Trange tider for karetmagere

Her er noget af det, du ikke får inde i byen

Min fætters onkel var karetmager. Et stolt håndværk, som nu er ved at uddø. På sin vis er det lidt ærgerligt, men på den anden side har jeg aldrig købt en karet og kender ingen, som har gjort det. Så der er nok ikke det store behov.
Det kan vi allesammen blive enige om.

Hjerteløs kommune
Men når det gælder landsbyer i tilbagegang, er sagen en anden. Når Brugsen lukker, er det sørgeligt. Når skolen til slut lukker, protesterer landsbyens beboere vildt og voldsomt over kommunens hjerteløse adfærd.
Forklaringen er ellers den samme som med karetmagerne. Brugsen lukker, fordi omsætningen er for lav. Skolen lukker, fordi der er for få elever. Det er ikke kommunens skyld
Folk flytter fra landsbyerne ind til de større byer. De handler i byerne, arbejder i byerne og deres børn går til sport i byerne - så hvorfor ikke bo der?
Det er trist for de landsbyer, som sygner hen. Men sådan er det. Kommunen har ikke pligt til at opretholde alt det, som ikke bliver brugt længere. Hverken skoler, landsbyer eller karetmagerværksteder.

Trygt, sjovt og billigt
Det betyder ikke, at alle landsbyer skal dø. Tværtimod. Jeg håber, at rigtig mange af dem kommer til at udvikle sig. For en god og aktiv landsby er et trygt og sjovt sted at bo. Og som regel også billigt.
Livet i landsbyen skabes af menneskene i byen. Punktum. Sidder folk inde i stuerne og venter på, at nogen gør noget, dør landsbyen. Lige som Brugsen og karetmageren.

Millarder af kroner
I disse år pibler gode historier frem om aktive landsbyer, der trives og udvikler sig på grund af stærke mennesker, som bor i dem og sætter noget i gang. Og jeg kan forsikre for, at kommunen meget gerne støtter byerne i den udvikling. Der er både penge og opbakning at hente for de byer, der skaber nye aktiviteter i landsbyerne.

Der er masser af puljer og mulighed for at få finansieret store byggerier og anlægsprojekter. Vi taler om milliarder af kroner på landsplan fra EU, staten, kommuner og private fonde. Haller, mountainbike-baner, legepladser, naturstier og multihuse skyder frem overalt, hvor der er folk, som brænder for udviklingen i deres lokalsamfund.
I de byer er der færre til-salg-skilte. Og der er gerne en brugs og en skole.
Men ingen karetmager :-(

Myten om de rationelle beslutninger

Her på egnen har borgerne i vores kære nabokommune Hjørring været vidne til et kaotisk forløb, hvor byrådet skulle bestemme sig for noget, som systemet kalder for "en ny skolestruktur". Det betyder, at der skal lukkes skoler.
For 10 dage siden indgik et flertal et forlig, som betød farvel til 8 skoler og redning af 3 andre, som havde været i farezonen.
I går blev forligskredsen udvidet til at omfatte hele byrådet. 2 af de lukkede skoler blev reddet, mens én af de reddede blev lukket.
Borgmester Arne Boelt (S) beklagede den kaotiske proces over for forældre, elever, lærere og de berørte lokalsamfund. Han forklarede det med et stærkt ønske om at sikre et så bredt flertal som muligt bag den store beslutning.
Kritikken hagler ned over politikerne og frustrerede forældre og lærere spørger sig selv, om hele den høringsproces, de har deltaget i, var rent skuespil. I den sidste ende lavede byrådet jo en studehandel uden at skele til alle høringssvarene, hører jeg folk sige.
Det er muligvis rigtigt, men det kan også være forkert. Ingen kan sige, hvad resultatet var blevet, hvis byrådet havde truffet sin beslutning uden at involvere borgerne. Ingen kan sige, om den beslutning havde været bedre eller dårligere.
Er sagen så ikke et eksempel på, at demokratiet ikke egner sig til at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger? Alle er jo enige om, at kommunen må lukke skoler, når børnetallet rasler ned - men ingen ønsker, at netop deres skole rammes.
Nej.
Netop i sådan en situation er det en styrke at have folkevalgte, som tager ansvar for den svære beslutning. Det bliver mere ærligt, for de er jo kun mennesker, og de må gerne varetage særinteresser, ændre mening og forfølge en folkestemning.
De må så finde sig i at blive kritiseret for deres valg, hvilket også er sket.
Skolelukninger berører mange mennesker, påvirker lokalsamfund og involverer stærke følelser. Derfor er det umuligt at forestille sig, at nogen kan træffe en objektiv og rationel beslutning.
Og det er der ingen grund til at begræde. Vi mennesker træffer ikke beslutninger på et rationelt grundlag. Vi lader følelser og fornmmelser styre. Vi bruger maven og hjertet. Tænk på de største beslutninger i dit eget liv. Har du truffet dem efter en grundig analyse af alle alternativer? Nej, vel.
De største opfindelser, de mest geniale kunstværker og de mest udviklende ideer og projekter var aldrig blevet til noget, hvis de skulle analyseres til bunds, inden de ansvarlige besluttede sig for at skubbe skibet i søen.
Det, vi kan forlange af en større beslutning er, at
- den har et formål
- beslutningens ejer(e) tror på den
Det er bestemt ikke alle mine beslutninger i dagligdagen, der kan leve op til disse standarder. Jeg har også før set politiske beslutninger, hvor det kniber med begge punkter.
Hvis du er vred, sur, frustreret eller skuffet over beslutninger, som andre har truffet, bør du først vurdere, om de har levet op til de to pinde. Og så skal du også huske, at en ikke-beslutning også er en beslutning.
Sagt på skolestruktursk: I situationen ville det være mere bekvemt for byrådet at bevare alle skoler. Men det ville være en fuldstændig uansvarlig beslutning.