fredag den 22. august 2014

Krondiamantbryllup - en fed fest

De første gik under bordet efter en time.

Hva så? Var det en fed fest, du var til i går? spurgte flere kolleger med et lidt skævt grin i dag. Jeg havde været til mine svigerforældres krondiamantbryllup i Esbjerg, og der er ikke meget rock og body-tequila over den slags arrangementer.

En særlig dag
Men det var en fed fest. Vi kørte glade hjem fra Esbjerg og vil huske dagen som noget særligt.
65 års bryllupsdag er i sig selv utroligt. Tommy Seebach og Meryl Streep blev født det år, Oda og Hans blev gift. Mao grundlagde Folkerepublikken Kina, og NATO blev dannet. 1949 var også året, hvor det første nummer af Anders And & co udkom i Danmark.

Efterkommere fyldte festsalen
I Zions Kirke i Esbjerg blev den 21-årige Oda fra Thyborøn gift med den tre år ældre fisker Hans fra Fjaltring. Et halvt år efter blev den lille John født, og i går kunne efterkommerne fylde den store sal i Restaurant Sydvesten på havnen i Esbjerg. 4 børn, 10 børnebørn, 12 oldebørn - og så alle os svigerbørn i tre generationer. En herlig forsamling på 2-66 år. Et par stykker er gået på pension, det ældste barnebarn er fyldt 40, og det næste oldebarn ser dagens lys inden en måned.

Vi kommer allesammen
Hvis ikke det var for Oda og Hans, havde vi ikke været samlet. Børnebørnene har gennem flere år talt om at lave en fætter-kusine fest, og det er blevet ved snakken. Der er langt mellem Rødekro, Gedved, Aalborg og Amager.
Men når Oda og Hans holder fest - så kommer vi allesammen. Og vi hygger os.
Vi kunne alle sammen glæde os over de livlige drenge, der legede med traktorer på gulvet, mens der blev holdt taler og optrådt. Og vi kunne fortælle historier om oplevelser i sommerhuset i Grærup, hvor Hans har stegt helt usædvanligt mange fiskefileter. Og om lejligheden i Spanien, hvor vi også allesammen har været. I regnvejr.

Det er bare fedt - at snakke om, mindes og være med til. Og så får man ingen tømmermænd.

Ingen kommentarer: