søndag den 11. maj 2014

Guld-nyheden

 I dag er det en selvfølge, at en stor nyhed kommer på med det samme.

Jeg hørte det direkte i P3, da AaB her til aften sikrede sig sit fjerde mesterskab i fodbold på 15 år. Øjeblikket efter kom der en sms med breaking news fra DR, og da jeg gik ind på nordjyske.dk, var AaB selvfølgelig tophistorie med 14 aktuelle fotos og et guldbanner.

Guldbanner
Så kom jeg til at tænke 15 år tilbage. Da stod jeg for Aalborg Stiftstidendes hjemmeside med nogle få hundrede læsere. Også dengang var et mesterskab til AaB en kæmpe historie, så jeg havde forberedt mig i ugen op til søndagens afgørende kamp.
En grafiker havde lavet et gigantisk guldbanner, som jeg var klar til at lægge på som ny forside i samme øjeblik, dommeren fløjtede kampen af. Hele resten af dagen skulle der ikke være andet på forsiden end guldbanneret. Når man klikkede på det, kom man videre til resten af avisen.
Ret avanceret dengang i internettets barndom.

Diskette og telefon
Banneret lå på en diskette, som jeg havde sat i drevet herhjemme søndag eftermiddag. Det var en dejlig solskinsdag, og jeg gik ude i haven med transistorradioen tændt. Inden dommeren fløjtede kampen af, tændte jeg modemet, som sagde den karakteristiske lyd, som er umulig at gengive på skrift.
Jeg måtte ikke gøre det for tidligt, for forbindelsen via telefonlinjen var ikke særlig stabil. Men det lykkedes, og i samme sekund, som dommeren fløjtede kampen af, flyttede jeg mit banner over i forsidemappen på www.aasti.dk.
Så kunne jeg slå op på siden og se mit værk. Sikke en glæde. For enhver journalist er det en fornøjelse at kunne fortælle en stor nyhed, lige når den er sket. Og det her var en rigtig god nyhed i hele Stiftstidendes område. Det var samtidig en god måde at markere avisens tætte tilhørsforhold til landsdelen på.

Var der nogen læsere?
Så jeg var glad - for AaBs mesterskab og for min mulighed for hurtig og begejstret nyhedsformidling.
Grafikeren var også fint tilfreds, men jeg hørte ikke nogen på redaktionen omtale den usædvanlige forside. Jeg aner heller ikke, om nogen læsere så vidunderet.
Google Analytics og andre avancerede måleredskaber var ikke tilgængelige i 1999, så den dag i dag aner jeg ikke, om der overhovedet var læsere til det lidt pioneragtige arbejde jeg og kollegerne på avisernes webredaktioner hyggede os med.
Til lykke, AaB

Ingen kommentarer: