Mike Rosenberg har sunget gratis 16 mio. gange
Indrømmet. Jeg er en musikfump. Jeg er stort set ikke blevet opdateret, siden Shubiduas album med Vuffelivov udkom i 1977.
Jow-jow. Jeg har da iTunes, og der har jeg købt den nye version af Afrikasangen samt et album med Kim Larsen.
Den nye med John Mogensen
Jeg har da også musik på telefonen: Beatles, Hausgaard, Gasolin, John Mogensen og Björn Afzelius. Jeg hører det kun, når jeg sidder i bilen og er ved at blive træt. Så holder jeg mig vågen ved at skråle med på de gamle numre.
Men de nye danske navne, de nyere og de noget ældre - dem kniber det med. Når det gælder de udenlandske, har jeg ingen huller i uvidenheden.
Spotify har jeg ikke udforsket, for jeg har simpelthen ikke noget behov. Det samme gælder YouTube. Jeg ved, det er Verdens største musikkanal, men jeg har kun hørt 1 nummer.
Link fra Lærke :-)
Og det er Lærkes skyld. For et par uger siden sendte hun et link til den sang, som man nu hører over alt: Only know you love her, when you let her go med den britiske gruppe Passenger fra Brighton. Sangeren med den utrolige stemme hedder Mike Rosenberg og er bare 22 år.
Vi spiller den på iPadden med jævne mellemrum, og det er en rigtig ørehænger med en enkel og meget sød tekst.
Egentlig synes jeg, det er lidt forkert, at man bare spiller den gratis på YouTube, men det er sket 17.541.928 gange, så jeg behøver ikke føle mig kriminel.
Det, de unge vil ha'
Og det er da sjovt nok at være med på noderne. Jeg ved ikke, om det er det, de unge kan lide. Men Lærke er da ung, og det er min kollega Anja også. Hun har også lagt mærke til sangen.
At jeg så synes, den er så god, fordi den minder mig om musik fra 70erne - det var lige det, der skulle til for at ødelægge denne artikel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar