Ud med plastikkort og pengesedler

Den digitale udvikling drøner afsted, og hver gang et nyt område skal være digitalt, lyder der advarsler om ikke at koble de gamle fra.
Senest er det sundhedskortet, som har skabt debat. Som jeg har forstået det, vil regeringen gøre det digitalt men har mødt modstand fra ældreorganisationer og vist nok også fra Socialdemokratiet. Argumentet er, at mange ældre ikke har en smartphone og derfor ikke vil kunne identificere sig ved lægen.
Jamen, jamen. Så find da en løsning på det. De kan vel identificere sig på anden vis.

Overflødige plastikkort
Det er helt skørt, at vi andre fortsat skal belemres med overflødige plastikkort. Og det er galt, hvis vi det store flertal af digitale borgere ikke kan få en nemmere hverdag, fordi vi skal tage hensyn til nogle ældre mennesker, som måske ikke engang ønsker særbehandling.

Min far var imponeret
Min far, der ville være fyldt 90 år i dag, var næsten ikke digital. Men han beklagede sig aldrig over nye services og over ting, han ikke forstod. Tværtimod var han synligt imponeret, når jeg viste ham alt det, jeg kunne med min telefon. Hele sit liv havde han været vidne til teknologisk udvikling, og det fortsatte i hans sidste år, hvor han ikke selv kunne følge med i det. Men jeg tror, det glædede ham, at der stadig fandtes nysgerrige og opfindsomme folk, der kunne opfinde dimser og teknologi, som kunne gøre hverdagen nemmere.

Plastikkort og pengesedler - ud med dem
Jeg siger ikke kritikløst ja til alt nyt digitalt. Men meget af det er altså nemmere end det analoge, og så er jeg med. Plastikkort er ikke mit behov. De indeholder nogle få oplysninger, jeg lige så sikkert kan have i min telefon eller mit ur. Ud med dem.
Pengesedler og mønter har jeg heller ikke brug for. Det er nemmere at betale med telefonen - eller med et kort, hos de butikker, der ikke har Dankort-appen. Jeg handler helst hos Coop, for der ordner jeg det hele på appen, hvor der er også er tilbud og rabatter. Ud med kontanterne hurtigst muligt - så bliver det også sværere med sorte penge.
Vores tv er for længst blevet en fremviser, og vi kan se programmerne, når det passer os. Takket være digitaliseringen.

App i stedet for bil
Det næste store skridt bliver forhåbentlig bilerne. Står det til mig, har vi bare en app, og så kommer der en bil og henter os, når vi skal afsted. Det er nemmest, billigst og mest klimavenligt. Slut med parkeringsbøder, bilvask, buler og optankning. Det bliver endda lovligt at sende SMS og mail, mens bilen kører.

Ja til det hele - og til skrappe krav om sikkerhed
Og så er der hundrede andre ting, jeg endnu ikke kan forestille mig. Jeg siger ja til alt det, der gør livet nemmere. Jeg forventer, at lovgivere og myndigheder i hele verden stiller skrappe krav til sikkerhed og at de griber håndfast ind over for virksomheder, der stjæler eller misbruger vores data.
Og på det personlige plan tager jeg ansvar for, at jeg ikke sidder med næsen i min telefon i al den tid, jeg sparer ved hjælp af de digitale services.

Mit første år som forældreløs

I dag er det et år siden, min far sov sødt ind, mens vi andre holdt ham i hånden. Dermed har jeg oplevet mit første år som forældreløs.
Det er specielt, og jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu.
Far havde kendt mig hele mit liv. Han vidste ikke alt om mig, men det meste. Og vi havde en særlig loyalitet over for hinanden.

Gratis hotel
I de sidste år boede han i en fantastisk lejlighed i Middelfart, og jeg brugte den som gratis hotel, når jeg skulle til møder på Fyn, Sjælland eller Sydjylland. Tit kom jeg efter 21 om aftenen, hvor far var gået i seng, og så kunne jeg finde på at køre klokken 7 næste morgen. Så jeg nåede bare at sige godnat og godmorgen.
Jeg havde lidt dårlig samvittighed, og syntes jeg udnyttede far en lille smule. Jeg kan se nu, at det var det rene sludder. Det var hyggeligt for ham at have mig i huset og være lidt med i mit arbejde. Det var bestemt også hyggeligt for mig, og jeg savner det meget. Hotel og privat overnatning er bare træls i forhold til en hyggelig aften ved Lillebælt sammen med far.

Jeg ringer lige til far
Jeg har løbet rigtig mange aftenture i Middelfart i de senere år. Jeg kan stadig løbe en aftentur, hvis jeg overnatter et sted. Men det er ikke det samme. Det er meget sjovere at komme hjem til én, der spørger interesseret til turen og måske fortæller en lille historie om et af de steder, jeg er løbet forbi. Det savner jeg også.
Men mest af alt savner jeg far at ringe til. Jeg har grebet mig selv i det snesevis af gange. Når der er sket noget, som jeg ved far gerne ville vide, er det mærkeligt, at man ikke kan ringe og fortælle ham det.
Det kan være en lille historie fra Frederikshavn eller Holstebro. Det kan være spændende person, jeg har mødt eller et godt dødsfald, som fars moster Yrsa kaldte det.

Tankegangs ven
Det kan også være nyt fra Tankegang, som far altid var interesseret modtager af. 2015 bliver et kanonår for firmaet, og det ville far blive så lykkelig for at få at vide. Og jeg ville være rigtig stolt af at overbringe nyheden. Faktisk var det sidste, jeg nåede at fortælle ham for 1 år siden, at vi havde vi havde fået to kæmpe ordrer, og det blev han meget glad for at høre.
Da vi ryddede op i lejligheden fandt vi minsandten alle Tankegangs profilbrochurer fra den tid, jeg har været i firmaet, samt hver eneste folder, jeg har givet ham.

Indkøb for fars penge
På 1-års dagen har Lærke, Solle og jeg været i et outlet. På vejen derhen erklærede jeg højtideligt, at far i dagens anledning betalte alle indkøb. Vi ved alle, at han var en gavmild mand, og nu når vi har tømt alle poserne, kan jeg med stolthed erklære, at vi har opført os helt i fars ånd.
Det gad jeg godt lige ringe og fortælle ham...

De fortryllede nøddeknækkere

Hvad ethvert hjem har brug for

Balletten Nøddeknækkeren er bygget over et tysk eventyr om en magisk nøddeknækkerdukke, som er en af gaverne en juleaften hos familien Stahlbaum. Nøddeknækkeren er en gave, som familiens onkel Drosselmeyer har fremstillet. Den går i stykker i løbet af aftenen og bliver på magisk vis hel igen. I løbet af historien udvikler der sig en krig mellem en hær af mus og en masse legetøj, der bliver levende. Alle vil have fat i nøddeknækkeren.

Smed ud med hård hånd
Tankevækkende for vores lille familie, der i sidste weekend ryddede op i min fars lejlighed. Jeg har hele tiden ment, at det var et forholdsvis let projekt, for den store oprydning fandt sted for 9 år siden, da far efter 40 år i vores barndomshjem flyttede fra parcelhuset i Holstebro til den lækre havnelejlighed i Middelfart.
Der smed vi ud med hård hånd. For hård, syntes far.

Hvor mange ostehøvle har du brug for?
Køkken- og stueskabene var fyldt. Der var ikke én sovsekande, men otte. Der var ikke to duge, men 20. Der var ikke ét sæt service, men fire. Jeg var den hårde hund, og forhandlingen foregik typisk sådan her:
Stener: Hvor mange ostehøvle har du brug for?
Far: Ostehøvle? Ja, 1.
Stener: Fint. Her er 5 ostehøvle. Hvilken én vil du have med?
Så gik far i stå, for det var nogle rigtigt dejlige ostehøvle, og han satte stor pris på hver eneste af dem. Hvis han kom til at pege på én af dem, sagde den ubønhørlige søn "fint!". Så blev den pakket ned, og de fire andre blev smidt ud.

Kun tre oplukkere
Den slags diskussioner havde vi rigtig mange af, og mange fine redskaber endte deres dage på genbrugspladsen. Æggebægre, syltetøjsglas, mellemlægsservietter, lyseslukkere, lightere og meget, meget andet. Det var godt det samme, for der havde ikke været plads til far i lejligheden, hvis vi havde slæbt det hele med.
I årene efter lavede far tit fis med min hårdhændede oprydning. Hvis nogen spurgte, hvor oplukkeren lå, svarede far som en såret hund, at han ikke havde én, for Stener havde smidt dem allesammen ud. (Der var tre oplukkere i Middelfart). Og han måtte rent faktisk ud at købe teskeer, da det viste sig at min tildelte ration på 8 var for lille. (Han havde så 18 sølvteskeer henne i chartollet)

Magi i chatollet
Vi genopfriskede historien aftenen inden oprydningsdagen, og der nævnte jeg så nødeknækkere som eksempel.
"Far, hvor mange nøddeknækkere har du brug for?" Havde jeg spurgt og selv svaret: 1. Og så havde diktatorisk afgjort, hvilken af husets seks nøddeknækkere, der kunne komme i flyttekassen.
Troede jeg.
For søndag formiddag åbnede Flemming en skuffe i et chatol og jublede højt. Side om side lå de 6 gamle nøddeknækkere. Der har de ligget i 9 år og er ikke blevet brugt en eneste gang.
Det er ren magi. Jeg er 100 pct sikker på, at jeg har smidt 5 nøddeknækkere ud, og jeg ved helt sikkert, hvilken én, jeg ville give far lov til at beholde. Herr Drosselmeyer må have været forbi med sin tryllestav.
Eller er det min snedige far, der i et ubevogtet øjeblik har listet de fem overflødige nøddeknækkere ned i en kasse? Det kunne ligne ham at gøre oprør mod en selvbestaltet autoritet. Jeg sender varme tanker til far og en nyere ballettitel dukker op:
Dødens Triumf.

Halshugning på Korskroen

Min far fyldte 80 år forleden, og familie og naboer var til en hyggelig frokost på Holms i Middelfart.
Vi skulle finde på et eller andet festligt indslag og fik en idé om at samle nogle sjove historier om far og familien. Der var 6 i alt, og jeg præsenterede det som en pendant til filmen Festen, hvor sønnen vælger mellem to taler.
Her bad jeg far vælge 3 af historierne, som jeg så læste højt for selskabet, mens far fik de 3 andre med hjem. De fleste af beretningerne måtte hentes frem fra et støvet hjørne i hukommelsen. Det gælder også den dramatiske historie, som gemmer sig under overskriften til dette indlæg.
Familien havde været på sommerudflugt til Danmarks vestligste punkt Blåvandshuk. På vejen hjem til Søndervig kørte vi ind på Korskroen ved Varde for at spise. Det var en varm dag, og der havde været mange gæster på kroen. Da vi ventede på maden, kravlede en fed og doven flue hen over den nussede dug.
Far bad om opmærksomhed og erklærede, at vi nu ville blive vidne til et nummer, som man kun ser 1 gang i sit liv. Så greb han den solide krokniv, hævede den og - bang - kappede hovedet af fluen.
Det var ikke svært med den flue den dag - vil jeg påstå.
Men trods adskillige forsøg er det aldrig lykkedes mig at gøre far nummeret efter. Det er faktisk helt enestående.
Jeg hører gerne fra folk, der har gjort min kære far kunsten efter. Men vi skal lige være helt enige om reglerne. Det gælder ikke bare om at slå fluen ihjel eller mase den med en kniv. Nej, hovedet skal kappes af en levende flue i ét hug.
God fornøjelse.
Og endnu en gang til lykke med fødselsdagen til min søde far.