Pressehistorie nederst på side 7

 

I sidste uge gengav avisen Nordjyske en pressemeddelelse fra sin ejer.

Indholdet var, at Aalborg Stiftstidendes fond har købt Aalborg Mediefond og Vendsyssel Tidendes Fond ud, så Aalborg Stiftstidende nu er eneejer af avisen og dens selskaber. De er samlet i den koncern, der hedder Det Nordjyske Mediehus.

Slut efter 149 år og 3 måneder
Jeg fik et lille sug i maven. Det var en afgørende del af mit arbejdsliv, der formelt blev lagt i graven der. For handlen betyder, at Vendsyssel Tidende ikke længere har noget med avisudgivelse at gøre. Det er pressehistorie. Avisen nåede at spille en rolle i formidlingen af nyheder i landsdelen i 149 år og 3 måneder.

VT-ånden
Jeg var selv ansat i de sidste 12 år af VTs levetid. Fra 1998 overgik den til at være en del af Nordjyske Stiftstidende.

For mange af os ansatte var VT noget særligt. Der var en ånd og et fællesskab, som er svært at beskrive, men som vi genkender. Måske skal vi helt tilbage til avisens start for at finde en forklaring.

Den blev stiftet i 1873 af Vendsyssels frisindede bønder. Herligt udtryk. Det stod hver dag i avisens kolofon, og jeg tror, det betød noget for os over 100 år senere.

Vendsyssels betyder, at Vendsyssel var avisens centrum. En nok så lille nyhed fra Elling, Sæsing eller Linderum kunne komme i avisen. Kriteriet var, at det var foregået i Vendsyssel. Når nogen kom med et lille referat eller en fødselsdagsomtale, de gerne ville have i avisen, var det vores kære pligt at sige tak. Vi stillede os ikke op som bedrevidende journalister og forklarede dem om moderne nyhedskriterier.

Frisindede vil mange i dag forveksle med liberal og dermed knytte til partiet Venstre, som avisen oprindeligt støttede. Sådan så vi ikke på det. Frisind betød, at vi lavede avisen sådan, som vi syntes, det var rigtigt. Uanset, hvad andre i branchen måtte mene. Vendsyssel Tidende var den første danske avis, der bragte et fotografi, og den første danske avis, der havde en selvstændig internetudgave.

Bønder er ikke bare landmænd. I 1873 var de fleste i Vendsyssel en slags bønder, og det var dem, avisen var til for. Det var det også i 1986, da jeg kom til. Da var almindelige mennesker bare blevet arbejdere og funktionærer, men det var stadig deres avis. Det var deres hverdag, liv og egn, vi skrev om i avisen. Det var godt stof.

Den sidste udgave af Vendsyssel Tidende udkom i 1998, og fra den dag døde VT-ånden. Det tog så 24 år at afvikle det formelle ejerskab.

Alting har sin tid
Når det sådan lige står nederst på side 7, kan jeg godt blive nostalgisk. Men jeg er hverken bitter eller utilfreds. Alting har sin tid, og dygtige mennesker besluttede at lægge de nordjyske aviser sammen til én. Den er i dag en del af et slagkraftigt mediehus, der er kommet igennem en hård omstilling, hvor papiravisen ikke længere er drivkraft.

Oplaget af den trykte avis er så lavt, at det i flere år har været hemmeligt. Jeg er ret sikker på, at det er lavere end de 27.100, de frisindedes bønders sidste årgang præsterede.

De gode milliardærer

Der er en dansk virksomhed, hvor direktøren får en årsløn på over 50 mio. kr. Hvem kan være så mange penge værd?

Virksomheden lever af at sælge sine produkter til 30-40 gange produktionsprisen. Kan det virkelig være rimeligt?

Det er svært at argumentere for, men der er absolut formildende omstændigheder ved Novo Nordisk, som det handler om her. For eksempel kan jeg nævne, at Novo Nordisk og dens ejer hvert år betaler over 8 mia. kr. i selskabsskat.

Pille mod ny pandemi
Ejeren er Novo Nordisk Fonden, som er en velgørende fond, der administrerer en koloenorm formue. Men som også bruger rigtig mange penge på virkelig gode formål. I dag er det således kommet frem, at Novo Nordisk Fonden sammen med to andre fonde vil give mindst 600 mio. kr. til at få udviklet en pille, der kan beskytte menneskeheden mod den næste epidemi eller pandemi, der måtte opstå.

