Psykologi for løbetosser

Endomondo afslører det hele,

og det sætter sig på hjernen.

Enhver løber kender paradokset: Den ene dag føler man sig frisk og regner med at løbe rigtig godt. Så går det elendigt. En anden dag er man uoplagt og småtræt og løber en tur for at kvikke sig selv op - og så spunser benene afsted. :-)
Forklaringen er sikkert slet ikke i benene, men mellem ørerne. Jeg er helt sikker på, at psyken også spiller ind, når vi løber.

Tidtagningen plager mig
Jeg har selv været udsat for det her i påsken. Endnu engang er det den forbandede tidtagning, som plager mig. Jeg burde egentlig lade være med at måle tid og distance, men det er jo så nemt med Endomondo, og det er meget skægt at se de vitale data efter turen.
De seneste måneder har jeg ikke løbet så langt, som jeg gerne ville, så jeg følte mig i halvdårlig form op til påsken. De mange fridage gav mig mulighed for at løbe hver anden dag, og jeg besluttede mig for at tage en rigtig barsk 12 kilometer tur gennem skoven 5 gange i løbet af påsken.
Den går op og ned ad nogle vanvittige bakker. Pulsen kommer helt op, og man når ikke at få den normaliseret, inden den næste monster-stigning melder sig. Selvpineri for løbetosser - og rigtig god træning.

Oplagt - til påskens langsomste tid
På den første tur måtte jeg stoppe og gå, da jeg på et tidspunkt løb ad en åben vej i modstorm. Min tid for turen var 5.05 minutter pr. kilometer, og det var jeg ikke tilfreds med - men okay, jeg var jo heller ikke i så god form. Desuden løb jeg sidst på formiddagen, og jeg plejer at være bedre om eftermiddagen.
Anden gang stoppede jeg ikke op og løbe en lillebitte anelse hurtigere. Tredje gang gik det okay, men tiden var nogenlunde den samme, og det var jeg lidt skuffet over. Fjerde gang var lørdag eftermiddag under perfekte forhold. Jeg var udhvilet og i godt humør og turen gik fint. Jeg følte mig ovenpå, og konstaterede bagefter, at det var påskens langsomste tid :-(
Så blev jeg forkølet og femte tur blev kortet af.

Forkølet tur hjem
Forkølelsen sidder stadig i kroppen, så da jeg skulle løbe hjem fra arbejde i dag, overvejede først den korteste tur hjem. Men benene førte mig en anden vej, så det blev lidt over 11 kilometer. Jeg kunne mærke forkølelsen i kroppen og på mit åndedræt, så jeg tog det nogenlunde roligt. Den sidste del af turen er den skrappe stigning op ad Gærumbakken, og det gik sådan set fint nok. Da jeg kom hjem, så jeg til min forbløffelse, at gennemsnitsfarten var 4,33 minutter pr. kilometer.
Det er en meget fin tid på en rute med grimme stigninger og ingen fald.

Den skal have gas
Så det viser sig, at bakketræningen har givet resultater. Jeg er kommet i bedre form på en uge. Så meget bedre, at jeg kan løbe i en pæn tid, selv om kroppen ikke er helt på toppen.
Når forkølelsen er helt ud af kroppen, skal jeg ud at give den gas. Så går det sikkert ad Pommern til.