For mange af mine læsere er det nærmest pinligt banalt. For enkelte vil det være tæt på uforståeligt, og for en tredje gruppe vil det nok være nogenlunde kendt stof.
Jeg tilhører selv den sidste gruppe, og jeg skriver det for selv at forstå mekanismen ordentligt. Det er en af de måder, jeg lærer på.
Hvis vi sidder hjemme med avisen, og Solle læser en spændende artikel, fortæller hun måske mig om den. Når jeg senere ser avisen, vil jeg næsten altid læse artiklen. Hvis ikke Solle havde fortalt om den, havde jeg måske overset den. Så er der to, der har læst artiklen.
Det er deling i den analoge verden. Og det er meget smartere i den digitale.
Link til blogindlæg
Når jeg skriver et indlæg på min blog, lægger jeg et link på Facebook, Twitter og nogle gange på LinkedIn. 20-25 mennesker klikker på linket og læser min artikel. Nogen af dem går tilbage til Facebook og trykker på Synes Om knappen. Så kan deres venner se, at de har læst min artikel og enkelte af dem vil måske læse den. Skulle en eller flere af dem kunne lide artiklen, trykker de måske også på Synes Om knappen, så endnu flere ser den.
Fidusen her er ikke bare, at flere får mulighed for at læse min artikel. Hvis jeg sendte et link til Peter Outsen i Struer, ville han sikkert ikke ofre det så meget som et blink. Men hvis Peter Outsens ven Jens Hagen fra Holstebro sender linket, vil Peter Outsen lige se, hvad det er. For han ved, at Jens Hagen finder spændende artikler. Jens Hagen er min ven, og takket være Facebook bliver han min ambassadør over for sine venner.
Vinde-vinde situation
Det er en endda en vinde-vinde situation. For jo flere interessante artikler, Jens kan pege ud for sine venner, jo mere holder de af ham. Jeg hjælper Jens. Jens hjælper mig, og det kræver bare et enkelt klik.
Der er faktisk masser af mennesker på Facebook og Twitter, som har en stor læserskare alene i kraft af de spændende links, de finder frem. Følger man de rigtige på Twitter, får man nyheder fra hele verden hurtigere end på de store netaviser. Massakren på Utøya læste jeg om på Twitter, inden de kom frem på norsk tv. På Twitter så jeg det ikke fra et vidne, men fra en ven til en til en ven til en ven til en ven, der selv var der. Det tager under et minut at sprede breaking news til millioner af mennesker.
Kommunikationsfiduser hjælper hinanden
For nylig skrev jeg et indlæg på Trine Elkjærs blog om kommuners digitale kommunikation. Det var en anden dimension af vind-vind.
Lad os nu lege, at indlægget var godt. Så giver det i sig selv værdi for Trines blog. Og det giver bloggen status, at jeg vil skrive på den. Selv om jeg bare er mig, er jeg trods alt en kommunikationsfidus. Når Trine kan få mig til at skrive for sig, må hun have en vis betydning.
Omvendt giver det også mig status, at Trine inviterer mig til at skrive på bloggen. Hun er ganske vist bare Trine, men hun er jo også en kommunikationsfidus, som endda har en blog om noget af det nye.
Jeg linker til artiklen. Trine linker til den. Det giver trafik på Trines blog og drypper med lidt opmærksomhed på min blog. Nogle af Trines venner får øje på mig og vil måske kigge forbi min blog en anden gang.
Princippet møder virkeligheden
Jo flere steder, mine udgydelser er omtalt, jo mere bliver de spredt, og jo højere kommer de op på Google, når folk søger på de emner, jeg skriver om.
Det er princippet.
Virkeligheden er, at hvert indlæg læses af 30-50 personer. Det kan jeg sagtens ændre. Jeg kan sætte et billede på af en bar røv eller skrive Amalies bryster i overskriften. Så bliver det spredt med lynets hast.
Men det er okay. Jeg samler på gode læsere som dig, og du interesserer dig jo ikke for ligegyldigheder. Men for at teste effekten af et godt billede, har jeg udstyret artiklen med ét. Det har ganske vist intet med indholdet at gøre. Men det er godt. Send endelig videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar