Viser opslag med etiketten olie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten olie. Vis alle opslag

mandag den 7. december 2020

Tak til Nordsøoliens fædre og banemænd

  Her er en spandfuld vedvarende energi:
hakket madaffald, blandet med spildevandsslam.
Når det rådner i en tank, udskiller det grøn gas.

 

 

Vi velfærdsdanskere har meget at takke Nordsøoliens fædre for. Dem, der i sin tid satte milliarder af offentlige og private kroner på spil for at udvinde gas og olie fra Nordsøen, er stærkt medvirkende til vores nuværende velstand.

I 1970erne var dansk økonomi på vej ud over afgrunden, og en af hovedårsagerne var stigende energipriser. Oliesheiker i Mellemøsten kunne skrue op for priserne eller ned for forsyningerne, og begge dele havde katastrofale følger for danske virksomheder og forbrugere - og dermed også for statskassen.

Selvforsynende
Olie og gas fra Nordsøen blev svaret på udfordringen, og Danmark blev stort set selvforsynende med energi. Det skabte tusindvis af arbejdspladser og forbedrede virksomheders, privatpersoners og statens økonomi markant. Alene den afgift, oliefirmaerne har betalt staten for at udvinde det sorte guld løber op i over 500 milliarder kroner.

Forleden besluttede et bredt flertal i Folketinget at slukke for olien i Nordsøen senest i år 2050. Jeg mener det er en lige så fremsynet beslutning som satsningen i 70erne. 

EUs største olieproducent
Den vigtigste grund er klimaet. Danmark er den største olieproducent i EU, og selv om det ikke batter meget på verdensplan, er vi med til at sende et signal til omverdenen om at den fossilfri energiforsyning ikke er en utopi. Det er en opgave. Den danske beslutning vil forhåbentlig inspirere andre til at følge samme spor.

Økonomisk tror jeg på, at de manglende indtægter fra olien kommer mangefold igen. Beslutningen sætter skub i en udvikling henimod en fossilfri industri i Danmark, og jo før den kommer, jo bedre kan danske virksomheder klare sig på verdensmarkedet. Vedvarende energi bliver billigere end olie, gas og kul, og flere og flere globale kunder vil ikke handle med virksomheder, der udleder CO2.

Globalt konkurrenceparameter
Klima og bæredygtighed er for længst blevet et konkurrenceparameter i den benhårde globale forretningsverden, og det bliver kun forstærket i de kommende år. Det gælder ikke bare Danmarks fem største virksomheder, men om et øjeblik også deres leverandører og samarbejdspartnere. Hele verden hænger jo sammen i den digitale tidsalder.

Stop for Nordsøolien er endnu et puf til den grønne omstilling, som i øvrigt drøner derudaf uanset, hvad de vedtager på Christiansborg. Heldigvis.

 

mandag den 28. maj 2012

Skattereform eller femøreflytning

                                          Her er 25 øre, jeg aldrig har fået noget for

I morgen præsenterer regeringen sit udspil til en ny skattereform, og debatten er allerede i fuld gang. Er der noget, politikere kan hidse sig op over, er det skattesystemet.
På mig virker det som femøreflytning. Beskæftigelsesfradraget skal være højere, færre skal betale topskat og rentefradraget bliver mindre. I kroner og ører er det ikke så mange penge for de fleste danskere og en eventuel gevinst bliver sikkert spist op af højere afgifter.

Oliepriserne og renter batter
I den praktiske hverdag betyder oliepriserne meget mere for de fleste danskere. De er steget voldsomt de senere år, og det kan vi aflæse på varme- og benzinregningen. For mange familier betyder det en ekstraudgift på over 1000 kr. om måneden.
Til gengæld har mange sparet kæmpe beløb på de faldende renter. Et flexlån til 1 % giver altså en kæmpe besparelse i forhold til et tilsvarende lån til 3-3,5 %. Her kan en smule mindre rentefradrag slet ikke være med.

Vi er rige
Vores skattesystem er såmænd udmærket og lidt ændringer er sådan set også i orden. Det er jeg ret ligeglad med. Vi skal betale til fællesskabet, og det skal være nogenlunde retfærdigt og til at finde ud af.
Og så skal vi lade være med at hyle op om, at vi bliver plyndret.
Vi er rige i Danmark, og vi har råd til meget mere, end vi havde for 10, 20 og 30 år siden. Dengang var vi også rige.

Tag det roligt, politikere
Hvis der kommer højere afgifter på sukker og energi, må vi enten betale lidt ekstra eller bruge mindre. Begge dele kan de fleste klare.
Hvis en skatteomlægning betyder, at en person med en høj indkomst må af med et par tusinde kr. mere om året, så må vedkommende spare en teatertur væk. Måske bliver den erstattet af en dejlig gåtur i skoven.
Så mit råd til politikerne er: Tag det roligt. Lad være med at skælde hinanden ud. Lav en fornuftig aftale om skat og kom så videre til de egentlige problemer i Danmark.

tirsdag den 12. januar 2010

Klimahysteri eller dumhed

I sidste uge gjorde en dansk forsker opmærksom på, at klodens temperatur ikke er steget siden 1998. Dermed satte han nyt spørgsmålstegn ved en af forudsætningerne for vores klimadebat: At der er klimaforandringer, og at de er menneskeskabte.
Nogen kalder det klimahysteri, at vi i den grad fokuserer på CO2 udslippet. Og så bruger de argumenter som dem, jeg lige har refereret fra den danske forsker.
Det bliver hurtigt til en meget teknisk diskussion, som ingen af os almindelige mennesker kan overskue. Og den er i bund og grund ligegyldig.
Mit udgangspunkt er et helt andet - nemlig den faktuelle viden, vi har. Vi ved, at olie, naturgas og kul forurener og løber tør. Vi ved, at det er teknisk og kommercielt muligt at forsyne hele verden med energi fra sol, vind og bølger - energikilder, der aldrig løber tør. Vi ved også, at vedvarende energi i løbet af nogle år kan blive lige så billig som kul og olie.
Flere argumenter har jeg ikke brug for. Vi - os mennesker - skal gøre det, der er klogest og bedst for os mennesker. Det er at udnytte de energikilder, som Vorherre eller Allah eller Det kosmiske Intet har stillet til rådighed.
Alt andet er dumhed.
Det var et mirakel for vores oldeforældre, da deres tids klogeste mennesker fandt ud af at udnytte olien. Det har skabt en masse velfærd, som vi alle sammen nyder godt af. Det var genialt set med datidens viden.
Nu er vi klogere, og så skal vi gøre noget, der er genialt. Eller bare almindelig sund fornuft.
Men hvis vi gør det, må de gæve forskere gerne blive ved med at undersøge, hvordan og hvorfor klimaet forandrer sig, og vi vil også gerne have besked.