Kravet til dem, der søger penge om at udvikle tabletten er, at de til sin tid tilbyder deres produkt til produktionsprisen til udviklingslande. På den måde kan den nye medicin hurtigt blive bredt ud på hele jordkloden, og vi forhindrer, at sygdom gør de fattige fattigere og de rige rigere.

Skaberen af Novos guldæg
Jeg aner ikke, om projektet er realistisk. Men det er da fantastisk, at en dansk fond stiller sig i spidsen for sådan et projekt. Skulle det lykkes, og skulle der opstå en pandemi igen, så er 600 mio. kr. eller det femdobbelte håndører. Tænk bare på, hvad corona har kostet staten herhjemme i lillebitte Danmark, hvor vi ikke været særligt hårdt ramt.

Manden bag idéen er Novo Nordisk Fondens direktør Mads Krogsgaard Thomsen, der i mange år var forskningsdirektør i Novo Nordisk. Han var leder af det team, der skabte Novos nuværende guldæg, som er et enzym, der producerer insulin. Det har vist sig også at være et slankemiddel og et middel mod hjertesygdomme.

Produktet bygger på mange års forskning, som er præget af professionalisme og af tårnhøje ambitioner. En overgang var der risiko for, at det ikke vil lykkes for Krogsgaard og hans forskere at få deres idé omsat til et produkt, som sundhedsmyndighederne kunne godkende. Men historien endte lykkeligt og er med til at sikre tusindvis af arbejdspladser og helt enorme indtægter til det danske samfund.

Idéen om en pandemi-tablet er måske lige så vild som den om enzymet. Men med Krogsgaard og nogle af verdens førende forskere i ryggen er der en chance for, at det kan lykkes. Nogle gange er det sværeste ikke at løse et problem men at definere det. Og det virker som en rigtig god idé, den stenrige fond har fostret.

Bill Gates er med
Undervejs vil det sikkert vise sig, at de 600 mio. kr. ikke slår til. Så er det godt, at Bill Gates' velgørende fond er med i projektet. I den branche er penge ikke noget problem.

Når man læser om nogle få stinkende rige mennesker og firmaer, som ejer mere end de 90% fattigste i verden, er det nemt at blive socialist. For de fleste er det helt på månen, at der er penge og viden nok til at løse alle fattigdoms- og klimaproblemer, men det sker ikke, fordi de store formuer sidder på alt for få private hænder.

Så er den trøst, at der dog findes gode milliardærer, som deler ud af deres rigdomme for at gøre en reel forskel.

Krigen om sandheden

Mit hoved kan ikke rumme en forklaring på, at Rusland vil æde sig ind på Ukraine og måske snuppe hele landet. Det er et ludfattigt område, som i hvert fald ikke kommer ud af armoden ved at blive en del af Putins rige. Der er i forvejen massive problemer med fattigdom i store dele af Rusland.

Jeg kan godt gætte på Putins motiv, men jeg rammer sikkert forkert. Så det lader jeg være med.

Russisk logik
Jeg er på lidt mere sikker grund, når det gælder krigen om sandheden. Der står det nogenlunde klart, at Putin har en pæn del af befolkningen på sin side.

Spørger man folk på gaden i Moskva eller Sankt Petersborg, vil mange forklare, at Rusland er nødt til at forsvare sig imod NATO, der rykker tættere og tættere på. NATO er ifølge russerne et villigt instrument for USA, som i realiteten forbereder en krig mod Rusland.

Ifølge den russiske logik er Rusland en stormagt, og de har et helt århundredes erfaring med, at stormagter bekæmper hinanden. USA er i evig krig mod Rusland, synes logikken at være. Det er en bekvem historie for Putin at formidle videre, for sandheden vil ikke være behagelig for befolkningen. Den er, at landet økonomisk og udviklingsmæssigt er fuldstændig på hælene og kun klarer skærene på grund af olie og gas, som verden snart ikke har brug for længere.

