lørdag den 8. marts 2014

Tag den ikke på putinen

Putin er den onde.
Demonstranterne og hende med fletningen er de gode.

Sådan tror jeg, de fleste danskere har reageret på urolighederne i Ukraine. Jeg har også selv gjort det i det første lange stykke tid. For jeg kan virkelig hidse mig op over ham Putin.

Men nu er der kommet nogle nuancer på, så vi kan ikke bare køre den på automatpiloten.
Som i alle andre konflikter er de onde ikke kun onde, og de gode er bestemt ikke altid kun gode.

Regeringen har ingen legitimitet
Hvis vi først tager det helt grundlæggende - så er demokratiet sat ud af kraft i Ukraine. Den regering, der sidder nu, har ingen legitimitet. Den bør ikke beslutte noget som helst af betydning. Der skal vælges et nyt parlament, så hurtigt som muligt + en ny præsident og regering. Det kan kun gå for langsomt med det valg, og den vigtigste opgave for EU og Rusland må være at hjælpe med at få organiseret det valg, så det bliver fredeligt og retfærdigt.

Den nye regering foreslog at forbyde russisk som officielt sprog i de egne af landet, hvor der bor flest russere. Det er simpelthen et overgreb mod de mennesker. Så tager man friheden fra dem og udelukker dem fra demokratiet. Det forstår jeg godt, at de reagerede meget kraftigt imod, og jeg forstår godt, at Rusland tog affære. Det var ikke bare dumt af regeringen. Det var en krigserklæring mod russerne - i Ukraine og Rusland.

Krim
Det lokale parlament i Krim er ved at organisere en folkeafstemning om halvøens løsrivelse fra Ukraine og indlemmelse i Rusland. Sådan en afstemning bør allerhøjst være vejledende. Den kan ikke gennemføres i en stat, der reelt ikke har nogen regering.

Det er ualmindeligt dumt, at sådan et lokalt parlament puster til konflikten, mens den er allervarmest. Og det er ekstra kritisk, fordi parlamentet kan beskyldes for at være styret direkte fra Kreml. Det er trods alt russerne, der kontrollerer Krim rent militært.

Stor sag for Rusland
Putins motiver kender jeg ikke. Jeg har ikke talt med ham, og han har udtalt sig meget sparsomt om konflikten. Så vi kan frit skyde ham alt muligt i skoene.

For en gangs skyld vil jeg tiltro ham det bedste - nemlig, at han gerne vil hjælpe de russere, der bor i Ukraine. Det er et ædelt motiv, og da vi taler om over en million mennesker, er det også en stor og vigtig sag for Rusland.

Putins sprog er magtens, så han har skyndt sig at sende soldater afsted. Heldigvis har der ikke været nogen krigshandlinger, og det må der heller ikke komme. Det kan ikke være i nogens interesse.

Nedton konflikten
Hvis Putin vil gøre noget godt for russerne i Ukraine, må han medvirke til at nedtone konflikten. Og han må bidrage aktivt til, at parlamentsvalget bliver gennemført på fredelig vis så hurtigt som muligt. Det er i alles interesse i Ukraine.

Hvis befolkningen i Krim og i andre dele af landet ønsker at blive en del af Rusland - så må de forhandle og stemme sig til det i samarbejde med en lovligt valg ukrainsk regering. Det må kunne lade sig gøre.

Det handler om Ukraine - ikke Rusland
EU skal hverken sende soldater til Ukraine eller lave konfliktoptrappende boykot af Rusland. Vi skal som de pæne, demokratiske lande hjælpe ukrainere og russere i Ukraine med at komme overens og få skik på deres land igen.

Vi skal fokusere på Ukraine, som er i dyb nød, både økonomisk og politisk. Det er sagen - ikke Putin. Han er bare en nød, og det han gør i Ukraine er såmænd ikke værre end det, han gør i Rusland. 

Ingen kommentarer: