Her i juledagene kan man kun være glad for, at den danske Greenpeac-aktivist Anne Mie Roer Jensen får lov til at forlade Rusland.
Men når det er sagt, er sagen direkte chokerende. Og den er et tydeligt bevis for, at Rusland nok er et demokrati, men på ingen måde et retssamfund.
En større sags tjeneste
Danskeren var med i en aktion imod en russisk olieboring i Arktis. Greenpeace ville gøre Verden opmærksom på faren ved at udvinde olie i et så sårbart naturområde. Civil ulydighed er en del af Greenpeaces virksomhed, og det betyder, at organisationens folk undertiden overtræder nationale og internationale love i noget, de selv opfatter som en større sags tjeneste.
Så der er sådan set ikke noget mystisk i, at de bliver taget af politiet og slæbt i kachotten. Det er en del af erhvervsrisikoen for Greenpeace-aktivister.
Terrorisme!
Det bizarre var, at de blev anklaget for terroristvirksomhed. Nok ved vi, at terrorbegrebet er bøjet som en elastik efter angrebet i New York i 2001 - men at anklage fredelige miljøaktivister for terrorisme, det er pippelip.
Eller rettere: Det er russisk retslogik. Her gælder ikke paragraffer, men politiske signaler. Og Putin havde åbenbart brug for at slå hårdt ned på Greenpeace, så det blev til en anklage om terrorisme.
Det kunne de være blevet dømt for hele bundtet. Også uden beviser. De kunne sikkert også være blevet dømt for blufærdighedskrænkelse, tyveri, mordforsøg og 17 andre spændende forbrydelser.
Advokater og diplomater
Men de fik lov at sidde varetægtsfængslet i over 1 måned i Sankt Petersborg, mens Greenpeaces advokater og sikkert også en række diplomater arbejdede bag kulisserne. Sagen blev stor i verdenspressen, og Putin blev enig med sig selv om, at han godt lige ville profilere sig som en flink mand.
Så hans parlament vedtog en amnesti for en række dømte. Den omfattede også Greenpeace-aktivisterne, selv om de slet ikke er dømt for noget. Det særlige ved jule-amnestien er nemlig, at den også omfatter folk, der er anklaget.
Politisk udvalgte
Det er naturligvis ikke en generel amnesti, som betyder, at alle anklagede kommer på fri fod. Det er dem, styret gerne vil slippe fri. Kriterierne er som alt andet i Rusland politiske og uigennemsigtige.
Og det sidste kapitel i farcen er så, at sagen nu er droppet helt. Greenpeace-folkene får ikke så meget som en advarsel for at have forstyrret den offentlige orden. Der er overhovedet ingen sag. Om de så kan få erstatning for uberettiget fængsling, er højst tvivlsomt, og det vil være dumt at forsøge.
For ingen ved, hvilket politisk humør den demokratisk valgte diktator er i til den tid.
Men når det er sagt, er sagen direkte chokerende. Og den er et tydeligt bevis for, at Rusland nok er et demokrati, men på ingen måde et retssamfund.
En større sags tjeneste
Danskeren var med i en aktion imod en russisk olieboring i Arktis. Greenpeace ville gøre Verden opmærksom på faren ved at udvinde olie i et så sårbart naturområde. Civil ulydighed er en del af Greenpeaces virksomhed, og det betyder, at organisationens folk undertiden overtræder nationale og internationale love i noget, de selv opfatter som en større sags tjeneste.
Så der er sådan set ikke noget mystisk i, at de bliver taget af politiet og slæbt i kachotten. Det er en del af erhvervsrisikoen for Greenpeace-aktivister.
Terrorisme!
Det bizarre var, at de blev anklaget for terroristvirksomhed. Nok ved vi, at terrorbegrebet er bøjet som en elastik efter angrebet i New York i 2001 - men at anklage fredelige miljøaktivister for terrorisme, det er pippelip.
Eller rettere: Det er russisk retslogik. Her gælder ikke paragraffer, men politiske signaler. Og Putin havde åbenbart brug for at slå hårdt ned på Greenpeace, så det blev til en anklage om terrorisme.
Det kunne de være blevet dømt for hele bundtet. Også uden beviser. De kunne sikkert også være blevet dømt for blufærdighedskrænkelse, tyveri, mordforsøg og 17 andre spændende forbrydelser.
Advokater og diplomater
Men de fik lov at sidde varetægtsfængslet i over 1 måned i Sankt Petersborg, mens Greenpeaces advokater og sikkert også en række diplomater arbejdede bag kulisserne. Sagen blev stor i verdenspressen, og Putin blev enig med sig selv om, at han godt lige ville profilere sig som en flink mand.
Så hans parlament vedtog en amnesti for en række dømte. Den omfattede også Greenpeace-aktivisterne, selv om de slet ikke er dømt for noget. Det særlige ved jule-amnestien er nemlig, at den også omfatter folk, der er anklaget.
Politisk udvalgte
Det er naturligvis ikke en generel amnesti, som betyder, at alle anklagede kommer på fri fod. Det er dem, styret gerne vil slippe fri. Kriterierne er som alt andet i Rusland politiske og uigennemsigtige.
Og det sidste kapitel i farcen er så, at sagen nu er droppet helt. Greenpeace-folkene får ikke så meget som en advarsel for at have forstyrret den offentlige orden. Der er overhovedet ingen sag. Om de så kan få erstatning for uberettiget fængsling, er højst tvivlsomt, og det vil være dumt at forsøge.
For ingen ved, hvilket politisk humør den demokratisk valgte diktator er i til den tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar