Muhammedkrisen - hverken sort eller hvid

Selv zebraerne er ikke bare sorte og hvide, når du går tæt på.

Forleden var det 10 år siden, Jyllands-Posten første gang trykte Muhammed-tegningerne. I alle årene har de fyret op under debatter overalt i medierne. Om ytringsfrihed, Islam og stort set hvad som helst.
Da det gik allerhedest for sig, var debatten giftig. Og der var masser af folk med skråsikre meninger.
På den ene side stod ytringsfriheds-fundamentalister som mente, at man ikke kunne være delvist gravid. Enten er der ytringsfrihed eller også er der ikke.
På den anden side hørte vi fra folk, som mente, at tegningerne var en ren provokation fra Jyllands-Postens side. Flemming Rose & co ville bare håne, spotte og latterliggøre muslimer og Islam. De ville bevidst såre troende menneskers følelser og brugte ytringsfriheden som undskyldning.

Redigering og selvcensur
I dag ved vi, at virkeligheden hverken er sort eller hvid. Jyllands-Postens nuværende chefredaktør Jørn Mikkelsen har erkendt, at der altid vil være en eller anden form for selvcensur. Det er en del af enhver redigering på en avis. Man vælger noget til og noget fra, og et af kriterierne kan være at tage hensyn til folk.
Jeg har selv været meget skeptisk over for Jyllands-Posten, så jeg vil gerne nuancere min holdning. Selve projektet med tegningerne var efter min mening helt i orden. Det havde været en debat om selvcensur blandt danske kunstnere, og Jyllands-Posten satte sig for at undersøge det i praksis. De inviterede over 50 danske bladtegnere til at tegne Muhammed. Ikke til at gøre grin med Muhammed eller Islam. Vinklen måtte de helt selv bestemme. 12 tog imod udfordringen, og alle tegninger blev trykt i avisen. Et par stykker af dem var kritiske over for Jyllands-Posten, men de er ikke blevet berømte. Det er alene Kurt Westergaards glimrende motiv med Muhammed med en granat i turbanen.

Sagen eksploderede
Initiativet gav lidt debat i dagene efter offentliggørelsen. Og så gik der 3-4 måneder, før sagen eksploderede. Muslimer i Indien, Mellemøsten og snart resten af Verden begyndte at protestere. Det var ikke blot tegningen. De fandt på alverdens uhyrligheder om Danmark. Det kunne Jyllands-Posten selvfølgelig ikke gøre for.

Fogh havde altid ret
Statsminister Anders Fogh Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne, for at puste konflikten op. Han var fra starten 100 % urokkelig. Der er ytringsfrihed i Danmark, og det står ikke til diskussion. Slut.
Ikke noget med at lytte. Ikke noget med at anerkende en vrede og en bekymring. Foghs verden var sort og hvid. Fogh havde altid ret. I hele sin regeringstid indrømmede han kun én fejl.
Da 13 ambassadører fra lande i Mellemøsten bad om et møde med statsministeren for at få ham til at banke Jyllands-Posten på plads, sagde han NEJ!
Fogh havde selvfølgelig ret i, at en statsminister i Danmark ikke kan pålægge en avis noget som helst. Men han kunne da godt mødes med dem, lytte til deres argumenter og stille og roligt forklare det danske synspunkt. Det er almindelig høflighed. Det gør man, når der er kurrer på tråden.

To linjer i den samme regering
Den stejle statsminister var i den grad med til at optrappe konflikten. Og det betød et kæmpe arbejde for Per Stig Møller, der var udenrigsminister i den samme regering, men som Anders Fogh overhovedet ikke respekterede. Da de danske varer blev flået ned fra hylderne i supermarkederne i Mellemøsten, satte Udenrigsministeriet store kampagner og informationsindsatser i værk for at vise det rette billede af Danmark.

Ro - men ikke på JP
Nu er gemytterne faldet til ro - blot ikke på Jyllands-Posten, hvor det hele startede. Avisen har modtaget adskillige dødstrusler og har været udsat for attentatforsøg. Det er så udansk, som noget kan være, og det var overhovedet ikke til at forudse, da de 12 tegninger for første gang mødte en rotationspresse.