Din kommune er i gang med klimaet

 

 

70% mindre CO2 udledning i 2030 sammenlignet med år 1990. Det er Folketingets og dermed vores alle sammens mål. Hvordan går det i grunden med det? Er det helt umuligt, at vi når det, eller kommer det nærmest af sig selv? Det er svært at få et overblik over, ikke sandt?

Kommunerne tager opgaven på sig
Jeg er optimist, og det er jeg fordi jeg ved, at de danske kommuner tager opgaven på sig. De første 21 har i over år arbejdet med at lave hver deres plan for at nå 70% målet i 2030. Den første var København, og de 20 næste deltager i netværket DK2020. Samsø og Sønderborg har fået deres godkendt, og de sidste 18 kommer her i efteråret.

Landets øvrige kommuner vil også være med. Realdania, der har taget initiativ til DK2020, har aftalt med KL, at landets øvrige kommuner skal tilbydes et tilsvarende forløb. Meget tyder på, at alle kommuner melder sig, og så står vi om et år eller to med 98 konkrete planer, som kommunerne både sætter økonomi af til og handling bag.

Overskudsvarme og afgifter
Er det nu pludselig blevet kommunernes ansvar? Hvad med bilafgifter, havvindmøller og energiøer?

Jo. Kommunerne klarer det ikke alene, og i deres planer skriver de nogle forudsætninger ind, som de ikke selv er herre over.

Når det gælder grøn varme, er det nødvendigt at få lagt afgifterne om, så det bliver økonomisk rentabelt at udnytte overskudsvarme fra industrien. 

Det er ikke muligt for Faaborg - Midtfyn Kommune at få halvdelen af bilisterne i området til at skifte til elbil, blot ved at notere det i en plan. Det kræver en omstilling, som bilfabrikkerne er i gang med, det kræver, at elbilerne falder i pris, og det kræver, at der er ladestandere. Det sidste kan kommunerne hjælpe med, og de er i fuld gang med at lave planer også på dette område.

Landbruget går grønt
Og så er der landbruget. Ingen kommune kan tvinge bønderne til at dyrke færre arealer eller til at omstille hele deres produktion, så den udleder mindre CO2. Men de er på vej selv. Mejerier og slagterier vil være CO2 neutrale, og de skærper løbende kravene til deres leverandører. Rigtig mange landmænd er med på den grønne omstilling, og det er klogt, for det bliver en forudsætning for at kunne levere til de store kæder, der også stiller krav.

Så kommunernes klimaplaner er en beskrivelse af det, kommunen selv vil gøre og vil motivere borgere, virksomheder og staten til at ændre. Men det er ikke kun uforpligtende snak.

Kom til Middelfart på fredag
De kommuner, som har lavet planen, har købt den sidste benzinbil, og de ændrer løbende deres indkøb til at være mere og mere grønne. De stiller krav til leverandører, og de planlægger en varmeforsyning, hvor flest muligt er på fjernvarmen, mens resten får energien fra varmepumper.

Vil du høre mere om det, skal du en tur til Middelfart på fredag. Der er klimafolkemøde og en af de spændende debatter har overskriften "Klarer kommunerne klimaet". Der er jeg ordstyrer, og jeg glæder mig til at høre mere om de effektive kommuners nye opgave.

Stærkt gået af 27 lande

Dette kunstværk i EUs hovedkvarter

illustrerer samarbejdets høje mål.

Gårsdagens store EU-forlig er sommerens helt store positive nyhed.
Det viser, at de 27 lande i EU formår at arbejde sammen og trække i samme retning, når det virkelig gælder.
De fleste af os er skeptiske over for EU med det store bureaukrati og ikke mindst komedien med, at EU-Parlamentet holder flyttedag året rundt mellem to mødesteder. Men aftalen viser, at EU først og fremmest er 27 lande, som gerne vil hjælpe hinanden. Aftalen blev ikke indgået mellem nogle bureaukrater i Bruxelles. Den blev indgået mellem de 27 landes regeringschefer.

