Det gode ord gobs

1050 - og de skal ikke hentes.

Vi har lige spillet 10.000 - et hyggeligt terningspil, som min fætter Bjørn og hans familie lærte os for ca. 40 år siden.

Det sjoveste er ordet
Det sjoveste ved spillet er ordet gobs.
Når man slår et slag, der ikke giver point, får man et gobs. Tre gobs i træk giver det store GOBS!, og så bliver ens score nulstillet.
10.000 går ud på at nå til 10.000, og det herligt uretfærdige ved spillet er, at man kan stå på 9950 point, mens modstanderen måske har 2000. Får man så tre gobs, er man tilbage på 0, og det er altså sket mere end én gang for mig.

Reglerne i en fart
Nu vi er i gang, får du lige reglerne. Hver spiller slår med seks terninger, og man skal pille mindst 1 pointgivende terning fra i hvert slag. En 1er giver 100 point og en 5er 50 point. De øvrige giver ikke noget. 3 ens i samme slag giver 100 x øjnenes antal, dog giver tre 1ere 100 point. Tre par i 1 slag giver 1500 point, mens 1-2-3-4-5-6 eller 6 ens i samme slag giver 2000 point.
Man skal mindst bruge 4 terninger og have 350 point for at få scoren godkendt. Ellers får man et gobs. Er der point på alle terninger, skal scoren hentes. Det vil sige, at man slår igen med alle 6 terninger. Når man får fire pointgivende terninger, har man hentet sine point - og får også de nye oveni.
Og så gælder det altså om at nå 10.000 point først.

Ordspil
Sproget er en væsentlig del af spillet (synes jeg). Det er skægt med gobs og det store GOBS! Og der er endnu et fagudtryk: En slæber. Det er, når man har brugt 4-5 terninger og stadig ikke har nået de 350 point. Så er man hele tiden i fare for at få et gobs, og måske lykkes det til sidst at hive den i land.
Der er mange andre trivielle spil, hvor sproget spiller en rolle. Tænk bare på kortspillet UNO, hvor man skal sige UNO, når man lægger det næstsidste kort ned. Det har vi også en lille historie om.
Når man spiller det med almindelige kort, har vi altid kaldt det for Nikodemus. Så skal man sige Niko ved næstsidste kort og demus til slut. Det spillede Solle og jeg engang på en laaang bustur til Spanien, hvor Nikolaj sad på sædet foran. Ham kalder vi bare for Niko.
Hver gang en af os lagde det næstsidste kort ned, sagde vi Niko, og så vendte den unge fyr sig om og spurgte, hvad vi ville. På resten af turen, kaldte vi spillet for Gla-mann. Men det var ikke nær så sjovt.