En hastig tanke søndag aften blev til dette arrangement
Da jeg som endnu yngre journalist kom til Frederikshavn i 1986, kastede jeg mig ud i byens liv for at lære dette sted at kende.
Spændende fænomen
Så der gik ikke mange måneder, før jeg stod ude på isstadion med et krus fadøl i hånden. Det var spændende for en tilflytter at opleve fænomenet, men ellers var det uinteressant for mig. Af tre grunde.
1. Jeg har et halvdårligt syn, så jeg kunne ikke se den lille puck. Selv når Craig Chapman scorede få meter fra mig, opdagede jeg det først, da de andre publikummer brølede.
2. Der var hundekoldt i hallen. Jeg havde begge gange plads på gulvet bag det ene mål, og sådan et betongulv tæt op ad en stor isflade er ikke nem at holde varm i januar.
3. Publikum var et nummer for primitivt for mig. Racistiske og ondskabsfulde kommentarer til modstanderne var helt normale, og det brutale spil på isen kunne godt forplante sig til publikum. Begge gange, jeg var til stede, var der optræk til slagsmål henimod slutningen af kampen.
Nu skal det være
Så jeg har ikke været der siden.
Men nu skal det være. I morgen spiller White Hawks den syvende og afgørende finale mod SønderjyskE, som kan ende med, at Frederikshavn vinder DM for første gang siden år 2000.
Da det i søndags stod klart, at der skulle være finalebrag i Frederikshavn fredag, fik jeg lyst til at gøre et eller andet for byen. Jeg kom i tanke om, at Tankegang og tre partnere havde en sum penge stående fra vores foredrag med Martin Thorborg i 2011, så jeg foreslog de andre, at vi skulle lave et arrangement med storskærm.
900 ekstra pladser
Den greb White Hawks med kyshånd, så nu er der lige 900 ekstra pladser i hal 2 ved isstadion. Her kan man for 50 kr. se kampen på storskærm. Det giver ekstra opbakning til de lokale helte, og så er der flere til festen bagefter, hvis hjemmeholdet vinder guld.
Når nu jeg selv kommer med forslaget, skal jeg også møde op, og da jeg spurgte til et par billetter blev Solle og jeg inviteret til erhvervsklubbens spisning inden kampen. Så nu skal den have hele armen.
Årets største begivenhed
Og det arrangement i morgen aften - det er ikke bare en dum ishockeykamp. Det er årets største begivenhed i Frederikshavn. Det er det, vi taler om på arbejdspladserne og med vennerne. Ishockey er byens største idrætsgren og en del af Frederikshavns identitet.
Det kan godt være, det er en smule plat. Det kan vi snakke om en anden dag. Nu er det HOCKEY TIME!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar