søndag den 18. maj 2014

Ugens ord: Qujanaq

Mandag morgen tager jeg en lille uge til Grønland.
Her skal jeg koordinere en stor kampagne, som Tankegang gennemfører for Selvstyret. Vores mål er at få flere til at bruge skraldespanden og lade være med at smide affaldet på gaden eller i naturen.

Vi har valgt den positive vinkel, så hele kampagnen hedder Qujanaq. Det betyder tak, og det ved danskerne i Grønland også. Så kampagnen går ud på at sige tak tusindvis af gange og få folk til at forbinde det med skraldespanden.

Her kommer det andet virkemiddel, Grønlands eneste superstar Julie Berthelsen. Vi har fået lavet en Qujanag-sang, som Julie har indspillet, og som hele Grønland skal have i blodet i de kommende måneder. Det er lidt af en ørehænger, og den skal nok blive populær.

Koncerter med børn
På onsdag og på fredag giver Julie koncert i Maniitsoq og Nuuk sammen med lokale skolebørn, som hun samme dag har øvet Qujanaq-sangen med. Vi regner med, at mange børn og voksne møder op til de to arrangementer, og vi er også ret sikre på, at der kommer en fin presseomtale ud af det.

Ved koncerterne optager vi billeder, som senere klippeø sammen til en lille OBS-reklame, som sendes  på tv. Her indgår også en af de syngende skraldespande, vi har lavet som en del af kampagnen. Når man åbner låget, synger Julie Qujanaq-sangen.

Facebook
Endelig kører vi en konkurrence på Facebook, hvor skolebørn kan optræde til Qujanag-sangen, filme det og lægge klippet op på Qujanaqs Facebookside. Så deltager de i en konkurrence om en præmie på 10.000 kr. til en aktivitet for skoleklasser.

Kampagnen blev lanceret af miljøminister Kim Nielsen ved et pressemøde i torsdags, og allerede nu har vi over 500 følgere på Facebook.

Qujanaq, fordi du læste med.

Ingen kommentarer: