Bureaukrati for en 25 kr. seddel
Her er et harmdirrende indlæg om et lillebitte eksempel på overflødigt bureaukrati. Et dumt stykke administrativt arbejde, som tre parter får med indbygget mulighed for at gøre fejl.
Men jeg indrømmer gerne, at vi er i småtingsafdelingen.
Sidste år fik vi jordvarme i stedet for oliefyr. Vi fik tilskud fra den statslige pulje skrot-dit-oliefyr. Det var en bureaukrati-historie i sig selv, men lad nu den hvile.
Rabat på elregningen
Nu er jeg så blevet opmærksom på, at vi kan få rabat på elregningen, når vi har jordvarme. Hvor meget, ved jeg ikke, men vi kan få lov at betale mindre for den del af vores elforbrug, der ligger over 4000 kilowattimer.
Jeg skrev en mail til vores elselskab og spurgte om fremgangsmåden, og så modtog jeg et brev med et skema, jeg skal udfylde og sende til Frederikshavn Kommune. Ifølge det skema anmoder jeg om at få min jordvarme registreret i BBR.
Det er den i forvejen, for vi fik jo tilladelse fra kommunen til at installere jordvarme. Jeg forsøgte at tjekke det via den offentlige hjemmeside OIS, men en del af mine ejendomsoplysninger ligger der ikke - heller ikke, når jeg går ind via NemID. Men jeg kan se, at de slanger, vi har i jorden, er registreret.
Spørg selv!
Nå, men jeg skal altså sende et skema ind til Frederikshavn Kommune, og det gør jeg da gerne. Det ville bare være nemmere, hvis elselskabet spurgte kommunen, om vi havde jordvarme. Så var det opklaret.
Eller det havde været nemmere, hvis jeg selv kunne ordne sagen digitalt. For eksempel via borger.dk.
Som nævnt er sagen ikke stor. Men bare det lille brev koster kommunen og elselskabet mindst 25 kr. i unødvendig administration. Penge, som ingen får noget for.
Skema eller klik
Tænk sig, hvor mange 25-kronesedler, der ligger og flyder i vores samfund. Tænk sig, hvor mange skemaer, folk udfylder og sendere videre med oplysninger, som i forvejen er offentlig tilgængelige, og som kunne hentes med et par klik.
På den måde kan min lille historie blive meget stor. Og den kan være med til at illustrere, hvad politikere og forskere mener, når de siger, at digitaliseringen kan spare det danske samfund for milliarder af kroner.
Jeg tror på dem.
Mental forandring
Men jeg tror ikke på, at løsningen ligger lige om hjørnet. Den kræver en kæmpe mental forandring hos alle, der administrerer på vores vegne.
For at vende tilbage til min lille sag, så er løsningen jo ikke bare at gøre mit skema elektronisk. Det er jo at skære overflødige arbejdsgange væk, så elselskabet selv tjekker min påstand om, at jeg har jordvarme, og selv ekspederer sagen uden at sætte mig til at udfylde noget og ulejlige kommunen med at bekræfte mine oplysninger.
Det skal laves om 10.000 steder - så har vi sparet milliarderne.
2 kommentarer:
10.000 gange de 25 kr, du anfører, bliver kun 250.000 kr. Der er langt til milliarderne...men jeg sympatiserer da med tankegangen...
Hej Arne.
Hvis de 10.000 skemaer hver bliver brugt af 4000 mennesker, koster det en milliard i administration.
Send en kommentar