De fortryllede nøddeknækkere

Hvad ethvert hjem har brug for

Balletten Nøddeknækkeren er bygget over et tysk eventyr om en magisk nøddeknækkerdukke, som er en af gaverne en juleaften hos familien Stahlbaum. Nøddeknækkeren er en gave, som familiens onkel Drosselmeyer har fremstillet. Den går i stykker i løbet af aftenen og bliver på magisk vis hel igen. I løbet af historien udvikler der sig en krig mellem en hær af mus og en masse legetøj, der bliver levende. Alle vil have fat i nøddeknækkeren.

Smed ud med hård hånd
Tankevækkende for vores lille familie, der i sidste weekend ryddede op i min fars lejlighed. Jeg har hele tiden ment, at det var et forholdsvis let projekt, for den store oprydning fandt sted for 9 år siden, da far efter 40 år i vores barndomshjem flyttede fra parcelhuset i Holstebro til den lækre havnelejlighed i Middelfart.
Der smed vi ud med hård hånd. For hård, syntes far.

Hvor mange ostehøvle har du brug for?
Køkken- og stueskabene var fyldt. Der var ikke én sovsekande, men otte. Der var ikke to duge, men 20. Der var ikke ét sæt service, men fire. Jeg var den hårde hund, og forhandlingen foregik typisk sådan her:
Stener: Hvor mange ostehøvle har du brug for?
Far: Ostehøvle? Ja, 1.
Stener: Fint. Her er 5 ostehøvle. Hvilken én vil du have med?
Så gik far i stå, for det var nogle rigtigt dejlige ostehøvle, og han satte stor pris på hver eneste af dem. Hvis han kom til at pege på én af dem, sagde den ubønhørlige søn "fint!". Så blev den pakket ned, og de fire andre blev smidt ud.

Kun tre oplukkere
Den slags diskussioner havde vi rigtig mange af, og mange fine redskaber endte deres dage på genbrugspladsen. Æggebægre, syltetøjsglas, mellemlægsservietter, lyseslukkere, lightere og meget, meget andet. Det var godt det samme, for der havde ikke været plads til far i lejligheden, hvis vi havde slæbt det hele med.
I årene efter lavede far tit fis med min hårdhændede oprydning. Hvis nogen spurgte, hvor oplukkeren lå, svarede far som en såret hund, at han ikke havde én, for Stener havde smidt dem allesammen ud. (Der var tre oplukkere i Middelfart). Og han måtte rent faktisk ud at købe teskeer, da det viste sig at min tildelte ration på 8 var for lille. (Han havde så 18 sølvteskeer henne i chartollet)

Magi i chatollet
Vi genopfriskede historien aftenen inden oprydningsdagen, og der nævnte jeg så nødeknækkere som eksempel.
"Far, hvor mange nøddeknækkere har du brug for?" Havde jeg spurgt og selv svaret: 1. Og så havde diktatorisk afgjort, hvilken af husets seks nøddeknækkere, der kunne komme i flyttekassen.
Troede jeg.
For søndag formiddag åbnede Flemming en skuffe i et chatol og jublede højt. Side om side lå de 6 gamle nøddeknækkere. Der har de ligget i 9 år og er ikke blevet brugt en eneste gang.
Det er ren magi. Jeg er 100 pct sikker på, at jeg har smidt 5 nøddeknækkere ud, og jeg ved helt sikkert, hvilken én, jeg ville give far lov til at beholde. Herr Drosselmeyer må have været forbi med sin tryllestav.
Eller er det min snedige far, der i et ubevogtet øjeblik har listet de fem overflødige nøddeknækkere ned i en kasse? Det kunne ligne ham at gøre oprør mod en selvbestaltet autoritet. Jeg sender varme tanker til far og en nyere ballettitel dukker op:
Dødens Triumf.