Løbetossens svage ben og dumme hoved

Min seneste diagnose

Efter en skade og en operation i starten af året har det knebet med mit løberi. Jeg er nok kommet afsted tre dage om ugen, men det har været både kortere og langsommere end tidligere.
Pyt med det, sagde jeg til mig selv. Som ikke lod sig overbevise.

Stejle bakker i Vandværksskoven
Her i sommerferien har den fået en tand ekstra, og de mange ture op og ned ad de stejle bakker i Vandværksskoven ser nu ud til at give bonus.
I dag løb jeg årets første halvmaraton på en kuperet rute i en fin tid. 1:38:56 for de første 21,071 kilometer. I en konkurrence på en fladere rute vil jeg formentlig kunne komme under 1:35, og det er super af en ung mand på min alder.

Sæson for skader
Nu kommer problemet. Mit hoved og mine ben har ikke samme ambitionsniveau. Jeg var øm i venstre læg og højre lår allerede efter 12 kilometer, men det har kyllingehjernen glemt få sekunder efter, at jeg er holdt op med at løbe.
Det skøre hoved vil træne mere og hårdere. Det vil løbe maraton, selv om jeg egentlig har afskrevet muigheden for at gennemføre den fantastiske distance igen. Hver gang, jeg forsøger at træne op til en maraton, bliver jeg ramt af en skade. Mens jeg er i allerbedst form. Og det sker meget ofte i august.

Bare en langsom tur
Da jeg skulle ud at løbe i dag, erklærede jeg på forhånd, at jeg ville løbe langt og langsomt. Da jeg kom glad hjem og berettede om min fine tid, rystede Solle forståeligt på hovedet: Skulle du ikke løbe langsomt?
Øhh. Jeg forsøgte, og jeg gav den ikke gas. Jeg er bare i bedre form, end jeg havde troet.

Jeg må da være lovligt undskyldt
Og mens benene skriger på pause, kobler hovedet fra som hos en alkoholiker: Giv mig mere løb.
Det er klart, det er svært at styre, når man er en lille dreng på 53 år, der lige er begyndt at løbe her forleden i 1982. 

Tre slags løbetosser

Os, der betaler 3000 kr. for et startnummer til New York Marathon + en halv formue for fly- og hotelophold, vi må finde os i at blive kaldt løbetosser.
Det er vi så.
Min helt private analyse viser, at der er 3 slags løbetosser. Lad os kalde dem fanatikerne, systematikerne og projektløberne.
Fanatikerne er der mange af i et stort løb som i New York. Det er folk, som nærmest lever og ånder for at løbe. Før, under og efter et løb taler de næsten udelukkende om løbet, om udstyr, træning - og om de næste løb. Når de er i New York i en uge, optræder de stort set i løbetøj hele tiden. Hvis man betragter dem med et kritisk blik, kan nogen af dem godt minde om narkomaner - altid på jagt efter det næste løbefix.
Fanatikere kan løbe 10-20 maratonløb om året. De fleste af dem i imponerende tider. Der er mænd på 55 år, som kan klare den lange distance på omkring 3 timer.
Systematikerne er min gruppe løbetosser. Vi kan lide at løbe og har gjort det i mange år. På et tidspunkt har vi givet den en ekstra skalle, og er kommet i form til at løbe maraton. Den form holder vi vedlige ved stabil, men ikke særlig intensiv træning. Vi kan gennemføre et maratonløb i en rimelig tid ved at løbe 40-50 kilometer om ugen - hver uge. Men vi er stadig tosser. For vi kan ikke undvære vores tre ugentlige løbeture, og vi bliver direkte irritable, hvis vi får en skade og må nøjes med at cykle, svømme eller dyrke anden form for ligegyldig sport. Mændene er i overtal i denne gruppe, men der er bestemt også nogle meget søde kvindelige løbetosser.
Projektløbere er typisk mænd, der har passeret de 30 og har indset, at de er i dårlig form. De er vant til at sætte sig store mål, så det er ikke nok at komme i god form. De går efter det ultimative: Maratonløbet.
På nettet finder de et løbeprogram, som på 6 eller 9 måneder skal gøre dem i stand til at gennemføre, og de kaster sig ud i det med krum hals og alt det nyeste udstyr. De første måneder gør de enorme fremskridt og føler sig overbevist om, at de flyver igennem maratonløbet. En lille gruppe af dem fortsætter og bliver rigtig gode løbere, men de fleste mister engagementet undervejs, så de får simpelthen ikke trænet nok. Alligevel stiller de op. De har jo væddet adskillige kasser øl om, at de gennemfører - og det gør de så. Tiden bliver på mellem 4:30 og 5:30, og der er total krise fra 30 kilometer og fremad. Staklerne er ude af stand til at gå en uge efter, og en del af dem holder helt op med at løbe. Men de har det sjovt, og de snakker rigtig meget om deres store præstation.
Det har vi andre nu heller ikke noget imod.

Sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde

En af mine Facebook-venner blev skide sur på mig, da jeg forleden skrev om Bjarne Riis og doping. Det var lærerigt, for det viser, at der virkelig er følelser på spil, når det gælder sport.
Min holdning er ikke mere rigtig end andres. Den er bare min.
Men den lille fyndige debat på Facebook har fået mig til at tænke lidt mere over samspillet mellem sport og moral. Så det vil jeg nu belemre dig med.
Jeg er sportsmand og har altid været det. I mange år har min egen hovedsport været løb, og det er en meget enkel sportsgren. Hvis jeg vil forbedre min tid - eller undgå at den bliver dårligere - ja, så er der 1 middel, der virker: Træning.
Jeg vil gerne kunne gennemføre et maratonløb i en tid på omkring 3 timer og 30 minutter, og det kan kun lade sig gøre ved jævn og systematisk træning. Jeg løber tre gange om ugen året rundt, og i perioden op til et maratonløb skruer jeg op for distancen i weekenden og begynder måske også at løbe lidt intervaltræning.
Hvis jeg gør det, og jeg ellers slipper for skader, så når jeg mit mål. Den uge, hvor løbet foregår, er noget ganske særligt for mig. Jeg lader mentalt op hele ugen, drikker meget vand, spiser spaghetti dagen før og er ekstra påpasselig med nattesøvnen. På løbsdagen er alting klar. Jeg møder op i god tid, klæder om, mærker den særlige maratonstemning, udveksler løbehistorier med de andre, går på toilet en ekstra gang - og så er jeg klar.
Løbet er resultatet af mange måneders træning. Jo hårdere og mere systematisk, jeg har trænet, jo bedre går løbet. Nogen løber foran mig. De har trænet hårdere og bedre. Mange løber bagved. De har ikke lagt den samme indsats i det, som mig. Jo, nogen har måske, men de har ikke løbet så mange år som jeg, så de har ikke så stærke muskler og sener og kan måske ikke disponere løbet så godt som jeg.
Min tid bliver, som den bliver, og blot jeg gennemfører maratonløbet er jeg supertilfreds. Bagefter går jeg næsten i en lykkerus, blandet med fysisk udmattelse, og i de følgende dage minder min krop mig hele tiden om den lidt for store anstrengelse, jeg netop har udsat den for. Herligt.
Forestil dig, at jeg havde dopet mig for at opnå et bedre resultat. Det ville være fuldstændig meningsløst. Det ville tage glæden ved resultatet og glæden ved at have gennemført fra mig. Jeg ville have dårlig samvittighed over for alle de andre deltagere, fordi jeg ved, at de har møjsommeligt har trænet sig op og forberedt sig til denne særlige begivenhed.
Doping er en grov overtrædelse af det, jeg betragter som sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde.
Sport handler nemlig om at vinde. Jeg kan ikke vinde et maratonløb, men jeg kan få en pæn placering eller en god tid, og det er en sejr for mig.
Hvis jeg spiller badminton, fodbold eller bare et hyggeligt slag petanque, så spiller jeg hver gang for at vinde. Det er sportens væsen. Det er selve meningen med at dyste med hinanden.
Hvis en af deltagerne snyder - så giver dysten ingen mening. Snyd kan være at dømme forkert med vilje, at skyde genvej eller at dope sig.
Jeg er klar til at bruge alverdens psykologiske tricks for at vinde. Det kan være at lyve mig ude af form, at skamrose modstanderen eller at foregive at have givet op for at få modstanderen til at begå fejl. Bluff er en del af spillet.
Men reglerne skal overholdes. Ellers dyster vi ikke på lige vilkår, og så er det ikke den bedste, der vinder. Så er det den bedste snyder, der vinder, og det er usportsligt.
Synes jeg.

Hvorfor gør jeg det her?

