Muhammedkrisen - hverken sort eller hvid

Selv zebraerne er ikke bare sorte og hvide, når du går tæt på.

Forleden var det 10 år siden, Jyllands-Posten første gang trykte Muhammed-tegningerne. I alle årene har de fyret op under debatter overalt i medierne. Om ytringsfrihed, Islam og stort set hvad som helst.
Da det gik allerhedest for sig, var debatten giftig. Og der var masser af folk med skråsikre meninger.
På den ene side stod ytringsfriheds-fundamentalister som mente, at man ikke kunne være delvist gravid. Enten er der ytringsfrihed eller også er der ikke.
På den anden side hørte vi fra folk, som mente, at tegningerne var en ren provokation fra Jyllands-Postens side. Flemming Rose & co ville bare håne, spotte og latterliggøre muslimer og Islam. De ville bevidst såre troende menneskers følelser og brugte ytringsfriheden som undskyldning.

Redigering og selvcensur
I dag ved vi, at virkeligheden hverken er sort eller hvid. Jyllands-Postens nuværende chefredaktør Jørn Mikkelsen har erkendt, at der altid vil være en eller anden form for selvcensur. Det er en del af enhver redigering på en avis. Man vælger noget til og noget fra, og et af kriterierne kan være at tage hensyn til folk.
Jeg har selv været meget skeptisk over for Jyllands-Posten, så jeg vil gerne nuancere min holdning. Selve projektet med tegningerne var efter min mening helt i orden. Det havde været en debat om selvcensur blandt danske kunstnere, og Jyllands-Posten satte sig for at undersøge det i praksis. De inviterede over 50 danske bladtegnere til at tegne Muhammed. Ikke til at gøre grin med Muhammed eller Islam. Vinklen måtte de helt selv bestemme. 12 tog imod udfordringen, og alle tegninger blev trykt i avisen. Et par stykker af dem var kritiske over for Jyllands-Posten, men de er ikke blevet berømte. Det er alene Kurt Westergaards glimrende motiv med Muhammed med en granat i turbanen.

Sagen eksploderede
Initiativet gav lidt debat i dagene efter offentliggørelsen. Og så gik der 3-4 måneder, før sagen eksploderede. Muslimer i Indien, Mellemøsten og snart resten af Verden begyndte at protestere. Det var ikke blot tegningen. De fandt på alverdens uhyrligheder om Danmark. Det kunne Jyllands-Posten selvfølgelig ikke gøre for.

Fogh havde altid ret
Statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne, for at puste konflikten op. Han var fra starten 100 % urokkelig. Der er ytringsfrihed i Danmark, og det står ikke til diskussion. Slut.
Ikke noget med at lytte. Ikke noget med at anerkende en vrede og en bekymring. Foghs verden var sort og hvid. Fogh havde altid ret. I hele sin regeringstid indrømmede han kun én fejl.
Da 13 ambassadører fra lande i Mellemøsten bad om et møde med statsministeren for at få ham til at banke Jyllands-Posten på plads, sagde han NEJ!
Fogh havde selvfølgelig ret i, at en statsminister i Danmark ikke kan pålægge en avis noget som helst. Men han kunne da godt mødes med dem, lytte til deres argumenter og stille og roligt forklare det danske synspunkt. Det er almindelig høflighed. Det gør man, når der er kurrer på tråden.

To linjer i den samme regering
Den stejle statsminister var i den grad med til at optrappe konflikten. Og det betød et kæmpe arbejde for Per Stig Møller, der var udenrigsminister i den samme regering, men som Anders Fogh overhovedet ikke respekterede. Da de danske varer blev flået ned fra hylderne i supermarkederne i Mellemøsten, satte Udenrigsministeriet store kampagner og informationsindsatser i værk for at vise det rette billede af Danmark.

Ro - men ikke på JP
Nu er gemytterne faldet til ro - blot ikke på Jyllands-Posten, hvor det hele startede. Avisen har modtaget adskillige dødstrusler og har været udsat for attentatforsøg. Det er så udansk, som noget kan være, og det var overhovedet ikke til at forudse, da de 12 tegninger for første gang mødte en rotationspresse.

Lyt til Radio 24asko

Tun ind på Radio 24Syv, hvis du vil have P1 på en lidt anden måde

Efter 7 måneder har Radio 24Syv stadig kun 5-10.000 lyttere i løbet af dagen. Det er en fed fiasko for et foretagende, der modtager 100 mio. licenskroner om året. Pengene gik fra DR, som måtte omlægge sine kanaler og skære ned, men som har fastholdt sine høje lyttertal på Radio 24Syvs direkte konkurrent P1.

Overflødig service
Det snævre flertal i det gamle folketing, som gennemtrumfede Per Stig Møllers dårlige idé, bør sidde med en dårlig smag i munden. Det nærmer sig det uansvarlige, at man i en krisetid bruger 800 mio. offentligt kontrollerede kroner på en overflødig service. Oven i købet i en tid, hvor medierne har det svært og fremtiden er usikker for den uafhængige journalistik, som alle hylder.
Problemet er - som jeg tidligere har skrevet - at radioen skal konkurrere med P1. P1 er en snæver kanal, som et par procent af befolkningen lytter til med stor fornøjelse. Denne eksklusive kreds, som jeg selv tilhører, er godt dækket ind med P1, så der er ingen grund til at ofre ekstra ressourcer på os. Vi er i forvejen dem, der er bedst til at finde informationer.

Glimrende kanal
Jeg har også tidligere skrevet, at jeg personligt er glad for at få endnu en taleradio. Det holder jeg fast i.
Jeg synes, Radio 24Syv er en glimrende kanal. Jeg er fast abonnent på mange af deres programmer på podcast og veksler mellem de to taleradioer, når jeg kører bil.
Derfor kan jeg kun opfordre dig til at prøve Radio 24Syv. Der er mange spændende programmer, hvad enten du interesserer dig for politik, kultur, erhvervsliv, sport, familie eller samfundsforhold bredt. Radioen har fundet en fin form med en god dialog med lytterne og efter en famlende start er der kommet fint styr på koncepterne i hvert enkelt program.

Ikke levedygtig
Radio 24Syv er også god til at forny sig. Her til sommer er der for eksempel 8 timer, hvor forfatteren Carsten Jensen tager Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen under kritisk behandling.
Så min konklusion er, at Radio 24Syv er god, overflødig kanal. Den skal nok få flere end 5000 lyttere i de 8 leveår, den måske får. Men den bliver næppe nogensinde levedygtig.

Radiogave til Kloge-Åger

Her til nytår fik jeg en masse penge af regeringen. Det var da pænt af de kære folk at bevilge mig en skattelettelse på flere tusinde kr. om måneden. Men jeg synes, det var fjollet og den helt forkerte måde at bruge den fattige stats penge på.
Nu er der tilsyneladende en kæmpe mediegave på vej til mig. Kulturminister Per Stig Møller vil snuppe 125 mio. kr. om året fra DR og give dem til en privatdrevet konkurrent til P1. Det er mere end dobbelt så meget, som P1 koster DR i dag.
Det betyder, at jeg personligt får cirka dobbelt så meget for min licens. Jeg lytter til P1 ca. 15 timer om ugen og ser måske tv i 5 timer.
En supplerende talekanal med fokus på samfund, politik, kultur og internationale forhold er ren guf for mig. Med 125 mio. kr. vil kanalen kunne tilbyde virkelig attraktive programmer. Samtidig er jeg sikker på, at det nuværende P1 bliver endnu bedre, selv om DR skal betale for den nye kanal. DR vil naturligvis tage konkurrencen op, og det har den gamle statsvirksomhed hidtil gjort rigtig godt på radiosiden.
Så velfungerende, hel- eller halvintellektuelle, samfundsengagerede mennesker med hang til radio får virkelig en gave, hvis regeringens forslag til medieforlig bliver til virkelighed.
Det er godt for os.
Men bortset fra det - er det lige så skørt som skattelettelsen. Der mangler ikke P1-agtige radioprogrammer i det nuværende mediebillede. Det behov udfylder DR faktisk glimrende og til lytternes tilfredshed.
Den største trussel i medieverdenen er de grundlæggende økonomiske vilkår for at skabe uafhængig journalistik, lokalt, regionalt og landsdækkende. Google napper mediernes annonceindtægter uden selv at producere indhold. Så der bliver færre og færre journalister i Danmark, som arbejder med nyhedsformidling. Det problem skal Per Stig Møller og co. bidrage til at løse i det nye medieforlig, og det sker altså ikke ved at flytte nogle midler fra DR til en ny radiokanal.
Staten støtter i dag dagbladene med over 2 mia. kr. Dels til at dele aviser ud og dels som indirekte tilskud ved, at dagbladene ikke betaler moms.
Disse penge kan bruges mere intelligent, når vi nu ved, at nettet er den stærkeste nyhedskanal og om få år er den helt dominerende. Det er bestemt ikke nemt at finde den rigtige model, men på en eller anden måde skal statens støtte gå langt mere målrettet til at skabe uafhængig journalistik.
Det har hele samfundet brug for - og ikke bare en verdensfjern gruppe kloge-Åger, som holder af fordybelse i P1.
For mig er det ikke et ideologisk spørgsmål om at holde snitterne fra DRs penge. Hvis der mangler 125 mio. kr. for at få den nye, intelligente mediestøtte til at gå op, kan de for min skyld godt nappe pengene fra licensmidlerne. Det er trods alt kun 5 % af DRs budget, og vores allesammens penge til medier skal bruges bedst muligt. Det er ikke et mål i sig selv at styrke DR - men heller ikke det modsatte.