Journalistens skuffende enkle motiv

Vores lokale avis, Nordjyske, har i vinterens løb kørt en fremragende artikelserie om lokale konkursryttere. Ved at behandle data fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har de fundet en række nordjyske erhvervsfolk, som er gået konkurs med det ene selskab efter det andet, har efterladt skuffede kreditorer og har videreført samme aktivitet i et nyt selskab.
En af dem er bladmanden Anders Bruun fra Aalborg, der gennem en årrække har udgivet en række magasiner. Det er sket gennem selskaber, som hver gang er endt med at gå konkurs. 18 konkurser og en samlet gæld på 25 mio. kr. har han ifølge Nordjyskes afdækning lagt bag sig.
I februar erklærede Anders Bruun over for Nordjyske, at han ikke længere ville have noget med bladene at gøre, og i går kunne Nordjyse så afsløre, at Bruun fortsat er involveret. Han har købt debitorregistret af konkursboet og bladene drives fra en ejendom, han ejer. Anders Bruun har efter det oplyste med salget at gøre, men han står ikke i bladenes kolofoner, og han er heller ikke direktør i det nye selskab DNA 1.
Den post indtager journalist Jeppe Søe fra 1. maj, og han har i dag krævet en berigtigelse og et dementi af Nordjyske. Får han ikke det, vil han føre en erstatningssag. Det skriver Jyllands-Postens erhvervsportal epn.dk.
Anders Bruun vil ikke udtale sig. Han mener, at Nordjyske fører hetz mod ham, fordi han er en konkurrent til avisen. Samme argument bruger Jeppe Søe.
Uden at have nogen som helst forbindelse til Nordjyske kan jeg garantere, at det argument overhovedet ikke holder. Det er en total misforståelse at tro, at en redaktion på en uafhængig avis skriver artikler, der skal tjene bestemte forretningsmæssige formål for den virksomhed, de er ansat i. Det kan lyde mærkeligt for ikke-journalister, men sådan er det altså. Det ligger dybt i enhver journalist, og det er en helt afgørende forudsætning for avisens troværdighed. Nordjyske skriver også kritisk om AaB, selv om mediekoncernen helt fornuftsstridigt er medejer af sportsselskabet. Jeg kan love for, at hverken bestyrelse eller direktion forsøger at påvirke sportsredaktionens dækning af AaB for at pleje Nordjyskes investering.
Jeg hører tit folk i kommunerne fortælle, at den lokale avis bekæmper kommunen af politiske grunde. Det kan være en såkaldt Venstreavis, som er sur over, at kommunen har fået socialdemokratisk flertal. Men det kan også være en Venstre-kommune, hvor ledende medarbejdere er overbeviste om, at røde journalister med overlæg bekæmper borgmesteren og resten af kommunen.
Det er også rent sludder. En lokalavis er uafhængig i sin dækning. Den forfølger ikke noget politisk formål. Dens mål er at fastholde abonnenterne, intet andet. Den tid, hvor de lokale aviser var talerør for politiske partier er for længst forbi. Det var den stort set allerede i min barndom.
Journalistens motiv er at lave en god historie - interessant, spændende, sjov eller overraskende. Journalistens overordnede, redaktøren, har det motiv at sælge aviser. Og her kommer i øvrigt en anden kendt misforståelse. Vi hører så tit om sensationsjournalistik og får at vide, at aviserne sætter nogle vanvittige overskrifter på for at lokke flere til at købe deres produkt.
Det holder i et begrænset omfang for B.T. og Ekstra Bladet. Men alle andre lever af deres abonnenter, og dem lokkker man ikke til med en saftig overskrift. Tværtimod. Dem fastholder man ved at skrive noget interessant, spændende, sjovt eller overraskende hver dag.
Jamen, jamen, siger du måske. Og så disker du op med eksempler på fejlagtige artikler eller overskrifter, som har skadet en virksomhed, en kommune eller en politisk sag.
Mit svar er, at det er hastværk eller en anden form for dårligt håndværk. Det forekommer. Det forekommer desværre hver dag. Men der ligger altså ikke en udspekuleret strategi bag. Desværre. Det er skuffende enkelt, og der er ingen stor sammensværgelse.

God træning for mediepolitikere

Det pibler frem med små og store sager om politikere, som har købt skræddersyede kurser i medietræning på kommunens, regionens eller statens regning. Det er fin træning for dem at skulle svare på den kritik. Her får de brug for de værktøjer, som de kendte tidligere tv-værter har udstyret dem med.
Selv følger lærerne tilsyneladende det råd at holde bøtte og vente på, at stormen lægger sig. Det er i hvert fald forbløffende få af dem, som har valgt at udtale sig om de sager, der er bragt frem.
Jeg deltager ikke i det forargede hylekor over politikernes medietræning.
Efter min opfattelse er det såre fornuftigt, at en regionsrådsformand, en rådmand og en nyudnævnt minister lærer at optræde troværdigt i medierne. Det er i regionens, kommunens og ministeriets interesse. Det er naturligvis rigtigt, at politikeren selv og hendes parti nyder godt af medietræningen. Det er en behagelig sidegevinst.
Men personerne på de politiske topposter er officielle repræsentanter for den myndighed, de står i spidsen for. De bestyrer budgetter på flere milliarder kroner og er chefer for tusinder af medarbejdere. I langt de fleste tilfælde udtaler de sig på regionens, kommunens eller ministeriets vegne, og det skal de gøre på en ordentlig måde. Det er meget nemt at komme til at dumme sig, og her kan erfarne tv-journalister give nogle rigtig gode og brugbare råd. De kender de situationer, som politikerne kan blive udsat for. De kender den spørgeteknik og den vinkling, som politikerne skal lære at håndtere.
En del politikere har taget ledelseskurser som et led i deres arbejde. Det betaler organisationen naturligvis også, og det har den formentlig også udbytte af. Det må være i alles interesse, at den øverste chef har nogle værktøjer til at håndtere sin ledelsesrolle.
Så er der prisen. 40.000 kr. gav Indenrigsministeriet for Karen Ellemans dag med Trine Gregorius. En hurtig hovedregning siger, at den tidligere tv-vært får mere end 5000 kr. i timen for ulejligheden. Jeg kender naturligvis ikke kalkulationen, men jeg er helt sikker på, at regnestykket overhovedet ikke holder.
Der er naturligvis forberedelse. Selv om mange råd er universelle, skal undervisningen tage udgangspunkt i ministerens verden og hverdag. Jeg ville selv bruge adskillige timer på research og på at strikke et relevant program sammen, hvis jeg fik opgaven.
Der er også udgifter til lokaler og til eventuel leje af udstyr. Ministeren skal jo optages på video og skal se dagens mange klip kritisk igennem og lære af dem. Måske har Trine Gregorius hyret en tekniker til at stå for optagelsen. Endelig kan jeg forestille mig, at kursusholderen leverer nogle anbefalinger på baggrund af dagens oplevelser. Det er også arbejde.
Det er selve produktionsprisen. Så er der markedsvilkårene, og her er vi i en dyr branche. Der er simpelthen ikke ret mange, der kan løfte opgaven. Toppolitikerne skal have fat i nogle af de pågående tv-journalister, som selv har prøvet at grille folk for åben skærm. De hænger ikke på træerne, og derfor kan de tillade sig at tage en høj betaling, lige som andre specialister.