Vinderen får det til at lykkes
På fem dage havde de fået nogle få timers søvn, og det lykkedes dem at indgå et kompromis, som alle kunne se sig selv i.
Vinderen i sådan et spil er ikke den, der får de fleste af sine ønsker opfyldt. Vinderen er den, der bidrager til at få tingene til at lykkes.
På trods af store forskelle bakkede alle 27 op om idéen om at oprette en fælles europæisk genopretningsfond, der yder meget store tilskud og lån til de lande, der er hårdest ramt af COVID-19. Danmark kommer til at betale mere til EU, men det er alligevel en rigtig god aftale for os. Vi har en åben økonomi og er dybt afhængig af samhandel med andre.

Sammenbrud er skidt for alle
Et økonomisk sammenbrud i Italien, Spanien eller Grækenland, vil få Euroen og den europæiske samhandel til at vakle, og det vil være meget dyrt for Danmark. Derfor er det af helt egoistiske grunde godt for os at bidrage til at hjælpe de hårdest ramte lande gennem coronakrisen.

Hårdt arbejde giver indflydelse
At historien så oven i købet er et lille lærestykke i demokrati, gør den ikke dårligere. EU-modstandere ynder at underholde med, at Danmark som ét lille land ikke har reel indflydelse. I EU skal Tyskland og Frankrig blive enige - så er flertallet hjemme og de andre må bøje sig.

Sådan gik det ikke denne gang. Danmark var med i en sparebande, som ville reducere EUs budget, og som ville give flest muligt af pengene fra hjælpefonden som lån. Mette Frederiksen og hendes sparekolleger holdt hårdt på deres, og det lykkedes dem at ændre både budget og fordelingen mellem lån og tilskud. Alt blev ikke, som Danmark havde ønsket, men konstruktionen blev ændret en del i den retning, vores udsendte kæmpede for.

Det er en af de oversete pointer ved demokrati. Har man gode argumenter og arbejder man hårdt, kan man opnå resultater, selv om man ikke sidder på flertallet. Det kender vi heldigvis også fra Christiansborg og fra kommunerne.

Og fra vores arbejdsplads. Det duer ikke, hvis chefen bare får ret.

Er du en kom-i-ganger eller en det-er-for-megeter?

 Det hele bliver IKKE blandet sammen.

Tankegang forbereder sig på at tilrettelægge kommunikation om den nye fælles affaldssortering, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.
Vi har ringet rundt til tilfældige mennesker i hele landet for at høre om deres holdning. Det har vi, fordi vi arbejder med designtænkning, hvor vi altid prøver at tage udgangspunkt i brugernes behov.
I stedet for at gætte, spørger vi.

Den gode nyhed er, at budskabet om de 10 typer affald er trængt igennem. Alle, vi talte med, havde hørt om det og tænkt over det. Det er altså en fin start.
Vores lille analyse viser, at befolkningen deler sig i to grupper, som måske er nogenlunde lige store:
Kom-i-gang og Det-er-for-meget.

Kom-i-gang
Kom-i-ganger er dem, der gerne vil sortere affaldet endnu bedre. De nævner alle sammen et højere formål som det første: Klima, grøn omstilling, forurening eller miljø. For dem er koblingen helt ren: Sortering - genanvendelse - klima.
Det praktiske fylder ikke så meget. Kom-i-ganger oplever ingen problemer med affaldssortering, og udsigten til ekstra beholdere ved huset er bare en lille opgave, der skal løses. For dem er sortering en god vane, som gør dem tilfredse, og mere sortering vil gøre dem mere tilfredse.
Ingen kom-i-ganger stiller spørgsmålstegn ved håndteringen af det sorterede affald. De bærer ikke historier videre om, at det hele bare kommer i ét hul. Tværtimod er de helt sikre på, at deres brugte pap bliver til nyt.
De kan blive irriterede over manglende sortering, og her er det især de store mængder plast, som bekymrer dem.

