min redegørelse sluttede med, at jeg personligt foretrækker ordet skrald. Det har en sjov lyd, og det er nogenlunde til at forstå. Desværre opfatter de fleste ikke skrald som restaffald eller dagrenovation - men bare som affald.
Papir, dåser og batterier er også skrald. Så jeg vil blive misforstået af mange, hvis jeg brugte ordet skrald om det, vi putter i skraldespanden.
Det er ærgerligt, at vi engang imellem har nogle dumme ord for noget, der burde kunne siges lettere. Men det er ikke sådan at lave om. Hverken Folketinget eller Dansk Sprognævn har magten over vores sprog. Det har vi sprogbrugere.
Umulig og vigtig opgave
Dansk er det sprog, danskerne taler. Det registrerer sprognævnet og opdaterer ordbøgerne, så de stemmer så godt som muligt overens med praksis ude i samfundet.
Det er en umulig opgave, for vi taler meget forskelligt og bruger ordene forskelligt.
Men det er et meget vigtigt arbejde. Ordbøger og sprognævnets formidlingsarbejde er med til at sætte sproget i system og hjælpe os allesammen lidt på vej.
Guf fra ordbøgerne
Jeg slog for eksempel restaffald op i Retskrivningsordbogen. Det stod der ikke. Det gjorde dagrenovation derimod. Så prøvede jeg med skrald og affald.
Skrald er ifølge Den danske Ordbog "noget, der smides væk og tilintetgøres", mens affald er "materiale eller ting, som er smidt væk eller udskilt på grund af ringe værdi".
Der er selvfølgelig en forskel, men rent logisk er der intet problem i at definere affald som alt det, vi sorterer fra til genbrug eller til skrald.
Skrald i skraldespanden
Det vil jeg nu starte en lille kampagne for. Affald er det hele og skrald er det, vi putter i skraldespanden.
Vær sød at bruge ordene på den måde. Det er nemt at huske: Skrald er det, vi putter i skraldespanden. Fortæl dine venner og din familie hvorfor og bed dem om at bruge ordet skrald på den måde. Bed dem også om at få deres venner og familie til at gøre det samme.
Så starter vi en sproglig folkebevægelse for ordet skrald, og når tilstrækkeligt mange har tilsluttet sig, begynder folk at bruge ordet i medierne, og lige pludselig har vi ændret sproget.
Er du med til at slå et skrald for skrald?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar