Banalytikerne på jagt efter Søvndal

For anden måned i træk, går SF tilbage i meningsmålingerne, og det får straks ord med på vejen fra politiske kommentatorer. DRs Claus Kaae-Nielsen forklarer, at det er Villy Søvndals uheldige udtalelser om forældremøder for kvinder på Holbergskolen i København, der koster stemmer.
Banalyse kalder At Tænke Sig i Politiken det, når de gør grin med politiske kommentatorer. Og det er netop en banalyse, Villy Søvndal bliver udsat for i denne tid. Det må han leve med. Det er en del af spillet.
Fænomenet går ud på, at næsten alle kommentatorer mener det samme om den aktuelle person. Og i øjeblikket er det altså Villy Søvndal, der er i centrum. "Villy-effekten aftager" og "oprør i SFs bagland" er to af de banalyser som ofte bliver trukket frem.
Inden SF helt lukker, er det måske værd at kigge lidt på fakta. Den tilbagegang, der er tale om i den seneste meningsmåling er fra 18,1 til 17,2 pct. - altså 0,9 pct. Det er mindre end den statistiske usikkerhed, så det kan rent faktisk være, at SF slet ikke mister vælgere. Partiet ligger stadig 8 mandater bedre end ved det seneste folketingsvalg, hvor det gik kraftigt frem. Og endelig er det værd at minde om, at der er tale om en meningsmåling - ikke om matematiske fakta.
Det skal da nok passe, at SF har mistet nogle få tusinde tilhængere de seneste måneder. Men partiet har stadig gigantisk succes, og banalyserne af Villy Søvndals problemer er temmelig anstrengte.
Husk på, at de samme eksperter for få år siden dømte Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne helt ude af politik. I klumme efter klumme hørte vi, at hverken partiet eller dets leder havde nogen vision eller nogen politik, og at meningsmålingerne kun kunne gå én vej. Nu omtales Helle Thorning-Schmidt som Danmarks kommende statsminister.
Hvis SF går frem igen, så må eksperterne kaste sig over andre, og her ligger Lars Løkke lige for. Vi kan allerede nu mærke, at banalytikerne har fundet ham for let. Et par dårlige meningsmålinger - så kommer alle teorierne om Løkkes manglende visioner og om baglandets mistillid til ham.
Den eneste, som altid slipper, er Pia Kjærsgaard. Det er bestemt ikke fordi, hun er elsket af kommentatorerne. Det er bare fordi, Dansk Folkeparti aldrig oplever reel tilbagegang.

5-0 til Margrethe Vestager

Med hiv og sving og lodder og trisser lykkedes det ved det seneste valg Simon Emil Ammitzbøll at blive genvalgt til den radikale folketingsgruppe.

Nu har han forladt foretagendet efter et dobbelt smæk med døren, og kommentatorerne savler over den kæmpe krise Margrethe Vestager er kommet i.

Indtil videre synes jeg nu, det er Ammitzbøll, der er ude i tovene. Min sammentælling viser, at han er bagud 0-5 i forhold til Vestager.

0-1 var et kæmpe selvmål. Ammitzbøll skrev en kronik, hvor han kaldte Margrethe Vestager for en forræder, fordi hun under valgkampen accepterede 24-års reglen som en del af et socialdemokratisk regeringsgrundlag. Da kronikken blev trykt, var skribenten ikke at træffe på Christiansborg, da han var bortrejst til USA i en længere periode.

Det blev 2-0 til partiformanden, da hun reagerede venligt og roligt ved at invitere den vrede unge mand til en snak om hans holdninger og udmeldinger.

Det blev holdt forrige fredag, og her tilbød Ammitzbøll at beklage sit ordvalg og fastholde indholdet af sin kritik. Mødet sluttede ifølge Vestager med en aftale om et nyt møde.

Det kom ikke, for Ammitzbøll lavede 2 dage efter sagens andet selvmål, da han meldte sig ud af gruppen med den begrundelse, at Margrethe Vestager var en uduelig leder. Vil manden opnå resultater - eller har han bare en ustyrlig trang til at markere sig selv? Det er i hvert fald ikke politisk lederskab, der er hans spidskompetence.

Formanden kom på 4-0, da hun igen reagerede roligt og blot beklagede Ammitzbølls farvel til gruppen.

Så gik en uge, hvor det efterhånden lykkedes journalisterne at få folk fra den radikale yderkreds til at udtale sig kritisk om Vestager. Så gik hun på banen i tv-avisen søndag aften og bragte sig på 5-0. Her kom hun nemlig med en elegant udtalelse om, at Ammitzbøll jo er radikal og derfor er velkommen tilbage i gruppen. Blind loyalitet over for lederen og fuld enighed om den politiske linje er ikke en betingelse for at være med i den lille indflydelsesfattige gruppe på Christiansborg.

Når nu Ammitzbøll har skreget sig hæs, står de radikale stadig tilbage med det problem, som sikkert har udløst hans frustration: Afmagten over at være sat uden for indflydelse.

Det er en svær situation at håndtere for det magtvante parti, men for tiden er det et vilkår, som selv ikke den dygtigste leder kan gøre noget ved. Regeringen har sit faste flertal, som kører med klatten, og alt til venstre for de 90 mandater til Dansk Folkeparti og dets støttepartier kan kun få sporadisk indflydelse. Det skal der naturligvis ændres på, men det sker altså ikke ved at skide i sin egen rede.