Det-er-for-meget
Tak for kaffe! udbrød en af vores kilder med udsigten til 10 affaldstyper. Han og andre mener, at 10 er alt for meget, og de er meget hurtige til at referere historier om, at det sorterede affald bliver blandet sammen. Historier, de har hørt og gerne fortæller videre uden at vide, om de er sande.
Alle det-er-for-megeter vil gerne sortere af hensyn til miljøet og også gerne lidt mere. Men de synes, det er for voldsomt med 10 fraktioner. Og de er skeptiske, for de er ikke helt sikre på, at det sorterede affald bliver genanvendt. De synes i øvrigt, det er uklart, hvilke typer affald, der skal i hvilke beholdere.
Gruppen her ser for sig, at carporten bliver fyldt med enorme affaldsbeholdere, og at de skal have beholdere og poser over alt i huset for at leve op til de nye krav.

Nyttig pejling
Tankegangs lille analyse er kun en pejling. Hvis vi interviewede flere mennesker og dykkede dybere ned, ville vi helt sikkert finde andre arketyper og rigtig mange, som ikke passede ind i en skabelon.
Vi er ikke et forskningslaboratorium, men et kommunikationsbureau, og vores input fra de gode borgere er nyttige.
De viser, at kommuner og affaldsselskaber står over for en udfordring med kommunikationen. Modtagerne oplever ikke det samme og opfatter tingene meget forskelligt.
I praksis kan man ikke sende én type information ud til én målgruppe og en anden ud til en anden, for det står hverken på dørskiltet eller på dåbsattesten, om man er den ene eller den anden type. Her er en udfordring, vi skal arbejde videre med.

Hvad sker der med affaldet?
Men én ting står klart: Det er ikke nok at fortælle, hvordan affaldet skal sorteres. Begge målgrupper vil gerne vide, hvad der sker med deres affald, når det er blevet hentet. De vil gerne have dokumentation for, at det gør noget godt for miljøet.
Kom-i-gangerne vil vide det, fordi de gerne vil motivere andre til at sortere endnu mere. Det-er-for-megeter vil se håndfaste beviser for, at deres besværlige indsats nytter.

Rusland - det problemløse samfund

Præsident Putin har vundet endnu en sejr i sin utrættelige kamp for at befri russerne for alle problemer. Han kan nu blive genvalgt som præsident frem til år 2036.
I Putins Rusland er der stort set ingen problemer. Det sørger præsidenten for. Valg er for eksempel meget nemmere end her hos os. Det går ud på at genvælge Putin og stemme ja til hans forslag. For at gøre det let, forhindrer han populære modstandere i at stille op, og han sikrer sig, at de mest populære medier næsten kun refererer Putins synspunkter. Der er jo ingen grund til at forplumre billedet for de hårdt prøvede vælgere.
Engang imellem får kritiske medier vind i sejlene, og nogle stædige journalister afslører korruption og magtmisbrug hos livstidsmagthaveren. Det har Putin intet imod, slet ikke.

De pågældende journalister dør eller forsvinder efter kort tid. I nogle tilfælde opdager offentligheden dødsfaldet, som politiet så må efterforske. Det viser sig desværre umuligt at finde de skyldige bag mordene. Så er det problem løst.
Optælling efter valg er også nærmest problemfrit. OECD sender kontrollører ud, og der får Putin og hans folk et halvdårligt valg. Heldigvis vinder de en overvældende sejr alle de steder, hvor der ikke er nogen international kontrol.
Kritikere stiller sig bagefter op og hævder, at der er begået valgsvindel. Det kan Putin klart afvise, da den person, han har indsat som formand for valgkommissionen, garanterer at alt er gået rigtigt for sig.

To dramaer ved Korskro

 Dette er ikke adr. Det er et billede af et mordvåben.

Korskro er et fredeligt sted tæt på en rundkørsel mellem Grindsted og Esbjerg. Der sker ikke så meget, men denne geografi har dannet ramme om to dramaer i mit liv: Et elegant drab og en offentlig kæmpeprut.

