Pælefodbold - fodboldens sjæl

Jørgen Michelsen og jeg i kamp, 

mens lillebror Gregers suger til sig.

Billedet her er fra toppen af min fodboldkarriere. Det er taget på Blåbærhus Stadion ved Søndervig, som i 70erne lagde hus til nogle af de bedst spillede og mest dramatiske pælefodboldkampe i Verden. Intet mindre. Det er mig i det blå outfit.
Pælefodbold er i den version, vi spillede, opfundet af min onkel Kristof, som aldrig selv dyrkede spillet. Det gjorde vi til gengæld sammen med naboen, der her er ved at tabe i en af turneringerne i sommeren 1974.

Jeg tager lige reglerne.
Banen er nogenlunde lige så stor som en håndboldbane. Hver mand eller hvert hold forsvarer en pæl, og det går simpelthen ud på at ramme modstandernes pæl med bolden. Det er fodbold, og der er ingen målmand. Banen går bag om pælen, som man kan ramme fra alle sider. Første halvleg varer til den ene part har scoret 3 mål, og kampen slutter, når den ene har scoret 6. Så har han eller holdet vundet.

3-mands er bedst
Det er meget sjovere end traditionel fodbold. Ja, det er et genialt spil. Du kan spille 1-5 personer på hvert hold. 3-mands pælefodbold er det bedste, men enmandskampe har deres egen charme.
Pælefodbold er at gå ind til kernen i fodbold: Driblinger, finter, taktik, hurtige afleveringer, teknik, udholdenhed og held.

Nede ved jorden
Det, du ikke kan bruge er: Langskud, hovedstød, flugtninger, tacklinger, vristspark og lange løbeture.
I pælefodbold foregår alt spillet nede ved jorden. I 3-mands er der som regel én fra det forsvarende hold, der passer målet. Imens løber de to andre rundt i de cirkler, modstanderne spiller bolden rundt i. Mindst 1 fra det angribende hold står lidt tilbagetrukket, så han hurtigt kan løbe ned til egen pæl, hvis modstanderne skulle opsnappe bolden.

Tika-taka
Hvis du tror, at Barcelona har opfundet tika-taka fodbold, så er det fordi du ikke lige var ved Søndervig i de somre for 40 år siden. Den lille bold skiftede fra spiller til spiller i lyntempo. Vi kunne alt med fodskifte, og vi kendte alle hinandens kropsfinter.
Rigtig fodbold bliver også spillet med munden. Spillere i bevægelse fortæller hele tiden hinanden, hvor de er, og de kommer også med morsomme bemærkninger om modstanderne. Det er en del af spillet.

Kun straffespark
Til gengæld er der ikke noget, der hedder frispark i pælefodbold. Vi spiller fair play. Kommer man til at fælde en modstander - eller at vælte ens egen pæl - får de andre straffespark. Det skydes fra deres egen pæl, hvor der er fri bane ned til vores. Ingen må røre bolden, før den er bagved pælen.
Vi brugte hundreder af timer på spillet og afviklede hver sommer to store turneringer. Vi blev skrappe til det lille fikse spil. Undertiden spillede vi med andre, og selv dygtige fodboldspillere faldt igennem på vores hjemmebane. De var så vant til de hårde spark og langskud, som bare slet ikke giver pote i pælefodbold.

Utrolige afbrændere
Og så er der er noget helt utroligt. Hundreder af gange er det sket, at jeg og andre har skudt ved siden af pælen fra under 10 centimeters afstand. Det er helt utroligt vanvittigt ærgerligt. Og det er så dejligt, når det sker for modstanderne.

Prøv selv
Prøv selv. Pælefodbold er fleksibelt. Er I 2, 4 eller 6, kan I spille. I behøver bare en bold, en plæne eller en mark og et par pinde. I får garanteret sved på panden, for I kan ikke undgå at gå op i spillet. Men det er ikke et kondispil. Den gode teknik og taktiker vinder.