For 25-26 timer siden løb jeg hen ad en lang, ensformig sti. Mine ben var som betonklumper, og det venstre var hele tiden på grænsen til krampe. Det var lidt uden for Brædstrup, og jeg havde på det tidspunkt løbet 34 kilometer. Der manglede altså 8 kilometer af maratonløbet. De 8 værste. De 8 helt igennem forfærdelige kilometer.
Foran mig var ingen mennesker at se, og bagved heller ikke. Landskabet var ensformigt og lidt kedeligt, og så var der den her laaaange tynde stribe asfalt, som skulle besejres.
Pludselig begyndte folk at løbe imod mig. Det viste sig, at der var et vendepunkt på ruten et stykke længere nede. Det gjorde som sagt ondt i benene - og i det meste af resten af kroppen. Stien begyndte at hælde lidt nedad. Skønt nok, bortset fra, at jeg så skulle løbe opad på tilbagevejen.
Da jeg havde løbet i en evighed, spurgte jeg en af de seje, der løb imod mig, hvor langt der var til vendepunktet. "Et par kilometer", sagde han med et irriterende overskudsagtigt smil. Det var næsten ikke til at bære.
Jeg forsøgte med alverdens opmuntringsteknikker. Flere gange kiggede jeg på uret og fortalte mig selv, at nu var der kun 45, 40 eller 35 minutter tilbage. Jeg forsøgte også at mobilisere en glæde over, at jeg helt sikkert ville gennemføre løbet, endda i en tilfredsstillende tid. Men det eneste, jeg var i stand til at tænke på, var de ømme ben og den lange kedelige sti.
Efter vendepunktet gik det en smule bedre. Der var fem kilometer igen, men kort efter begyndte jeg at møde folk, som var på vej hen til vendepunktet. Det var helt tydeligt, at de havde det rigtig hårdt, og jeg fik faktisk lidt medlidenhed med dem. Bare lidt.
Ved 40 kilometer sagde en sød ældre herre, at mit løb så rigtig godt ud, og jeg tænkte: Godt, jeg ikke er ham, der først skal 3 kilometer ned ad den lange sti og så 5 kilometer tilbage.
Så var jeg lige pludselig inde i opløbsområdet, og benene kunne mirakuløst klare en lille spurt. Jeg lod dog venligt den foranløbende komme først. Jeg havde først fået øjenkontakt med ham 1 kilometer før, og det ville være demoraliserende for ham at blive passeret på målstregen.
Over målstregen, medalje om halsen, ind i bad og derefter ind i bussen. Her gik snakken livligt, ikke mindst om de ulidelige sidste kilometer. 1 time tidligere var det et lyslevende mareridt. Nu var det bare en sjov historie og en fælles oplevelse, og folk pludrede lystigt om alle mulige andre maratonløb rundt omkring i Danmark.
Selv om jeg har prøvet det før, er det altid chokerende hårdt mellem 32 og 40 kilometer. Det ved alle, der har løbet maraton, og vi glemmer det allesammen igen, når vi melder os til et nyt løb.
Det er måske derfor, det er så tiltrækkende at løbe de forbandede skønne maratonløb.

New York City Marathon 2009

For et par uger siden kom det brev, jeg har ventet på i månedsvis: Bekræftelsen på, at jeg kan melde mig til verdens største marathonløb - New York City Marathon.
Søndag den 1. november løber jeg rundt på Manhattan sammen med 38.000 andre løbeentusiaster fra hele verden. Vi er hovedpersoner i en gigantisk folkefest, som samler over 2 mio. tilskuere og lukker millionbyen den halve dag. Det bliver bare så fedt.
For to år siden meldte jeg mig til 2008-udgaven af løbet, men fik i foråret 2008 at vide, at jeg ikke havde fået en plads. Til gengæld skulle den være sikker i 2009 - og det er den nu.
Solle og jeg tager afsted sammen. Vi skal være i New York i en uge, og selv om løbet er turens højdepunkt, skal vi også rundt at se og opleve byen. Skulle der ryge en halv flaske vin ned en aften, klarer den veltrænede krop nok også det.
Jeg har fået besked på, at jeg SKAL gennemføre løbet - om så det skal tage 7 timer. Jeg fik lidt af en forskrækkelse, da jeg i oktober måtte udgå af maratonløbet i Odense efter 24 kilometer med krampe i lægmusklen.
Der besluttede jeg mig for, at jeg vil være i bedre form til løbet i New York, så vinteren igennem har jeg så vidt muligt løbet en lang tur hver weekend - på omkring 25 kilometer. Det er glippet nogle gange, hvor jeg har været til arrangementer, men jeg kommer ud af den mørke tid i betydeligt bedre form, end jeg plejer. Det er nemmere at træne om sommeren, fordi der er lyst så dejligt længe.
Jeg har også lovet mig selv, at jeg ikke skal gå efter en supertid i New York. I Odense løb jeg efter 3.20, velvidende at jeg ville løbe langsomt de sidste 10 kilometer og så komme ind på omkring 3.30.
I New York går det bare langsommere, fordi der er så ufatteligt mange deltagere, så jeg vil stile efter at lande på 3.45. Hvis det går rigtig godt med træningen, kan jeg måske sætte 3.30 som mål, men jeg er helt enig med Solle i, at jeg SKAL nå over målstregen.