30 år bagud
De gamle Sovjetrepublikker, som er blevet selvstændige, er ved at komme på fode. Men de er langt fra i mål. I Rusland er de 30 år bagud rigtig mange steder, og der er ingen udsigt til ændring. De lider under et styre, der bruger mere energi på at bevare magten og spille stormagt end på at skabe gode levevilkår for befolkningen.

Rusland er et kleptokrati, hvor magthaverne har stjålet landets rigdomme og foræret dem til deres venner. De såkaldte oligarker, som lever et svinsk liv i amoralsk luksus langt væk fra det kedelige Rusland.

Klimadagsordenen, som også er fremtidens økonomiske rettesnor, har Rusland helt forpasset. Så når resten af verden har omstillet sig til den nye økonomi, står Rusland tilbage som et sort og isoleret hul på landkortet.

Det ultimative spild
Jo mere land, Putin får indlemmet, jo flere mennesker bliver ofre for det enestående spild af muligheder, som diktatoren og hans venner er skyld i.

Krig er det ultimative spild. Men det er desværre et nyttigt instrument til at fastholde magten. Af årsager, som vi har svært ved at fatte i vores fredelige del af verden, går det altid godt for politikere, som fører deres land i krig. Især hvis de vinder den.

 

Bare rolig, der er ladere nok

 

Jeg kører 40-45.000 kilometer om året i min elbil, og jeg har stort set aldrig problemer med at lade den op.

Så enten er jeg en meget heldig person, eller også er det en myte, at der er mangel på ladestandere til elbiler i Danmark. 

Det ER en myte.

Men nu bliver der solgt en masse nye elbiler. Så bliver der vel rift om ladestanderne og timelange køer?

Nej.

For antallet af ladestandere rundt omkring i Margrethes rige vokser hurtigere end den elektriske bilpark. De skyder frem som paddehatte i denne tid.

10.000 ladestandere fra Clever
Alene Clever, som jeg abonnerer på, er i gang med en plan om 10.000 nye ladestandere frem mod år 2025. Der til kommer en række nye aktører. De gamle benzinselskaber er i sving. Supermarkeder er det, og nye selskaber dukker op. Forklaringen er meget enkel: Hvor der er efterspørgsel kommer der udbud.

Lige som der i over 50 år har været nogenlunde det antal tankstationer, bilisterne har brug for. Eller det antal bladkiosker, skrædderværksteder og kommunikationsbureauer, efterspørgslen kan bære.

Forkælede elbilister
Oven i købet er vi elbilister så forkælede, at staten i en overgangsperiode giver tilskud til lynladere langs de største veje, og at kommunerne kan få lov at give tilskud til at etablere ladestandere de steder, hvor der ikke er et kommercielt marked for det.

Det her betyder ikke, at der aldrig bliver kø foran en ladestander. Det gør der i nogle år endnu, især hvis man kommer i den tid, hvor der er flest biler på vejene. Juletrafikken er ekstrem, og ladenetværket har ikke så meget overkapacitet, at det kan klare den mængde elbilister på lange ture. Det vil formentlig blive et problem hvert år et stykke tid endnu.

Men ikke så længe.

Lader på få minutter
Den nye generation af elbiler får større batterier, der kan lade meget hurtigt op. Vi taler om at få 700-1000 kilometer på bilen på 5-7 minutter.

Der er vi ikke endnu, og det varer måske 5-8 år inden, den slags lynladere er i større tal ved motorvejene. Indtil da kan vi elbilister klare os med at få hundrede kilometer på batteriet, mens vi strækker ben, tisser og køber en kop kaffe på tankstationen. Det går nok.

Nærig og utålmodig
Og så er der noget andet, som en nærigpot som jeg skal vænne mig til: Ikke altid at lade hos Clever, hvor jeg har fri strøm på mit abonnement. Skulle der være optaget ved alle Clevers hurtigladere på min rute, er der mange andre firmaer, der byder sig til. Og skulle det så koste mig en hundredelap ekstra at få 100 kilometer på batteriet, er det da langt bedre end at sidde og hidse sig op over manglende Cleverladere.

Smag på et nyt ord: mobilist

 

 

I dag skal du smage på et nyt ord: Mobilist.

Det er IKKE en bilist, der taler i mobil.
Det er en person, der er fleksibel og klimavenlig, når hun eller han transporterer sig fra A til B.

En mobilist cykler eller går i byen, eller tager bus, S-tog eller nærbane, hvis det er muligt. Mobilisten tager måske cyklen med i toget og kører således både i tog og på cykel.

Mobilisten kan godt have egen bil, helst en elbil. Og mobilisten deler gerne sine ture med andre gennem GoMore eller andre tjenester. Mobilisten kan også selv være passager i en delebil.

Lyder det besværligt? Det er det muligvis også, indtil man har rutinerne på plads. Det kræver i hvert fald en telefon, for mange af de services, man skal bruge som mobilist, er brugervenlige apps. Det tager få sekunder at finde et lift på GoMore eller en tur på Rejseplanen, og det er nemt at bestille og betale, når man én gang er logget ind. 

Jeg ser hele fire fordele ved at være mobilist:

1. Du sparer penge på din transport. Det er billigere at vælge den fleksible løsning end altid at tage sin egen bil.

2. Du gør en lille indsats for klimaet. Jo mere, vi kører sammen, jo mindre udledning af CO2.

3. Du afhjælper trængsel i trafikken. Den bliver kun værre og værre. Også i Jylland, skulle jeg hilse at sige.

4. Du får gratis motion, fordi du kommer til at gå og cykle mere.

Din indvending kan være, at det tager længere tid end at køre bil. Det tror jeg ikke på. Jeg tror, det tager nogenlunde den samme tid. Men hvis det koster en 5-10 minutter i ny og næ, så overlever du nok det. Hvor meget tid bruger du på at se fjernsyn eller på at tjekke din telefon. Hvis du lever et liv, hvor 10 minutter er afgørende, så er det din livsstil, du skal gøre noget ved.

Hvis det her var Facebook, ville der omgående komme nogen og fortælle, at de boede 13 kilometer uden for Tønder, hvor der hverken er kollektiv trafik eller delebiler. Ok, så er det ikke aktuelt for dem, men derfor kan vi andre godt prøve at blive mobilister.

Du skal ikke leve op til 100 % klimavenlig transport for at kalde dig mobilist. Du skal bare gøre lidt af det, jeg skriver i indledningen, og så måske lidt mere om nogle måneder og endnu mere om et år.

Hvis du går i gang nu, bliver du first mover. Om få år er det god tone at være mobilist. Så er det noget alle siger, at de gør. Lige som vi siger, at vi spiser økologisk og sorterer alt vores affald.

Statistisk statist

 

 

Vores allesammens kære stat har via sit datterselskab Danmarks Statistik sendt et brev til Bill Gates fra Tankegang på firmaets adresse i Sindal.

Se selv ovenfor, hvor min kollega har sat en lille smiley på billedet, da han videresendte den usædvanlige kuvert.

Den er god nok. Danmarks Statistik har sendt sådan et brev til os.

Forklaringen er meget enkel: barnlig opførsel fra min side.

Månedlig indberetning
Hver måned udfylder jeg et lille skema fra Danmarks Statistik med nogle spørgsmål om omsætning, salgspriser og forventninger. Det tager et minuts penge. I mange år foregik det pr. brev, og jeg fik hver måned en opfordring til at bruge virk.dk i stedet. Men jeg har ikke Tankegangs Nem-Id, så jeg holdt fast i brevet, selv om det næsten hver måned resulterede i en rykker, da et brev til og fra Danmarks Statistik nemt kan tage meget lang tid.

Så opdagede jeg muligheden for en onlineindberetning. Jeg skulle klikke på et link, indtaste cvr-nummer, en kode, mit navn og min email-adresse plus min email-adresse endnu en gang. Plingeling så var jeg igennem, og kunne trykke send og gå videre til produktivt arbejde.

 

 

Indtast alt hver måned
Næste måned kom der en mail med et tilsvarende link, og så var det om igen med cvr-nummer, kode, navn og 2 x email-adresse. Det gentog sig måned efter måned, og jeg blev lidt irriteret over at taste det samme ind hver gang.

Det skrev jeg i et kommentarfelt, og nogle dage senere ringede en ung medarbejder fra Danmarks Statistik mig op. Hun spurgte, hvad jeg mente med den kommentar, og jeg forklarede, at det var skørt at skulle skrive de samme oplysninger måned efter måned. Hun mente, at jeg kunne krydse et felt af, så de gemte min oplysninger (som de havde i 120 eksemplarer i forvejen). Det benægtede jeg, og der sluttede samtalen.

Næste gang linket kom, tog jeg mig god tid og ledte efter en mulighed for at gemme oplysningerne om mig selv. Den var der ikke - jeg sværger.

@fupmail.com

Så blev jeg barnlig og skrev, at jeg hed Bill Gates. Min mailadresse opgav jeg som billgates@fupmail.com, og den fik de naturligvis to gange, så Prins Knud også kunne bruge arbejdstid på at studere den.

Halvanden måned senere kom brevet fra Danmarks Statistik. Jeg var ikke på kontoret den dag, og jeg var ærligt talt lidt nervøs for indholdet. Ville staten anklage mig for dokumentfalsk, fordi jeg havde opgivet forkert navn og mailadresse med ond hensigt? Heldigvis kunne jeg ånde lettet op. Talknuserne bad simpelthen bare Bill Gates om at udfylde de sædvanlige månedlige oplysninger. Der havde ikke været et menneske ind over.

 

Jeg skal nok
Pyha. Så blev jeg Kent Kedelig og ordnede opgaven for den gode Gates. Jeg blev Kent Kedelig og udfyldt alt korrekt med mit eget navn og dobbelt korrekt mailadresse. Så nu får jeg igen en mail hver måned, som jeg pligtskyldigt udfylder korrekt. Jeg skal nok. Selv om det er overflødigt.

Bahram skylder mig 42 øre

      Klar til revision

 

Forleden var jeg til et energisk døgnmøde i Energibyerne.dk. Det foregik i Horsens, og med i bilen havde  jeg den gode Bahram fra Frederikshavn Kommune. Der var ingen grund til at sende to biler på motorvejene for at køre Frederikshavn - Horsens tur/retur, og vi havde en rigtig god snak begge veje. Det der samkørsel kan noget :-)

Bahram er en venlig mand, så han tilbød at betale noget for kørslen. Jeg kører elbil med abonnement, så det koster mig ikke noget at køre til Horsens. Derfor er turen naturligvis også gratis for Bahram.

Og dog.

84 øre for 5 minutter
Vi ankom til parkeringspladsen bag rådhuset kl. 14:55, og det lykkedes mirakuløst at finde en ledig bås. Jeg skridtede hastigt hen til automaten og tjekkede ind. De to første timer er gratis, og efter kl. 17 er der fri parkering i den østjyske kulturby. Så da jeg tjekkede ud, havde jeg betalt 84 øre for fem minutters parkering.

Det har vi grinet en del af, Bahram og jeg. Det er vel kun rimeligt, at han betaler halvdelen, så den gode mand skylder mig 42 øre.

Underslæb eller overadministration
Hvis jeg tager imod pengene, får jeg et moralsk problem. For jeg betalte parkering med Tankegangs kort, så de 42 øre vil være en slags underslæb. Og hvad med skatten?

Det er selvfølgelig en bagatel, men rent administrativt er 0,84 kr. en udgift for Tankegang, som skal registreres, konteres og bogføres. Og der bliver trukket 17 øre fra i vores næste momsbetaling.

Vi forsøger at gøre det nemmest muligt, så jeg har sendt parkeringsbonen ind via en app, hvor jeg opgiver det nummer i vores kontosystem, udgiften skal bogføres i. Så går det meste af transaktionen nogenlunde automatisk. Selv om vi har gjort det nemt, vil jeg tro, at behandlingen af bilaget koster mere end de 84 øre.

Beløbet er ligegyldigt
For systemet og for revisionen er beløbet helt ligegyldigt. Der skal ligge bilag på alle udgifter, og de skal konteres korrekt. Det gælder i en kommune, i en stor koncern og i en lille biks som Tankegang. Hver 14. dag får vi en liste ud med manglende bilag, og så er det bare med at finde dem frem og få dem tastet ind i systemet. Det tager såmænd ikke så lang tid, og det er rart at have orden i papirerne.

Men jeg føler mig som en slave af administrationen, når jeg bruger tid på at sende et bilag på 84 øre ind. Til gengæld er det intet problem at spilde tid på at skrive et indlæg om den samme lillebitte detalje.