Hed sommerdag i 70erne
Vi starter med drabet. Det var på kroen en sommerdag i 70erne. Familien Glamann havde været på udflugt til Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, og skulle have lidt mad, inden vi kørte nordpå imod Blåbærhus ved Søndervig.
Der havde været masser af gæster på kroen i løbet af eftermiddagen, så der hang en em af kringle, kaffe og sodavand over den gamle krostue. Vi sad og ventede på maden, da en doven flue kom kravlende hen ad den delvist hvide dug.
"Nu skal jer vise jer noget, som I aldrig selv kommer til at gøre", erklærede min far og tog den tunge kniv frem. Han løftede den forsigtigt og svingede bladet ned mod bordet. Et blink senere lå fluens hoved nydeligt adskilt fra kroppen. Halshugget!

Den eneste i slægten
Min far påstod stolt, at det nærmest er umuligt at halshugge en flue, og det grinede jeg hånligt af. Jeg tog selv kniven og fægtede efter halvdøde fluer, men havde intet held den aften. I de følgende år forsøgte jeg mange gange at gøre min far kunsten efter, men jeg har aldrig været så meget som tæt på at kunne halshugge en levende flue.
Forældre er jo ikke så kloge og dygtige som deres børn, men jeg er glad for at vide, at min far kunne forlade denne verden i visheden om, at han var og blev den eneste i slægten, som havde udført dette ekvilibristiske kunststykke.

Laban fra Fanø
Ca. 25 år senere bragte skæbnen mig igen til Korskro. Lærke og jeg havde været på Fanø for at hente ponyen Laban i en lille hestetrailer, vi havde lånt. Vi havde en aftale med en vognmand, der skulle hente den plettede skønhed på parkeringspladsen ved Korskro for at fragte den sikkert til Vendsyssel.
Som nævnt sker der ikke meget ved Korskro, men lige netop denne ene dag var der Korskro Marked, som naturligvis blev holdt på den parkeringsplads, hvor vi skulle mosle hesten ud af den lånte trailer og op i Jørgen Jensens lastvogn.
Det lykkedes at manøvrere ind og finde en parkeringsplads i virvaret ikke langt fra lastbilen. Der var lidt nerver på med en fremmed pony og en ukendt manøvre, så det var mildest talt ubelejligt, at pladsen var fyldt med mennesker, heraf en del nysgerrige små piger, som var ved at dåne ved synet af den nuttede pony.

Adr
Laban tog det i første omgang roligt. Den gik roligt ned ad rampen og stillede sig på den steghede asfalt på parkeringspladsen uden det mindste vrinsk. Så løftede den halen og kastede en enorm samling grønne hestepærer, der lugtede af Fanø og græs men mest af det, vi med et fint ord kalder for adr. Foran et forbløffet publikum.
Jeg var som lammet og havde ingen skovl med, så jeg lod klatterne ligge og trak den uartige pony hen imod lastbilen og frygtede endnu et show foran et stort publikum. Heldigvis havde Jørgen Jensen et godt tag på stædige heste, så han instruerede mig i at holde ham i hånden bag ved Laban. I det tiendedel af et sekund, pærekasteren ville gå bagud, skulle vi sammen gøre modstand og presse den frem. Det lykkedes og Laban opgav bakgearet og gik pænt op i vognen.

Dårlig samvittighed eller aflad
Jeg listede tilbage til den lille trailer, gik i en bue uden om den stinkende bunke efterladenskaber og lukkede lemmen. Så listede jeg ind i bilen og kørte forsigtigt væk med lidt dårlig samvittighed.
Først bagefter er den dybere mening trængt ind hos mig. Jeg har gjort aflad for min fars udåd. Få meter fra gerningsstedet, hvor en træt spyflue måtte lade livet for Ulrik Glamanns trang til at optræde havde jeg nu efterladt flere dages føde til hundredvis af sødt summende fluer.

Velkommen debat om vores spildevand

290 millioner liter urenset spildevand, som skulle være lukket ud i Øresund har skabt en kæmpemæssig og meget velkommen debat om rensning af vores spildevand.
Tankegangs kunder, de gode kommunale spildevandsfolk, følger måbende medieomtalen. De kan jo sætte tallene ind i en sammenhæng og kan se, at den planlagte udledníng i sig selv ikke var spor alvorlig. Den vil ikke gøre fra eller til for havmiljøet i Øresund.

Kompliceret og vigtigt
Det betyder ikke, at sagen er ligegyldig. Tværtimod. Hvor populistisk debatten end er, er den med til at sætte fokus på nogle ret komplicerede men meget vigtig problemstillinger.
1. Renset spildevand er ikke totalt rent vand. Det indeholder fosfor, kvælstof, spor af kemiske stoffer, mikroplast og andet godt.
2. Der er situationer, hvor det er nødvendigt at lede urenset spildevand ud. Først og fremmest ved voldsomme regnskyl.
3. Selv om vi renser og renser og renser, vil udledning fra landbrug og anden menneskelig aktivitet stadig være med til at føre uønskede stoffer ud i havet.

Effektive dansk teknologi
Jeg kan love, at de gode folk på renseanlæggene kun har ét ønske: at rense vandet så effektivt som muligt. De går virkelig op i det, og sammen med en række meget stærke danske virksomheder arbejder de løbende på at forbedre hvert et lillebitte trin i processen. Danmark er blandt de førende lande i verden på dette felt, og det høje ambitionsniveau hos spildevandsfolkene skaber grundlaget for en god eksport af know-how til andre lande.

God rensning er ikke nok
Men et godt renseanlæg gør det ikke alene. Vandet skal fra vores huse, virksomheder og institutioner og hen til renseanlægget. Gennem kloakkerne.
Når det vælter ned med vand fra oven, løber det ned i kloakkerne, som ikke kan holde til trykket. Derfor har forsyningerne udpeget steder, hvor vandet kan løbe over på nogenlunde kontrolleret vis. Det er typisk ved åer, der kan klare meget ekstra vand. Dette vand er ikke renset, men det er heller ikke stinkende kloakvand. Det meste er faktisk regnvand.

Regnvand og spildevand i hvert sit rør
En del af dette problem kan løses ved at skille regnvand og kloakvand ad i hvert sit rør. Det arbejder kommunerne på højtryk med i disse år, men inde i de gamle byer er det mere end almindeligt besværligt og meget dyrt, både for forsyningsselskabet og for grundejerne.
Den moderne løsning ved nybyggeri er at stille krav om, at husejerne skal håndtere regnvand på egen grund. Det kan lade sig gøre rigtig mange steder.

Højt grundvand
Og så er der en del steder i landet, hvor grundvandet står foruroligende højt og trænger ind i kloakrørene. Det er med til at fylde rørene og gøre det nødvendigt at udlede urenset spildevand blandet med regnvand og grundvand ved kraftige regnskyl.
Hvadbehar? Er kloakrørene utætte? Skal de så ikke skiftes? Det er dyrt, og den meget billigere løsning er strømpeforing, men de steder, hvor der er højt grundvand, vil det jo bare give endnu større problemer, for så vil grundvandet skabe oversvømmelser, når det ikke kan løbe i kloakken.

Læs din kommunes spildevandsplan
Alle disse problemer og mange til, arbejder kommuner og forsyninger med hver dag. Hvis du slår op i din kommunes spildevandsplan, vil du se en lang række projekter, som skal sættes i værk for at sikre bedst mulig rensning af spildevandet fra dit område.
Den perfekte løsning findes ikke, og det kan sagtens gøres endnu bedre end i dag. Det bliver så også tilsvarende dyrere. Så når du har stillet alle dine rimelige krav til rensning af spildevand, skal du lige huske, at du også skal betale for det.
Og så er havet ikke rent. For det bliver forurenet fra mange andre kilder. Her er dansk spildevand et lillebitte problem.

Nu skal alle sortere det samme

 Lea Wermelin og Dan Jørgensen
ved dagens pressemøde i Sydhavn Genbrugscenter

Vi kom sent hjem fra børnefødselsdag søndag, så jeg gik først i seng ved 23-tiden. Der dukkede der en mail op fra Miljø- og Fødevareministeriet med invitation til pressemøde om regeringens ambitiøse plan for fremtidens affaldssortering.
På stedet besluttede jeg mig for at være med, da TV2 samtidig kunne fortælle, at det handlede om en meget omfattende plan: Alle skal sortere 10 affaldstyper fra - både derhjemme, på arbejdspladsen og i sommerhuset.

Stor opgave venter
Så jeg stod tidligt op og kørte østover. Jeg synes, det var lidt historisk, og der venter i hvert fald en stor opgave for kommuner og affaldsselskaber. Regeringen giver dem et år til at have den nye indsamling på plads.
De 10 fraktioner er:
Madaffald og restaffald.
Papir, pap, kartoner og plast
Glas og metal
Tekstiler
Farligt affald
Jeg skriver det på den måde, fordi det meget vel kan blive styrende for beholdervalg. Madaffald og restaffald i en beholder. Papir, pap, kartoner og plast i en anden. Glas og metal i en tredje, tekstiler i en sæk og farligt affald i en kasse for sig selv.

Mælke- og juicekartoner
Der er et par store nyheder. Rigtig mange danskere er irriterede over, at mælke- og juicekartoner i dag kommer i skraldespanden. Det gør de, fordi de er lavet af flere slags materiale, der er svære at skille ad, og fordi de kan indeholde gammel mælk eller juice, som kan ødelægge andet materiale. Hvordan det rent praktisk skal sorteres, skal Miljøstyrelsen nu i gang med at arbejde med. Vi må håbe, det går stærkt - men jeg tvivler.

Tekstiler
Tekstiler har vi masser af, og vi vil meget gerne aflevere dem til genbrug. Hellere det end til en lidt tvivlsom organisation, hvis behandling af tøjet og hvis økonomi, vi ikke helt kan overskue. Problemet er, at markedet for genbrugstøj allerede er totalt oversvømmet, så en stor del af det, vi afleverer ikke bliver brugt igen.

Plast - verdens mindste overraskelse
At alle kommuner nu skal indsamle plast er nok verdens mindste overraskelse. Miljøbevidste danskere har skreget på det i flere år. Her venter en meget svær opgave, nemlig at sikre, at vores sorterede plast rent faktisk bliver brugt til at producere nyt plast. Regeringens mål er, at 80% af vores plast kan genanvendes i 2030. I dag er det 20%. 
Her er jeg optimist. Der er lang tid til 2030, og når først der kommer en masse plast ind, og der er et marked for det, skal der nok blive udviklet fine løsninger. Rundt omkring i landet er kommuner og private virksomheder godt i gang og med dagens udmelding kommer der endnu mere turbo på den udvikling.

Hvad koster det?
Så er der pengene. Hvad koster det? Det kan ingen svare på endnu, men der løber nogle hundrede kroner på det årlige renovationsgebyr. Dertil kommer en spændende diskussion, som Folketingets partier nu skal tage: Hvordan afvikler vi overflødige forbrændingsanlæg.
Klimaminister Dan Jørgensen kaldte det på dagens pressemøde for tudetosset at blive ved med at importere affald for at få anlæggene til at løbe rundt.
 - Vi går en ny vej nu. Vi skal holde op med at brænde noget af, som kan bruges, og det skal vi selvfølgelig heller ikke gøre med affald fra andre lande, lød hans ræsonnement, som jeg er helt enig i.


Stærke pyromaner
Men det bliver svært. Pyromanerne i affaldsbranchen er stærke. De har investeret mange mio. kr. i moderne anlæg, som på meget effektiv vis kan omdanne skrald til varme og el uden at forurene omgivelserne. Jeg håber, at denne del af diskussionen ikke tager al opmærksomheden, for det vigtige er, at vi nu alle sammen kommer til at sortere endnu mere fra.
Og at vi producerer mindre affald, både mad, tøj og emballage.